Bekendtgørelse om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb og af bøder for udeblivelse fra afsoning over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (modregningsbekendtgørelsen)
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 72 af 18/1 2017.
I medfør af § 74, stk. 2, § 105, stk. 2, § 110 b, stk. 6, og § 111, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11. november 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1728 af 27. december 2016, og § 776, 1. pkt., i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1257 af 13. oktober 2016, fastsættes:
Modregning af erstatningsbeløb
§ 1. Kriminalforsorgens krav på erstatning for skade på ting, som en indsat i kriminalforsorgens institutioner forvolder under fuldbyrdelse af straf m.v. ved en ansvarspådragende adfærd, kan kun benyttes til modregning over for den indsattes vederlag for beskæftigelse efter straffuldbyrdelseslovens § 74, stk. 1, hvis erstatningskravet er utvivlsomt.
§ 2. Straffuldbyrdelseslovens § 74, stk. 1, om modregning af erstatningsbeløb og reglerne i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse for modregning af kriminalforsorgens krav på erstatning for skade på ting, som forvoldes af varetægtsarrestanter under opholdet i en af kriminalforsorgens institutioner, jf. dog stk. 2-3.
Stk. 2. Det er en yderligere betingelse for modregning over for en varetægtsarrestant, at denne har givet samtykke til, at erstatningsbeløbet modregnes over for vederlaget for beskæftigelse.
Stk. 3. Inden en varetægtsarrestant giver samtykke til modregning, skal denne vejledes om, at modregningen ikke kan foretages, hvis erstatningsspørgsmålet forlanges behandlet af domstolene.
§ 3. Sager om modregning af erstatningsbeløb, jf. §§ 1-2, behandles efter disciplinærstrafbekendtgørelsens §§ 5-9.
§ 4. Afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet efter straffuldbyrdelseslovens § 74 over for afsonere om modregning af erstatningsbeløb, som overstiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 2. Klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den indsatte. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i særlige tilfælde se bort fra denne frist.
Stk. 3. En klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen har ikke opsættende virkning, medmindre kriminalforsorgsområdet eller direktoratet træffer bestemmelse herom.
§ 5. Er erstatningskravet ikke utvivlsomt, jf. § 1, eller giver en varetægtsarrestant ikke samtykke til modregningen, jf. § 2, stk. 2, kan erstatningsspørgsmålet indbringes for domstolene.
Stk. 2. Alle spørgsmål om indbringelse af erstatningsspørgsmål for domstolene behandles af det kriminalforsorgsområde, hvor den institution, hvor tingsskaden er forvoldt, ligger.
Modregning af bøder for udeblivelse fra afsoning
§ 6. Kriminalforsorgsområdet kan efter straffuldbyrdelseslovens § 110 b, stk. 5, modregne en vedtaget eller idømt bøde for udeblivelse fra afsoning i den indsattes vederlag for beskæftigelse i de tilfælde, hvor den pågældende ikke betaler bøden. Modregning kan kun ske i forbindelse med afsoning, der omfatter den dom, som den dømte efter tilsigelse er udeblevet fra afsoning af.
Stk. 2. Modregning kan foretages, uanset at den indsatte ikke har haft evne til at betale bøden. Modregning forudsættes at ske løbende, og størrelsen af det beløb, der modregnes i den indsattes ugentlige vederlag, skal fastsættes i forhold til den pågældendes forventede indsættelsestid, således at bøden så vidt muligt er betalt ved løsladelsen, dog senest 8 uger efter, at bøden er vedtaget, eller kriminalforsorgsområdet fra politiet har modtaget en ved domstolene idømt bøde for udeblivelse til modregning.
§ 7. Sager om modregning af bøder for udeblivelse fra afsoning behandles efter disciplinærstrafbekendtgørelsens §§ 5-9.
§ 8. Afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet efter straffuldbyrdelseslovens § 110 b, stk. 5, om modregning af bøder for udeblivelse fra afsoning, hvor det ugentlige beløb, der modregnes, overstiger det almindelige vederlag, der udbetales til indsatte for en uges beskæftigelse, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 2. Klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den indsatte. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i særlige tilfælde se bort fra denne frist.
Stk. 3. En klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen har ikke opsættende virkning, medmindre kriminalforsorgsområdet eller direktoratet træffer bestemmelse herom.
Ikrafttrædelse
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 23. januar 2017.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 412 af 9. april 2015 om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (modregningsbekendtgørelsen) ophæves.