Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Dagtilbud

Bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i myndigheder m.v. under Kirkeministeriets ressort

Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 404 af 21/4 2016.

I medfør af § 2, stk. 1 og 4, i lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 362 af 2. april 2014, fastsættes:

§ 1. Myndigheder, institutioner m.v. samt anerkendte og godkendte trossamfund/menigheder under Kirkeministeriets ressort, jf. § 2, skal indhente børneattest, inden de ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år, samt personer, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn.

Stk. 2. Indhentelse af børneattest skal ske i overensstemmelse med de regler, der gælder for sådanne attester i § 36 i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret), herunder at den, oplysningerne angår, har meddelt skriftligt samtykke til indhentelsen.

§ 2. Biskoppen indhenter børneattest for præster, der ansættes i den danske folkekirke, såfremt der er tale om fast tilknytning.

Stk. 2. Menighedsråd og andre folkekirkelige myndigheder og uddannelsesinstitutioner, valgmenigheder, døvemenigheder og andre særlige menigheder inden for folkekirken indhenter børneattest for personer, der ansættes eller beskæftiges af de pågældende myndigheder m.v., såfremt der er tale om fast tilknytning.

Stk. 3. Ved ordination af teologiske kandidater til andre stillinger end sognepræstestillinger på tjenestemandsvilkår og overenskomstvilkår i folkekirken samt ved stadfæstelser af præster i folkekirken, indhenter ansættelsesmyndigheden børneattest for vedkommende, såfremt der er tale om fast tilknytning.

Stk. 4. Ansøgning om anerkendelse som præst i et anerkendt trossamfund eller om vielsesbemyndigelse til en præst i et anerkendt eller godkendt trossamfund skal være vedlagt børneattest for den pågældende præst. Attesten indhentes af trossamfundet/menigheden, såfremt der er tale om fast tilknytning.

Stk. 5. Ved fast tilknytning efter stk. 1-4 forstås, at det fra ansættelsens eller beskæftigelsens begyndelse er hensigten, at personens tilknytning til myndigheden, institutionen m.v. skal have mere end enkeltstående eller kortvarig karakter. I disse tilfælde skal børneattest være indhentet, inden personen tiltræder som ansat eller beskæftiget. Børneattest skal dog under alle omstændigheder indhentes senest 3 uger efter det tidspunkt, hvor en person har været tilknyttet myndigheden, institutionen m.v. i mere end 3 måneder og inden for dette tidsrum i mindst 3 tilfælde eller i en sammenhængende periode af mere end 1 uges varighed har fungeret som underviser, leder eller vejleder for børn under 15 år, forudsat at personen fortsat skal være tilknyttet myndigheden, institutionen m.v.

Stk. 6. Der skal ikke på ny indhentes børneattest for en person som nævnt i stk. 1-4, hvis vedkommende umiddelbart overgår til anden ansættelse eller beskæftigelse inden for samme myndighed, institution m.v. Det samme gælder, hvis personen enten genansættes eller genbeskæftiges, når afbrydelsen af tilknytningen til myndigheden, institutionen m.v. beror på naturlige pauser, herunder overgang fra en sæson til en anden.

§ 3. Forsætlig overtrædelse af bekendtgørelsens §§ 1 og 2 straffes med bøde. Dette gælder dog ikke for offentlige forvaltningsmyndigheders overtrædelser.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1 og 2, påtales af det offentlige.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 492 af 30. maj 2012 om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i myndigheder m.v. under Ministeriet for Ligestilling og Kirkes ressort ophæves.

Til toppen