Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Bekendtgørelse om statens voksenuddannelsesstøtte

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens bekendtgørelse nr. 733 af 16/6 2016, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 1152 af 30/8 2016,

bekendtgørelse nr. 138 af 27/2 2018,

bekendtgørelse nr. 1800 af 27/12 2018,

bekendtgørelse nr. 2690 af 28/12 2021,

bekendtgørelse nr. 1548 af 15/12 2022.

I medfør af § 2, stk. 4 og 5, § 3, stk. 3, § 3 a, stk. 2, § 4, § 5, stk. 2, §§ 7 og 8, § 9, stk. 2, § 12, stk. 3, § 13, stk. 7-9, § 14, stk. 2, § 14 a, stk. 5, § 16, stk. 2, § 20, stk. 3, og § 21, stk. 1, 2 og 6, i lov om statens voksenuddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 480 af 14. maj 2018, som ændret ved lov nr. 1701 af 27. december 2018, og efter forhandling med beskæftigelsesministeren og finansministeren fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Administration

§ 1. Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) administreres af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte (styrelsen), jf. dog stk. 3, 4 og 5.

Stk. 2. Styrelsen vejleder SVU-administratorer, jf. stk. 4, og øvrige uddannelsessteder om SVU.

Stk. 3. SVU-administratorer, jf. stk. 4, vejleder uddannelsessøgende og arbejdsgivere om SVU og modtager, kontrollerer og videresender ansøgninger om SVU, jf. § 15, stk. 2.

Stk. 4. Ved SVU-administrator forstås i denne bekendtgørelse:

1) Voksenuddannelsescentre (VUC).

2) Professionshøjskolen Lillebælt, Professionshøjskolen VIA University College, Professionshøjskolen University College Nordjylland, Professionshøjskolen University College Syddanmark Esbjerg – Haderslev og Professionshøjskolen Metropol/ Metropolitan University College.

Stk. 5. Uddannelsesstedet kontrollerer løbende den uddannelsessøgendes studieaktivitet og træffer afgørelse om studieaktiviteten, jf. § 30.

Til toppen

Kapitel 2 – Visse støttebetingelser

§ 2. Det er en betingelse for at få SVU, at den uddannelsessøgende er fyldt 25 år, men ved uddannelsens begyndelse ikke har nået folkepensionsalder efter § 1 a i lov om social pension, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Uddannelsessøgende kan få SVU til forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning for voksne, specialundervisning for voksne og danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., hvis de er fyldt 20 år.

Stk. 3. Styrelsen kan i særlige tilfælde godkende, at der gives SVU til uddannelsessøgende, der ikke er fyldt 25 år, til uddannelse, der gennemføres som led i et jobrotationsprojekt. Ved jobrotation forstås en aftale mellem en eller flere lønmodtagere og en arbejdsgiver om deltagelse i uddannelse, hvor lønmodtagerne under fraværet erstattes af en eller flere afløsere, der umiddelbart forud for ansættelsen er registrerede i jobcenteret som ledige. Både lønmodtagerne og afløserne skal være ansat hos arbejdsgiveren under hele forløbet.

§ 3. Kravet om beskæftigelse, jf. lovens § 2, stk. 2, skal opfyldes ved beskæftigelse på en arbejdsplads i Danmark.

Stk. 2. For at en sæsonarbejder, løsarbejder eller vikar kan opfylde kravet om beskæftigelse efter lovens § 2, stk. 2, 2. pkt., skal den seneste periode med beskæftigelse være umiddelbart forud for orlovsperioden.

§ 4. Som beskæftigelse, jf. lovens § 2, stk. 2, betragtes også perioder med SVU, godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse samt perioder, hvor den uddannelsessøgende har været i fleksjob eller job med løntilskud for førtidspensionister.

§ 5. Bliver den uddannelsessøgende afskediget under uddannelsen med SVU, kan den færdiggøres med SVU. Udbetales støtten til arbejdsgiveren, jf. § 26, stk. 2, giver denne og den uddannelsessøgende meddelelse herom til styrelsen med henblik på ændret udbetaling.

Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende, hvis den uddannelsessøgende får ny arbejdsgiver under uddannelsen. Dog er det en betingelse, at den uddannelsessøgende med den nye arbejdsgiver indgår aftale i overensstemmelse med lovens § 2, stk. 3.

Stk. 3. Opsiger den uddannelsessøgende sin stilling med virkning fra et tidspunkt under uddannelsen, kan der ikke gives SVU til den del af uddannelsen, der ligger efter fratrædelsestidspunktet, jf. § 28, stk. 2.

§ 6. En uddannelsessøgende er studieaktiv, når den uddannelsessøgende aktivt deltager i uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter, herunder deltager i obligatorisk undervisning og foreskrevne prøver, afleverer opgaver mv. efter regler, studieordning eller lignende, der gælder for uddannelsen.

Stk. 2. Den uddannelsessøgende anses for studieaktiv, indtil andet konstateres.

§ 7. For at få SVU skal den uddannelsessøgende være tilmeldt folkeregisteret i Danmark eller være dansk statsborger eller have ret til SVU på lige fod med danske statsborgere i henhold til EU-retten eller EØS-aftalen.

§ 8. Uddannelsessøgende kan ikke få SVU for en periode, hvor de modtager statens uddannelsesstøtte, godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ydelse efter lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselloven) eller andre offentlige ydelser, der tilsigter at dække leveomkostningerne.

§ 9. Ved beregningen af længden af skolegang og erhvervsrettet uddannelse, jf. lovens § 3, stk. 2, ses der bort fra

1) uddannelse, der ikke er afsluttet,

2) enkeltfagsundervisning, der ikke samlet udgør en uddannelse, og

3) enkeltstående kurser.

Stk. 2. Ved beregningen af længden af erhvervsrettet uddannelse, jf. lovens § 3, stk. 2, nr. 2, indgår praktikperioder.

Stk. 3. Som forældet erhvervsrettet uddannelse, jf. lovens § 3, stk. 2, nr. 2, betragtes erhvervsrettet uddannelse, som den uddannelsessøgende

1) ikke har anvendt i de sidste 5 år forud for ansøgningstidspunktet eller

2) ikke anvender og kan sandsynliggøre, at der ikke er mulighed for at anvende igen, fordi den ikke svarer til den nuværende uddannelse.

Stk. 4. Styrelsen kan bestemme, at der ved afgørelsen af, om en uddannelsessøgende er kortuddannet, jf. lovens § 3, stk. 2, helt eller delvist ses bort fra

1) erhvervsrettet uddannelse, hvis den uddannelsessøgende kan dokumentere, at uddannelsen ikke kan anvendes af helbredsmæssige grunde, eller

2) skolegang eller erhvervsrettet uddannelse fra udlandet, hvis den uddannelsessøgende kan sandsynliggøre, at skolegangen eller uddannelsen ikke kan anvendes i Danmark.

Stk. 5. Ved ansøgning om SVU til forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning for voksne, specialundervisning for voksne eller danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. § 10, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6, ses der bort fra betingelsen i lovens § 3, stk. 1 og 2 om, at den uddannelsessøgende skal være kortuddannet.

§ 9 a. Ved vurderingen af, om en videregående uddannelse er gennemført, jf. lovens § 3 a, stk. 1, ses der bort fra

1) uddannelse, der ikke er afsluttet, og

2) fagmoduler eller enkeltfagsundervisning, der ikke samlet udgør en uddannelse.

Stk. 2. Som forældet videregående uddannelse, jf. lovens § 3 a, stk. 2, betragtes videregående uddannelse, som den uddannelsessøgende

1) ikke har anvendt i de sidste 5 år forud for ansøgningstidspunktet,

2) ikke anvender og kan sandsynliggøre, at der ikke er mulighed for at anvende igen, fordi den ikke svarer til den nuværende uddannelse,

3) kan dokumentere ikke kan anvendes af helbredsmæssige grunde, eller

4) har gennemført i udlandet, hvis den uddannelsessøgende kan sandsynliggøre, at uddannelsen ikke kan anvendes i Danmark.

Til toppen

Kapitel 3 – Uddannelse på folkeskoleniveau og gymnasial uddannelse, der giver ret til SVU, herunder til deltagerbetaling

§ 10. Der gives SVU til at deltage i følgende uddannelsesaktiviteter under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling:

1) Forberedende voksenundervisning (FVU) efter lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.

2) Ordblindeundervisning for voksne efter lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.

3) Almen voksenuddannelse (avu) efter avu-loven.

4) Enkeltfagsundervisning på folkeskoleniveau efter lov om folkeskolen.

5) Specialundervisning for voksne efter lov om specialundervisning for voksne.

6) Uddannelsen til toårigt hf og hf-uddannelsen tilrettelagt som enkeltfagsundervisning for voksne efter hf-loven.

7) Uddannelsen til studentereksamen (stx) efter gymnasieloven samt enkeltfag herfra.

8) Uddannelsen til højere handelseksamen og uddannelsen til højere teknisk eksamen efter lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) samt enkeltfag herfra.

9) Særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, der omfatter dele af flere af de uddannelser, der er nævnt under nr. 1-8 og stk. 3.

Stk. 2. Der gives SVU til at deltage i adgangskursus til ingeniøruddannelserne, de maritime professionsbacheloruddannelser, professionsbacheloruddannelserne skov- og landskabsingeniør og urban landskabsingeniør samt erhvervsakademiuddannelsen til markedsføringsøkonom.

Stk. 3. Der gives endvidere SVU til at deltage i danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. efter lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

§ 11. SVU til uddannelse på folkeskoleniveau og gymnasialuddannelse, jf. § 10, gives efter et begrænset støttesystem for en periode på højst 40 uger på heltid eller deltidsuddannelse svarende hertil.

Stk. 2. Styrelsen kan bestemme, at perioden efter stk. 1, udvides, hvis den uddannelsessøgende, der er blevet forsinket i uddannelsen på grund af sygdom, barsel eller lignende, genoptager uddannelsen efter en periode med fravær af en af disse årsager.

Stk. 3. Ved krav om tilbagebetaling af uretmæssigt modtaget SVU nedsættes forbruget af perioder med SVU tilsvarende.

§ 12. Til uddannelsessøgende, der modtager SVU til deltagelse i uddannelse efter § 10, ydes SVU til deltagerbetaling svarende til den faktiske deltagerbetaling.

Til toppen

Kapitel 4 – Videregående uddannelse, der giver ret til SVU

§ 13. Der gives SVU til at deltage i følgende uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet, som ikke udbydes som indtægtsdækket virksomhed:

1) Uddannelser på videregående niveau, som udbydes efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv., og som er omfattet af en uddannelsesbekendtgørelse.

2) Supplerende uddannelsesaktiviteter med henblik på at opfylde adgangskrav på uddannelser, hvor der er fastsat adgangskrav, og som er udbudt efter § 2, stk. 2, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv.

3) Masteruddannelse, der udbydes efter § 5, stk. 1, nr. 1, i universitetsloven, som er omfattet af en uddannelsesbekendtgørelse.

4) Anden efter- og videreuddannelse, der udbydes efter § 5, stk. 1, nr. 2, i universitetsloven, som er omfattet af en uddannelsesbekendtgørelse.

5) Enkeltfag på de deltidsuddannelser, som universiteterne er godkendt til at udbyde på heltid, jf. § 5, stk. 2, i universitetsloven.

6) Særskilte moduler, der udbydes efter § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet vokseunuddannelse) m.v. eller universitetslovens § 5, stk. 1. nr. 2.

Stk. 2. Der kan gives SVU til at deltage i kombinationer af de uddannelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-6.

Stk. 3. Der kan desuden gives SVU til at deltage i følgende uddannelser, som ikke udbydes som indtægtsdækket virksomhed:

1) Styrmandsuddannelsen efter bekendtgørelse om uddannelse til styrmand.

2) Skibsmaskinistuddannelsen efter bekendtgørelse om uddannelse til skibsmaskinist.

Stk. 4. Det er en betingelse for at give SVU til uddannelserne i stk. 1-3, at uddannelsesaktiviteterne er tilrettelagt på heltid, jf. § 22.

§ 14. SVU til videregående uddannelse gives efter et begrænset støttesystem på højst 40 uger på heltid. Opgørelsen af, om der kan gives SVU til en uddannelse, sker på ansøgningstidspunktet.

Stk. 2. Styrelsen kan bestemme, at perioden med støtte efter stk. 1 udvides, hvis en uddannelsessøgende, der er blevet forsinket i uddannelsen på grund af sygdom, barsel eller lignende, genoptager uddannelsen efter en periode med fravær af en af disse årsager.

Stk. 3. Ved krav om tilbagebetaling af uretmæssigt modtaget SVU nedsættes forbruget af perioder med SVU tilsvarende.

Til toppen

Kapitel 5 – Ansøgning om SVU, herunder til deltagerbetaling

§ 15. Styrelsen tildeler SVU, herunder til deltagerbetaling, efter ansøgning, jf. stk. 4.

Stk. 2. Den uddannelsessøgende afleverer ansøgningen til en SVU-administrator, jf. § 1, stk. 4. Hvis der søges om SVU til uddannelser nævnt i § 10, afleveres ansøgningen til en af de SVU-administratorer, der er nævnt i § 1, stk. 4, nr. 1. Hvis der søges om SVU til uddannelser nævnt i § 13, afleveres ansøgningen til en af de SVU-administratorer, der er nævnt i § 1, stk. 4, nr. 2. SVU-administrator videresender ansøgningen til styrelsen senest 8 dage efter, at en tilstrækkeligt udfyldt ansøgning er modtaget. Styrelsen kan bestemme, at ansøgningen videresendes i elektronisk form. Ansøgningen kan tidligst afleveres 13 uger før, uddannelsen begynder.

Stk. 3. Udfyldte ansøgninger skal opbevares betryggende, når de ikke er i brug. Ansøgningerne skal opbevares i 5 år.

Stk. 4. Styrelsen udarbejder skemamateriale m.v. til brug for ansøgning m.v.

§ 16. Den uddannelsessøgende skal i ansøgningen oplyse personnummer samt give de oplysninger, som er nødvendige for tildeling og udbetaling af SVU, herunder til deltagerbetaling.

§ 17. Den uddannelsessøgendes arbejdsgiver skal på ansøgningen bekræfte den uddannelsessøgendes oplysninger om beskæftigelsesforhold, herunder om orlovsaftalen. Arbejdsgiveren skal i øvrigt meddele de oplysninger, herunder SE- eller CVR-numre, der er nødvendige for tildeling og udbetaling af SVU og støtte til deltagerbetaling.

§ 18. Uddannelsesstedet skal på ansøgningen bekræfte, at den uddannelsessøgende er optaget eller har opnået tilsagn om optagelse samt give de oplysninger om uddannelsen, herunder om uddannelsens varighed og omfang, deltagerbetaling m.v., der er nødvendige for tildeling af SVU og støtte til deltagerbetaling.

Til toppen

Kapitel 6 – Omfang og beregning af SVU

§ 19. SVU ydes tidligst fra den dag, hvor den uddannelsessøgende begynder på uddannelsen, og tidligst fra udgangen af den kalenderuge, hvor den uddannelsessøgende fylder 25 eller 20 år, jf. § 2, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Er ansøgningen ikke modtaget hos SVU-administrator, jf. § 15, stk. 2, senest den dag, hvor den uddannelsessøgende begynder på uddannelsen, ydes støtte fra udgangen af den kalenderuge, hvori ansøgningen er modtaget.

Stk. 3. Uanset stk. 2 kan støtte ydes fra den dag, hvor den uddannelsessøgende begynder på uddannelsen, hvis den part, der skal have støtten udbetalt, kan godtgøre, at forsinkelsen ikke skyldes vedkommendes forhold.

§ 20. Til forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, 2 og 9, der er tilrettelagt som heltidsuddannelse, jf. § 22, stk. 1, ydes SVU ud fra en dagssats svarende til dagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Til uddannelse på folkeskoleniveau og gymnasial uddannelse, jf. § 10, der er tilrettelagt som heltidsuddannelse, jf. § 22, stk. 1, beregnes SVU efter lovens § 13, stk. 2.

Stk. 3. Til videregående uddannelse, jf. § 13, der er tilrettelagt som heltidsuddannelse, jf. § 22, stk. 1 og 2, ydes SVU ud fra en ugesats svarende til 60 procent af dagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 4. Der kan ydes SVU til deltidsuddannelse til de uddannelser, der er nævnt i § 10. Ved deltidsuddannelse nedsættes støtten forholdsmæssigt, jf. stk. 5.

Stk. 5. Til deltidsuddannelse, hvor arbejdsindsatsen er normeret i henhold til ministerielt fastsatte regler, ydes SVU i forhold til arbejdsindsatsen. Til deltidsuddannelse i øvrigt ydes SVU pr. undervisningstime med dagssatsen til heltidsuddannelse delt med 7,4.

Stk. 6. En undervisningstime er en lektion af mindst 45 minutters varighed.

Stk. 7. SVU ydes ikke til uddannelsestid, der overstiger den ugentlige nedsættelse af arbejdstiden.

§ 20 a. Der kan ydes SVU til enkelte trin af FVU-digital eller FVU-engelsk, der udbydes efter lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, selv om den samlede uddannelsestid og den samlede nedsatte arbejdstid berettiger til mindre end 37 timers støtte (ugesatsen for heltidsuddannelse).

Stk. 2. Den ugentlige uddannelsestid ved deltidsuddannelse skal dog fortsat være på mindst 3 timer, jf. § 22, stk. 3, lige som nedsættelse af arbejdstiden ved deltagelse i uddannelse på folkeskoleniveau og gymnasial uddannelse ligeledes skal være på mindst 3 timer, jf. § 24, stk. 3.

 

§ 21. Ved deltagelse i uddannelse, som ifølge lov eller regler fastsat med hjemmel i lov omfatter prøve, ydes fortsat SVU til prøveforberedelse og til deltagelse i prøve. For så vidt angår de uddannelser, der er nævnt i § 10, beregnes SVU til prøveforberedelse og deltagelse i prøver på samme grundlag som den SVU, der blev ydet umiddelbart inden undervisningens ophør. For de uddannelser, der er nævnt i § 13, er det en forudsætning, at prøveforberedelse og prøvedeltagelse kræver en arbejdsindsats på fuld tid.

§ 22. Ved heltidsuddannelse forstås:

1) Undervisning normeret som heltidsundervisning i henhold til ministerielt fastsatte regler.

2) Undervisning godkendt som heltidsundervisning med henblik på tildeling af statens uddannelsesstøtte.

3) Andre former for undervisning, hvis undervisningen omfatter mindst 20 undervisningstimer i gennemsnit om ugen.

Stk. 2. Ved heltidsuddannelse på videregående niveau forstås desuden en uddannelse, dele af en uddannelse eller et særligt tilrettelagt forløb, der af uddannelsesstedet udbydes som et samlet forløb, når normeringen i ECTS-point svarer til uddannelsestiden. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

Stk. 3. Ved deltidsuddannelse skal den ugentlige uddannelsestid være på mindst 3 timer.

§ 23. Styrelsen kan se bort fra afbrydelser i undervisningen i forbindelse med kortere ordinære ferieperioder og andre kortere afbrydelser i perioder, hvor der ikke gennemføres undervisning, hvis den uddannelsessøgende ikke genoptager sit arbejde under afbrydelsen.

§ 24. Nedsættelsen af den ugentlige arbejdstid kan ikke overstige den uddannelsessøgendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid de seneste 10 uger forud for ansøgningen om SVU i nuværende beskæftigelse, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2. For en uddannelsessøgende, der er i beskæftigelse som lønmodtager, er det arbejdstiden hos den arbejdsgiver, der er indgået aftale om orlov med, jf. lovens § 2, stk. 3, der skal medregnes ved opgørelsen af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, jf. 1. pkt.

Stk. 2. For at der kan ydes SVU til heltidsuddannelse, skal den ugentlige arbejdstid være nedsat med mindst 37 timer eller med et timetal, der svarer til fuld tid for den pågældende branche. Er nedsættelsen af den ugentlige arbejdstid mindre, ydes der SVU med 1/37 af ugesatsen pr. time, arbejdstiden er nedsat med. Har lønmodtageren ikke været ansat til en fast ugentlig arbejdstid, eller dokumenterer lønmodtageren at have arbejdet i flere timer end svarende til ansættelsen, skal det faktiske timetal (løntimer) i gennemsnit være mindst 37 timer ugentlig.

Stk. 3. For at der kan ydes SVU, skal den ugentlige nedsættelse af arbejdstiden være på mindst 6 timer, ved deltagelse i uddannelse på folkeskoleniveau og gymnasial uddannelse dog mindst 3 timer.

Til toppen

Kapitel 7 – Udbetaling og standsning af udbetaling

§ 25. Styrelsen udbetaler SVU, herunder til deltagerbetaling, med virkning fra det tidspunkt, der fremgår af § 19, når de nødvendige oplysninger til brug for udbetalingen er modtaget i styrelsen.

§ 26. Udbetaling sker bagud for 4 eller 5 uger til den uddannelsessøgendes Nemkonto efter fradrag af A-skat. Hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i en måned.

Stk. 2. Uddannelsessøgende, der modtager løn under uddannelsen fra den arbejdsplads, hvorfra der er givet orlov, kan aftale med arbejdsgiveren, at SVU udbetales bagud for 4 eller 5 uger til arbejdsgiverens Nemkonto. Det er en betingelse, at den løn, den uddannelsessøgende modtager, mindst svarer til SVU. Udbetalte beløb tilfalder arbejdsgiveren, når der er udbetalt løn til den uddannelsessøgende for samme periode. Indtil da skal beløbet holdes adskilt fra arbejdsgiverens øvrige formue.

Stk. 3. Stk. 2 gælder tilsvarende for udbetaling af SVU til deltagerbetaling, hvor arbejdsgiveren afholder deltagerbetalingen.

§ 27. Styrelsen standser udbetaling af SVU, herunder til deltagerbetaling, i overensstemmelse med §§ 28-30 efter meddelelse fra SVU-administrator.

Til toppen

Kapitel 8 – Bortfald af SVU, herunder til deltagerbetaling

§ 28. Det er en betingelse for at få SVU, herunder til deltagerbetaling, at den uddannelsessøgende er studieaktiv, jf. § 6, medmindre den uddannelsessøgende har haft lovligt forfald.

Stk. 2. Hvis den uddannelsessøgende ophører med at deltage i uddannelsen, ikke længere opfylder betingelserne i §§ 2-3 a i loven eller er omfattet af § 14 a i loven, bortfalder støtten for den resterende del af uddannelsen med udgangen af den kalenderuge, hvori den uddannelsessøgende ophører, eller betingelserne ikke er opfyldt.

§ 29. SVU, herunder til deltagerbetaling, ydes indtil 2 uger efter udgangen af den kalenderuge, hvor en fraværsperiode på grund af sygdom, barsel eller lignende begynder. Den uddannelsessøgende skal give meddelelse om sygdom, barsel eller lignende til uddannelsesstedet.

Stk. 2. Resterende tildelt støtte bortfalder, medmindre den uddannelsessøgende genoptager den afbrudte uddannelse inden 1 år fra det tidspunkt, hvor uddannelsen blev afbrudt, jf. stk.1. Genoptagelse forudsætter, at den uddannelsessøgende stadig er støtteberettiget, dog bortset fra betingelserne i § 2 om alder og lovens § 2, stk. 2, om forudgående beskæftigelse.

§ 30. Uddannelsesstedet skal straks underrette den SVU-administrator, som den uddannelsessøgende har afleveret ansøgning om SVU til, hvis den uddannelsessøgende ophører med at deltage i uddannelsen eller ikke længere er studieaktiv, og støtten derfor skal standses i overensstemmelse med § 28, stk. 2. SVU-administratoren sender straks oplysningen til styrelsen. Det samme gælder, hvis den uddannelsessøgende er fraværende på grund af sygdom, barsel eller lignende, jf. § 29, stk. 1.

Stk. 2. Modtager SVU-administratoren i andre tilfælde end efter stk.1 oplysning om, at betingelserne i §§ 2-3 a i loven ikke er opfyldt, jf. § 28, stk. 2, sender SVU-administratoren straks oplysningen til styrelsen.

Til toppen

Kapitel 9 – Tilbagebetaling

§ 31. Den uddannelsessøgende skal betale SVU, herunder til deltagerbetaling, tilbage, hvis betingelserne for støtte ikke er opfyldt, og den uddannelsessøgende vidste eller burde vide dette.

Stk. 2. For meget udbetalt SVU, herunder til deltagerbetaling, skal betales tilbage senest den 1. i den måned, der følger 2 måneder efter, at kravet er fremsat.

§ 32. Udbetaling Danmark kan bestemme, at den uddannelsessøgende skriftligt eller elektronisk skal anerkende pligten til at tilbagebetale den SVU, herunder til deltagerbetaling, der er udbetalt for meget.

§ 33. Betaler debitor ikke beløbene tilbage straks, jf. § 31, stk. 2, kan Udbetaling Danmark bestemme, at for meget udbetalt SVU, herunder til deltagerbetaling, skal betales tilbage med lige store beløb over en periode på højst 3 år. Når der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan der dog fastsættes en længere afdragsperiode. Den enkelte rate kan dog ikke være mindre end 200 kr. for det enkelte krav.

Stk. 2. Udbetaling Danmark kan bestemme, hvordan indbetalte beløb fordeles på renter, hovedstol og eventuelle omkostninger.

Stk. 3. Gælden kan efter påkrav opsiges til skadesløs betaling, hvis skyldner ikke overholder vilkårene for tilbagebetalingen.

§ 34. Udbetaling Danmark kan efter ansøgning fra skyldner give lempelser i vilkårene for tilbagebetalingen, herunder give udsættelse med tilbagebetalingen, hvis skyldner på grund af arbejdsløshed, sygdom, fødsel, værnepligt eller andre særlige omstændigheder ikke kan overholde tilbagebetalingen.

Til toppen

Kapitel 10 – Frister, adgang til at indhente oplysninger mv.

§ 35. Styrelsen fastsætter i det enkelte tilfælde

1) frister for indbetalinger og meddelelser,

2) i hvilket omfang ansøgninger mv. udover de ansøgninger, der er nævnt i § 15, skal indsendes på særligt skema, og

3) i hvilket omfang oplysninger skal gives skriftligt.

Stk. 2. Styrelsen kan kræve de oplysninger, der er nødvendige for støttetildeling og administration i øvrigt.

§ 36. Udbetaling Danmark fastsætter i det enkelte tilfælde frister for indbetalinger.

Stk. 2. Udbetaling Danmark kan kræve de oplysninger, der er nødvendige for tilbagebetaling.

§ 37. Styrelsen fører tilsyn med varetagelsen af de opgaver, som efter § 1, stk. 3 og 5, er henlagt til SVU-administrator og ørige uddannelsessteder.

Stk. 2. Styrelsen kan kræve alle oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af tilsynet.

Stk. 3. Styrelsen kan ændre uddannelsesstedernes afgørelser om studieaktivitet, jf. § 1, stk. 5, efter klage eller på egen foranledning.

Stk. 4. Styrelsen kan autorisere den enkelte SVU-administrator til styrelsens edb-system.

Stk. 5. Styrelsen kan til SVU-administrator og uddannelsessteder videregive de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige ved varetagelsen af opgaver efter § 1, stk. 3 og 5.

§ 38. SKAT stiller oplysninger til rådighed for styrelsen om uddannelsessøgendes skattekort i det omfang, oplysningerne er nødvendige for udbetaling af SVU. Oplysningerne skal gives i en form, der er egnet til elektronisk databehandling.

Stk. 2. Det Centrale Personregister stiller oplysninger til rådighed for styrelsen om uddannelsessøgende, herunder person- og adresseoplysninger. Oplysningerne skal gives i en form, der er egnet til elektronisk databehandling.

Stk. 3. Andre offentlige myndigheder og private institutioner stiller oplysninger til rådighed for styrelsen om uddannelsessøgende, når oplysningerne er nødvendige for beregningen af SVU og for tilbagebetaling. Oplysningerne skal gives i en form, der er egnet til elektronisk databehandling.

Til toppen

Kapitel 11 – Ikrafttræden mv.

§ 39. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016 og finder anvendelse for ansøgninger om statens voksenuddannelsesstøtte, der er modtaget den 1. juli 2016 eller senere.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 286 af 26. marts 2015 om statens voksenuddannelsesstøtte ophæves.

Til toppen

Noter

§ 10 og § 20 ændret 1/1 2023 ved bek. nr. 1548 af 15/12 2022.

§ 13 ændret 1/1 2022 ved bek. nr. 2690 af 28/12 2021.

§ 13 ændret 1/1 2022 ved bek. nr. 1800 af 27/12 2018.

Indledningen, § 1 og § 13 ændret og § 20 a indsat 1/1 2019 ved bek. nr. 1800 af 27/12 2018.

Indledningen, § 9 a og § 20 ændret 1/3 2018 ved bek. nr. 138 af 27/2 2018.

§ 32, § 33, § 34 og § 36 ændret 1/10 2016 ved bek. nr. 1152 af 30/8 2016.

Til toppen