Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Særlig støtte

Bekendtgørelse om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte

Social- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 717 af 9/6 2016.

I medfør af § 32, stk. 2, og § 32 a, stk. 7, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015, som ændret ved lov nr. 379 af 27. april 2016, fastsættes:

Udredning og inddragelse af forældre og barnet eller den unge

§ 1. Kommunalbestyrelsen skal for de børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, på baggrund af faglige undersøgelser af barnets eller den unges ressourcer og behov, kortlægge barnets eller den unges funktionsevne og udarbejde forslag til særlig støtte og behandling.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal inddrage forældrene i udredningsprocessen, således at forældrene får mulighed for at være aktive deltagere i processen. Forældrenes viden om egne ressourcer og barnets eller den unges færdigheder skal indgå i udredningen, og forældrene skal have mulighed for at få indsigt i barnets eller den unges behov, og hvilke behandlings-, støtte- og udviklingsmuligheder der findes for barnet eller den unge.

Stk. 3. Barnet eller den unge skal ligeledes inddrages i udredningsforløbet. Kommunalbestyrelsen vurderer sammen med forældrene, i hvilken udstrækning det er muligt at inddrage barnet eller den unge, på grundlag af barnets eller den unges egne ønsker, alder og modenhed, og hvad der skønnes at være bedst for barnet eller den unge. Et barns eller en ungs synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og modenhed.

Tilrettelæggelse af hjælp og støtte til barnet eller den unge

§ 2. Kommunalbestyrelsen visiterer barnet eller den unge til et særligt dagtilbud, et særligt klubtilbud eller et andet tilbud efter serviceloven eller dagtilbudsloven på baggrund af sagens oplysninger, herunder de faglige undersøgelser af barnets eller den unges ressourcer og behov, jf. § 1, stk. 1. Det er ikke et krav, at der inden visitation til disse tilbud udarbejdes en undersøgelse efter § 50 i lov om social service.

Stk. 2. Forældre, som ikke ønsker at modtage det kommunale tilbud, kan ansøge om godkendelse af, at de selv helt eller delvist træner barnet eller den unge i hjemmet, jf. servicelovens § 32 a, stk. 3, 1. pkt.

Stk. 3. Forældrene kan søge om godkendelse til at træne efter konventionelle metoder, der almindeligvis anvendes i de offentlige tilbud, eller efter alternative metoder, der traditionelt ikke indgår i de offentlige tilbud. Der kan også være tale om hjemmetræning, der kombinerer konventionelle og alternative metoder, eller om træning kombineret med et offentligt tilbud efter servicelovens § 32, stk. 1.

Godkendelse af hjemmetræning efter servicelovens § 32 a

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal, når den får en ansøgning fra forældrene om at træne barnet eller den unge helt eller delvist i hjemmet efter § 2, stk. 2 og 3, foretage en undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter § 50 i lov om social service.

Stk. 2. Med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelse skal kommunalbestyrelsen vurdere, om hjemmetræning efter den af forældrene foreslåede træningsmetode imødekommer barnets behov, tarv og trivsel. Denne vurdering skal tage afsæt i barnets eller den unges støttebehov, alder og udvikling.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal desuden vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.

Stk. 4. Endeligt skal kommunalbestyrelsen sikre sig, at træningsmetoden og målene jf. servicelovens § 32 a, stk. 1, 3. pkt., er dokumenterbare, så det er muligt at vurdere effekten af træningen.

Stk. 5. Kravet om dokumenterbarhed indebærer, at kommunalbestyrelsen skal vurdere, om metoden indeholder målbare indikatorer, som kommunalbestyrelsen kan bruge til at følge op på effekten af hjemmetræningen og den anvendte metode på barnets eller den unges udvikling og trivsel. Kommunalbestyrelsen kan ikke stille som betingelse for godkendelse, at den ønskede metode skal være evidensbaseret.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal i den enkelte hjemmetræningssag vurdere, om de træningsmetoder, forældrene ønsker at anvende, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke-uvæsentligt omfang. Hvis dette er tilfældet, skal kommunalbestyrelsen inddrage relevante sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med vurderingen af den ønskede træningsmetode.

Stk. 7. Sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt som sygehusbehandling, eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, kan ikke godkendes som en del af hjemmetræningen.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen træffer inden for de rammer, der er angivet i stk. 1-7, afgørelse om godkendelse af hjemmetræning efter den foreslåede træningsmetode.

Tilsyn med hjemmetræning

§ 4. Kommunalbestyrelsen skal, jf. servicelovens § 32 a, stk. 4, to gange årligt føre tilsyn med barnets eller den unges udvikling og trivsel, når forældre træner barnet eller den unge i hjemmet efter servicelovens § 32 a. Kommunalbestyrelsen skal under tilsynet blandt andet vurdere, om hjemmetræningen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov, samt vurdere familiens trivsel som helhed, herunder eventuelle søskendes trivsel.

Stk. 2. Hvis de træningsmetoder, forældrene anvender, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke-uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen inddrage relevante sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med hjemmetræningen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med tilsynet observere og eventuelt teste barnet eller den unge med udgangspunkt i en tids- og faseplan for evaluering af indsatsen og en plan for måling og dokumentation af virkningen af indsatsen for barnets eller den unges udvikling. Rammerne for tilsynet fastlægges af kommunalbestyrelsen i forbindelse med godkendelsen af hjemmetræningen i dialog med forældrene.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen udfærdiger på baggrund af tilsynet en tilsynsrapport med begrundet indstilling om fortsættelse, justering eller ophør af hjemmetræningen. Rapporten sendes til høring både hos forældrene og, hvor det er muligt og relevant, hos barnet eller den unge. Barnets eller den unges synspunkter skal tillægges betydning set i forhold til barnets eller den unges alder og modenhed.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen vurderer på grundlag af rapporten og bemærkninger fra forældrene og barnet eller den unge, om der er behov for i samarbejde med familien at justere hjemmetræningen, eller om der skal ske en revisitation af barnet eller den unge.

Stk. 6. Ud over de to årlige tilsynsbesøg, som skal gennemføres efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen vælge at gennemføre yderligere tilsyn, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er behov herfor.

Økonomisk støtte

§ 5. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 32 a, stk. 5, 42 og 43 til forældre, der forsørger og hjemmetræner et barn eller en ung under 18 år efter servicelovens § 32 a. Der kan ikke ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning, uanset om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning.

§ 6. Kommunalbestyrelsen skal sørge for de nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv., når forældre træner et barn eller en ung i hjemmet. Hjælpen kan omfatte både enkeltstående og løbende ydelser til dækning af udgifter til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere mv.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens udgifter til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv. til det enkelte barn eller den enkelte unge må ikke overstige et beløb på 596.681 kr. årligt.

Stk. 3. Hjælpen til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv. bevilges på grundlag af dokumenterede udgifter.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen og forældrene kan indgå frivillige aftaler om, at der udbetales et fast månedligt, halvårligt eller årligt beløb til dækning af forventede udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere mv.
Såfremt, der ikke indgås en aftale om et fast beløb, fastsættes støtten på grundlag af dokumenterede udgifter, jf. stk. 3.

Stk. 5. Beløbet i stk. 2 reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2017.

Ikrafttræden

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1130 af 27. september 2010 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte ophæves.

Til toppen