Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om henlæggelse af behandlingen af sager om erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet

Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 494 af 3/5 2018.

I medfør af § 19, stk. 6 og 8, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 314 af 25. april 2018, og efter aftale med Tandlægeforeningen, fastsættes:

§ 1. Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning modtager, oplyser og afgør følgende sager om erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

1) skader forvoldt af autoriserede sundhedspersoner ansat i regionstandplejen, i børne- og ungdomstandplejen, i omsorgstandplejen, i specialtandplejen samt ved de odontologisk landsdels- og videnscentre, eller på vegne af disse, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 2,

2) skader forvoldt på universiteternes tandlægeskoler, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, nr. 3,

3) skader forvoldt af privatpraktiserende autoriserede tandlæger, eller på vegne af disse, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 2,

4) skader forvoldt af autoriserede tandlæger, eller på vegne af disse, der udfører undersøgelse, behandling el. lign. af værnepligtige og ansatte i det militære forsvar eller redningsberedskabet, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 2, og

5) skader forvoldt af autoriserede tandlæger, eller på vegne af disse, der udfører undersøgelse, behandling el. lign. af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 2.

Stk. 2. Tandlægeforeningens Tandskadeerstatnings afgørelser meddeles vedkommende region, kommune, tandlægeskole, Forsvarsministeriet eller Kriminalforsorgen, når afgørelser vedrører deres respektive områder.

§ 2. Afgørelser truffet af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning kan indbringes for det af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning etablerede ankenævn (Tandskadeankenævnet).

Stk. 2. Tandskadeankenævnet fastsætter en forretningsorden for nævnets virksomhed efter samme retningslinjer, som er gældende for Ankenævnet for Patienterstatningen, jf. klage- og erstatningslovens § 58 a, stk. 9.

Stk. 3. Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen udpeger i fællesskab et medlem til Tandskadeankenævnet.

Stk. 4. Danske Regioner, KL, universiteternes tandlægeskoler, Forsvarsministeriet og Kriminalforsorgen kan hver udpege et medlem til Tandskadeankenævnet, der dog kun deltager i Tandskadeankenævnets møder, når der behandles sager inden for deres respektive områder.

§ 3. Klage til Tandskadeankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. Tandskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil.

Stk. 3. Tandskadeankenævnets afgørelser meddeles vedkommende region, kommune, tandlægeskole, Forsvarsministeriet eller Kriminalforsorgen, når afgørelser vedrører deres respektive områder.

Stk. 4. Tandskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for retten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

§ 4. Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning kan af regioner, kommuner, tandlægeskoler, Forsvarsministeriet, Kriminalforsorgen og andre vedkommende, herunder tandlæger m.v., samt den skadelidte forlange meddelt enhver oplysning, herunder journaloptegnelser, som Tandskadeerstatningen skønner, er af betydning for behandling af sager omfattet af § 1, stk. 1.

Stk. 2. Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet skal afgive de oplysninger til Sundheds- og Ældreministeriet, regioner, kommuner, universiteternes tandlægeskoler, Forsvarsministeriet og Kriminalforsorgen, som er nødvendige for disse myndigheders varetagelse af opgaver efter klage- og erstatningsloven.

§ 5. Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet afgiver en årlig redegørelse til sundhedsministeren om deres virksomhed.

§ 6. Afgørelser truffet af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet kan ikke påklages til sundhedsministeren eller anden administrativ myndighed.

§ 7. Forvaltningsloven finder anvendelse på den virksomhed, der udøves i Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og i Tandskadeankenævnet, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 7.

§ 8. Anmeldelse af skader efter klage- og erstatningsloven, som sendes til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, anses for indgivet hos rette myndighed på det tidspunkt, hvor de modtages i Tandskadeerstatningen, jf. klage- og erstatningslovens § 59.

Ikrafttræden

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018 og anvendes på skader, der behandles efter klage- og erstatningsloven.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1264 af 28. oktober 2016 om henlæggelse af behandlingen af sager om erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet ophæves.

Til toppen