Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Bekendtgørelse om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som psykolog eller autoriseret psykolog samt til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer1)

Social- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 19/5 2017, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 901 af 11/5 2021.

I medfør af § 19 i lov om psykologer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 8. marts 2012, som ændret ved lov nr. 190 af 27. februar 2017, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse for enhver statsborger i Den Europæiske Unions øvrige medlemslande, i lande, der har tiltrådt EØS-aftalen, samt i lande, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv (EU/EØS-lande m.v.), som ønsker her i landet som selvstændig eller lønmodtager midlertidigt, jf. kapitel 2, eller varigt, jf. kapitel 3, at udøve virksomhed som psykolog eller autoriseret psykolog.

Til toppen

Kapitel 2 – Midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af erhvervet som psykolog

§ 2. Psykologer, der er statsborgere i et EU/EØS-land m.v., og som er lovligt etablerede i henhold til lovgivningen i et af de pågældende lande, har ret til at udøve erhverv som psykolog midlertidigt og lejlighedsvis her i landet på samme vilkår, som gælder for personer, som har bestået kandidateksamen i psykologi eller dermed ligestillet eksamen.

Stk. 2. De midlertidige eller lejlighedsvise tjenesteydelser, som psykologen udfører her i landet, foretages under anvendelse af den faglige titel fra det land, hvor psykologen er etableret.

Anmeldelse

§ 3. Psykologer, som er statsborgere i et EU/EØS-land m.v., og som midlertidigt og lejlighedsvis udfører erhverv her i landet, skal sende en skriftlig anmeldelse til Psykolognævnet.

Stk. 2. Anmeldelsen skal være modtaget i Psykolognævnet, inden psykologen første gang udfører erhverv som psykolog her i landet. Hvis der opstår væsentlige ændringer i psykologens forhold, skal psykologen sende fornyet dokumentation.

Stk. 3. Med anmeldelsen skal sendes følgende dokumentation:

1) Dokumentation for en forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar.

2) Dokumentation for psykologens nationalitet.

3) Attestation for at psykologen er lovligt etableret i et EU/EØS-land m.v. for dér at udøve erhverv som psykolog, og at det på tidspunktet for udstedelsen af attestationen ikke forbydes pågældende at udøve erhverv som psykolog, heller ikke midlertidigt.

4) Eventuel attestation for at psykologen er autoriseret i et EU/EØS-land m.v.

5) Bevis for anerkendelse af et uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland eller i et EU/EØS-land m.v. Hvis psykologerhvervet ikke er lovreguleret i det land, hvor psykologen er lovligt etableret, kan Psykolognævnet kræve, at psykologen indsender dokumentation for mindst 1 års relevant erhvervserfaring inden for de sidste 10 år, der går forud for leveringen af tjenesteydelsen.

Stk. 4. En anmeldelse er gyldig i 12 måneder efter registreringen i Psykolognævnet. Hvis psykologen agter at udføre midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser her i landet senere end 12 måneder efter registreringen af seneste anmeldelse i Psykolognævnet, skal psykologen sende en ny anmeldelse til Psykolognævnet.

Pligter

§ 4. Psykologer, som er autoriserede i et EU/EØS-land m.v., og som midlertidigt og lejlighedsvis udfører erhverv her i landet, er omfattet af lovens kapitel 2 og 5 samt lovens § 21.

§ 5. Psykologer, som ikke er autoriserede i et EU/EØS-land m.v., og som midlertidigt og lejlighedsvis udfører erhverv her i landet, er omfattet af lovens § 21.

Tilsyn

§ 6. Psykolognævnet fører tilsyn efter lovens kapitel 1 b med psykologer, som er autoriserede i et EU/EØS-land m.v., og som midlertidigt og lejlighedsvis udfører erhverv her i landet.

Stk. 2. Til brug for tilsynet kan Psykolognævnet kræve nødvendige oplysninger om psykologen, herunder oplysninger om faglige, disciplinære eller strafferetlige sanktioner fra myndighederne i det land, hvor psykologen er autoriseret. Oplysningerne skal behandles fortroligt.

Oplysninger til tjenestemodtagerne

§ 7. Psykologer, som er autoriserede i et EU/EØS-land m.v., og som midlertidigt og lejlighedsvis udfører erhverv her i landet, skal på begæring give tjenestemodtageren oplysninger om psykologens faglige titel, eller hvis en sådan titel ikke findes uddannelsesbeviset, og den medlemsstat, i hvilken den er tildelt.

Til toppen

Kapitel 3 – Varig udøvelse af erhvervet som psykolog

§ 8. Psykolognævnet træffer afgørelse om anerkendelse af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer efter ansøgning af en statsborger i et EU/EØS-land m.v. Psykolognævnet skal træffe afgørelse inden tre måneder efter modtagelsen af ansøgningen. I særligt vanskelige tilfælde kan fristen forlænges med en måned.

Stk. 2. Psykolognævnet kan ved behandling af en ansøgning efter stk. 1 kræve dokumentation i form af de dokumenter og certifikater, som er nævnt i bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, hvis Psykolognævnet konkret finder, at disse er relevante.

Stk. 3. Hvis psykologerhvervet ikke er lovreguleret i den medlemsstat, som ansøgeren har sit uddannelsesdokument fra, kan Psykolognævnet kræve, at pågældende supplerende indsender dokumentation for mindst 1 års relevant erhvervserfaring på fuld tid eller i en tilsvarende samlet varighed på deltidsbasis i løbet af de foregående 10 år i en anden medlemsstat, hvor psykologerhvervet ikke er lovreguleret.

Stk. 4. Ethvert uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland sidestilles med et uddannelsesbevis udstedt i et EU/EØS-land m.v., hvis ansøgeren har relevant erhvervserfaring af tre års varighed i det land, som har anerkendt uddannelsesbeviset, og erhvervserfaringen er attesteret i det land, som har anerkendt uddannelsesbeviset.

Stk. 5. Statsborgere i et EU/EØS-land m.v., hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af det nødvendige kendskab til det danske sprog for at kunne udøve erhvervet som psykolog i Danmark.

§ 9. Psykolognævnet kan betinge anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, jf. § 8, af, at ansøgeren gennemgår en prøvetid af op til tre års varighed, eller at ansøgeren går op til en egnethedsprøve. Psykolognævnet kan stille krav om prøvetid eller egnethedsprøve, hvis:

1) ansøgerens uddannelse omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af kandidatuddannelsen i psykologi, eller

2) erhvervet som psykolog her i landet omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, og denne forskel er karakteriseret ved en særlig uddannelse, som kræves her i landet, og som omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis.

Stk. 2. Psykolognævnet skal anvende stk. 1 under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Anvendelse forudsætter, at Psykolognævnet kontrollerer, om den viden og de færdigheder og kompetencer, ansøgeren har erhvervet i løbet af sin erhvervserfaring eller gennem livslang læring i et medlemsland eller et tredjeland, og som er formelt attesteret af et relevant organ, helt eller delvist dækker de fag eller discipliner, som vurderes at være væsentligt forskellige.

Stk. 3. Psykolognævnet fastlægger indholdet og varigheden af prøvetid og egnethedsprøve.

Stk. 4. Ansøgeren har ret til at vælge mellem gennemførelse af prøvetid og aflæggelse af egnethedsprøve.

Stk. 5. Prøvetid finder sted i Danmark, tilrettelægges og superviseres af en autoriseret psykolog og afsluttes med en bedømmelse. Psykolognævnet kan beslutte, at prøvetiden skal være ledsaget af videreuddannelse.

Stk. 6. Egnethedsprøve aflægges i de fag eller discipliner, som kræves for at opnå kandidateksamen i psykologi, som ansøgeren ikke har bestået, når kendskab til disse fag er en væsentlig forudsætning for at kunne udøve erhverv som psykolog i Danmark. Prøven kan omfatte kendskab til den faglige etik, der gælder i Danmark.

Stk. 7. Ansøgerne skal gives mulighed for at tage egnethedsprøven senest seks måneder efter den oprindelige beslutning om at underlægge ansøgeren en egnethedsprøve.

Til toppen

Kapitel 4 – Udveksling af oplysninger og kompetent organ

Indhentning og videregivelse af oplysninger

§ 10. Psykolognævnet kan forlange, at andre offentlige myndigheder her i landet giver nødvendige oplysninger om en psykolog, der udøver erhverv her i landet, herunder oplysninger om disciplinære eller strafferetlige sanktioner eller om andre alvorlige, konkrete forhold, der vil kunne få følger for udøvelsen af erhvervet som psykolog.

Stk. 2. Psykolognævnet kan videregive nødvendige oplysninger om en psykolog, som virker her i landet, til det kompetente organ i et andet EU/EØS-land m.v.

Stk. 3. Psykolognævnet kan modtage nødvendige oplysninger fra et kompetent organ i et andet EU/EØS-land m.v.

Stk. 4. Psykolognævnets udveksling af oplysninger skal ske under overholdelse af lov om behandling af personoplysninger. Oplysningerne skal behandles fortroligt.

Stk. 5. Indhentning og videregivelse af oplysninger skal være nødvendige for, at Psykolognævnet og de andre kompetente myndigheder i de nævnte lande kan varetage deres opgaver.

Stk. 6. Psykolognævnet skal anvende Informationssystemet for det Indre Marked (IMI) ved udveksling af relevante oplysninger omfattet af stk. 2 og 3.

Kompetent organ

§ 11. Psykolognævnet udfører opgaver som kompetent organ i forbindelse med reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Til toppen

Kapitel 5 – Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1486 af 3. december 2015 om anerkendelse af psykologers erhvervsmæssige kvalifikationer ophæves.

Til toppen

Noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, s. 22, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2008/49/EF ("IMI-forordningen"), EU-tidende 2013, nr. L 354, s. 132.

 

§ 3 ændret 15/5 2021 ved bek. nr. 901 af 11/5 2021.

Til toppen