Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om indberetning og offentliggørelse af oplysninger for Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1414 af 24/11 2016.

I medfør af § 10 b, stk. 6, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9 . oktober 2014, som ændret ved lov nr. 1569 af 15. december 2015, og efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Anvendelsesområde

§ 1. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal indberette og offentliggøre oplysninger, der knytter sig til Lønmodtagernes Dyrtidsfond i dens egenskab af investeringsvirksomhed.

Til toppen

Kapitel 2 – Regelmæssig tilsynsindberetning

§ 2. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal forelægge Finanstilsynet følgende oplysninger:

1) Rapporten om risiko og finansiel situation, jf. §§ 4-6.

2) Den regelmæssige tilsynsrapport, jf. § 7.

3) Årlige og kvartalsvise kvantitative indberetningsskemaer, jf. § 8.

Stk. 2. Oplysningerne i stk. 1 skal forelægges Finanstilsynet inden for de frister, der er angivet i § 9.

§ 3. Oplysningerne i rapporterne, jf. § 2, stk. 1, nr. 1) og 2), kan medtages i fuldstændig form eller i form af henvisninger til oplysninger af tilsvarende art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love og administrative forskrifter.

Til toppen

Kapitel 3 – Rapport om risiko og finansiel situation

Opbygning og indhold

§ 4. Rapporten om risiko og finansiel situation skal indeholde beskrivende oplysninger i kvantitativ og kvalitativ form. Rapporten skal opbygges som foreskrevet i bilag I og indeholde et sammendrag samt afsnit om virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil, jf. stk. 2-5.

Stk. 2. Rapportens indledende sammendrag skal udformes i et letforståeligt sprog og skal fremhæve eventuelle væsentlige ændringer i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil i løbet af rapporteringsperioden.

Stk. 3. Rapportens afsnit om virksomhed og resultater skal indeholde følgende oplysninger:

1) Overordnede oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed.

2) Oplysninger om eventuel væsentlig virksomhed eller andre begivenheder, der har fundet sted i rapporteringsperioden, og som har haft en væsentlig indvirkning på Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

3) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds investeringsmæssige resultater samt en sammenligning af oplysningerne indeholdt i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds regnskab vedrørende den forudgående rapporteringsperiode, herunder:

a) Oplysninger om indtægter og udgifter fra investeringer, der dekomponeres i relevante kategorier, f.eks. efter aktivklasser.

b) Oplysninger om eventuelle investeringer i securitisering.

4) En beskrivelse af andre væsentlige indtægter og udgifter i løbet af rapporteringsperioden samt en sammenligning af oplysningerne med den forudgående rapporteringsperiode ifølge regnskabet.

5) Alle andre væsentlige oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed eller resultater.

Stk. 4. Rapportens afsnit om ledelsessystemet skal indeholde følgende oplysninger:

1) Sammensætningen af ledelsen i form af direktionen og andet ledende personale, herunder en beskrivelse af de vigtigste roller og ansvarsområder samt en kort beskrivelse af ansvarsfordelingen, navnlig hvorvidt der er nedsat relevante udvalg.

2) Eventuelle væsentlige ændringer i ledelsessystemet, som er foretaget i rapporteringsperioden.

3) Oplysninger om aflønningspolitik og -praksis vedrørende bestyrelsen, direktionen og øvrige ansatte, som har en væsentlig indflydelse på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoprofil, herunder:

a) Principperne for aflønningspolitikken med en forklaring af de faste og variable lønkomponenters relative vægt.

b) Oplysninger om de individuelle og kollektive resultatkriterier, der lægges til grund for variable lønkomponenter.

c) En beskrivelse af de vigtigste karakteristika af tillægspensionsordninger eller ordninger for tidlig pensionering af direktionen og nøglepersoner.

4) Oplysninger om væsentlige transaktioner i løbet af rapporteringsperioden med personer, som udøver en betydelig indflydelse på Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

5) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds politik for fit & proper af nøglepersonerne identificeret, jf. § 4 a, stk. 4 og 5, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, herunder:

a) En beskrivelse af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds specifikke krav til færdigheder, viden og ekspertise hos nøglepersonerne.

b) En beskrivelse af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds proces til at fit & proper-vurdere nøglepersonerne.

6) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikostyringssystem, herunder en beskrivelse af f.eks. strategier, processer og rapporteringsprocedurer, samt hvordan Lønmodtagernes Dyrtidsfond effektivt og til stadighed identificerer, måler, overvåger, styrer og rapporterer de risici som Lønmodtagernes Dyrtidsfond er eller kan blive eksponeret mod.

7) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds interne kontrolsystem, og hvordan det fungerer.

8) En beskrivelse af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds interne retningslinjer for outsourcing, herunder af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter, samt de områder, som de tjenesteydere, der leverer disse funktioner eller aktiviteter, befinder sig i.

9) En vurdering af, hvorvidt Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ledelsessystem er fyldestgørende i forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed.

10) Alle andre væsentlige oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ledelsessystem.

Stk. 5. Rapportens afsnit om risikoprofil skal indeholde følgende oplysninger:

1) Risikoprofil for følgende risikokategorier:

a) Markedsrisici, herunder kreditrisici.

b) Modpartsrisici.

c) Operationelle risici.

d) Andre væsentlige risici.

2) Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoeksponering:

a) En beskrivelse af de foranstaltninger, der bruges til at vurdere disse risici i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, herunder eventuelle væsentlige ændringer i løbet af rapporteringsperioden.

b) En beskrivelse af de væsentlige risici, som Lønmodtagernes Dyrtidsfond er eksponeret mod, herunder eventuelle væsentlige ændringer i løbet af rapporteringsperioden.

c) En beskrivelse af, hvordan aktiver er blevet investeret i overensstemmelse med ”prudent person”-princippet i § 6 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, således at investeringsrisici og styringen heraf også indgår i beskrivelsen.

d) En beskrivelse af de væsentlige risikokoncentrationer, som Lønmodtagernes Dyrtidsfond er eksponeret mod.

e) En beskrivelse af metoder, antagelser og resultatet af stresstest og risikoanalyser for væsentlige risici og begivenheder.

f) Alle andre væsentlige oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoprofil.

Offentliggørelse og ajourføringer

§ 5. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal offentliggøre rapporten om risiko og finansiel situation på sin hjemmeside på et sted, hvor den naturligt hører hjemme.

Stk. 2. Rapporten skal være tilgængelig på hjemmesiden i mindst fem år efter offentliggørelsesdatoen, jf. § 9, stk. 2.

§ 6. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal offentliggøre og indberette en ajourført version af rapporten om risiko og finansiel situation til Finanstilsynet ved større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af en tidligere offentliggjort rapport. §§ 4 og 5 finder anvendelse på en sådan ajourført rapport.

Til toppen

Kapitel 4 – Den regelmæssige tilsynsrapport

§ 7. Den regelmæssige tilsynsrapport skal indeholde beskrivende oplysninger i kvantitativ og kvalitativ form. Rapporten skal opbygges som foreskrevet i bilag I og indeholde et sammendrag samt afsnit om virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil, jf. stk. 2-5.

Stk. 2. Rapportens indledende sammendrag skal navnlig fremhæve eventuelle væsentlige ændringer i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil i løbet af rapporteringsperioden og give en kortfattet forklaring på årsagerne til og konsekvenserne af sådanne ændringer.

Stk. 3. Rapportens afsnit om virksomhed og resultater skal indeholde følgende oplysninger:

1) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed, herunder:

a) De vigtigste tendenser og faktorer, der bidrager til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds udvikling, resultater og situation i løbet af dets forretningsplanlægningsperiode, herunder eventuelle væsentlige lovgivningsmæssige spørgsmål.

b) En beskrivelse af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds forretningsmål, herunder de relevante strategier og tidshorisonter.

2) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds investeringsresultater ifølge Lønmodtagernes Dyrtidsfonds regnskab, herunder:

a) Oplysninger om indtægter og udgifter for investeringsaktiviteter i løbet af den seneste rapporteringsperiode, en sammenligning af oplysningerne med den forudgående rapporteringsperiode og årsagerne til eventuelle væsentlige ændringer.

b) En analyse af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds samlede investeringsresultater i løbet af rapporteringsperioden samt efter dekomponering i relevante kategorier, f.eks. efter aktivklasser.

c) Prognoser om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds forventede investeringsresultater med oplysninger om væsentlige faktorer, der kan påvirke disse investeringsresultater i løbet af forretningsplanlægningsperioden.

d) De vigtigste antagelser, som Lønmodtagernes Dyrtidsfond anvender i sine investeringsbeslutninger med hensyn til rentebevægelser, valutabevægelser og andre relevante markedsparametre i løbet af forretningsplanlægningsperioden.

e) Oplysninger om eventuelle investeringer i securitisering samt Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikostyringsprocedurer i relation til sådanne værdipapirer eller instrumenter.

3) Oplysninger om eventuelle væsentlige indtægter og udgifter bortset fra investeringsmæssige indtægter og udgifter i løbet af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds forretningsplanlægningsperiode.

4) Alle andre væsentlige oplysninger vedrørende Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed og resultater.

Stk. 4. Rapportens afsnit om ledelsessystem skal indeholde følgende oplysninger:

1) Oplysninger som giver Finanstilsynet en god forståelse af ledelsessystemet i Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt mulighed for at vurdere, om det er hensigtsmæssigt i forhold til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds forretningsstrategi og virksomhed.

2) Oplysninger om ansvarsfordeling, rapporteringsveje og fordeling af funktioner i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

3) Lønrettigheder for medlemmer af bestyrelsen, direktionen og andet ledende personale i løbet af rapporteringsperioden samt en sammenligning af oplysningerne med den forudgående rapporteringsperiode og årsagerne til eventuelle væsentlige ændringer.

4) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds opfyldelse af fit & proper-krav, herunder:

a) En liste over nøglepersonerne i Lønmodtagernes Dyrtidsfond i henhold til § 4 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

b) Oplysninger om de politikker og processer, som Lønmodtagernes Dyrtidsfond har indført for at sikre, at disse personer er fit & proper.

5) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikostyringssystem, herunder:

a) Oplysninger om strategier, mål, processer og rapporteringsprocedurer for Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikostyring for hver risikokategori.

b) Oplysninger om, hvordan Lønmodtagernes Dyrtidsfond opfylder sin forpligtelse til at investere alle sine aktiver i overensstemmelse med ”prudent person”-princippet, jf. § 6 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

6) Oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds interne kontrolsystem, herunder oplysninger om de vigtigste procedurer i det interne kontrolsystem.

7) Oplysninger om outsourcing, herunder følgende:

a) Begrundelsen for outsourcing og dokumentation for, at der er indført passende overvågning og forholdsregler, hvis Lønmodtagernes Dyrtidsfond outsourcer kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter.

b) Oplysninger om de tjenesteydere, som eventuelle kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter er blevet outsourcet til, og hvordan Lønmodtagernes Dyrtidsfond sikrer, at tjenesteyderne har evne, kapacitet og eventuel lovpligtig tilladelse til at levere de nødvendige funktioner eller aktiviteter tilfredsstillende under hensynstagen til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds mål og behov.

c) En liste over de personer, der er ansvarlige for de outsourcede aktiviteter hos tjenesteyderen.

8) Alle andre væsentlige oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ledelsessystem.

Stk. 5. Rapportens afsnit om risikoprofil skal indeholde følgende oplysninger:

1) Risikoprofil for følgende risikokategorier:

a) Markedsrisici, herunder kreditrisici.

b) Modpartsrisici.

c) Operationelle risici.

d) Andre Væsentlige risici.

2) Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoeksponering, herunder fra ikke-balanceførte positioner og overførsel af risiko til special purpose vehicles:

a) En oversigt over eventuelle forventede væsentlige risikoeksponeringer i løbet af forretningsplanlægningsperioden under hensyntagen til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds forretningsstrategi, og hvordan disse risikoeksponeringer vil blive styret.

b) Hvis Lønmodtagernes Dyrtidsfond pantsætter sikkerhed: Størrelsen på denne sikkerhed.

c) Hvis Lønmodtagernes Dyrtidsfond har stillet sikkerhed: Arten af denne sikkerhed, arten og værdien af aktiver, der er stillet som sikkerhed, og de tilsvarende faktiske forpligtelser og eventualforpligtelser, der er opstået som følge af denne aftale om sikkerhedsstillelse.

d) Oplysninger om de væsentlige vilkår og betingelser, der er knyttet til aftalen om sikkerhedsstillelse.

e) En fuldstændig liste over aktiver og en beskrivelse af, hvordan disse aktiver er blevet investeret i overensstemmelse med "prudent person"-princippet. jf. § 6 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

f) Hvis Lønmodtagernes Dyrtidsfond har indgået transaktioner vedrørende ind- og udlån af værdipapirer, genkøbs- eller omvendte genkøbsaftaler, herunder likviditetswaps: Oplysninger om disse transaktioners egenskaber og omfang.

3) Størrelsen og arten af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds låneportefølje.

4) De væsentlige risikokoncentrationer, som Lønmodtagernes Dyrtidsfond er eksponeret mod, samt en oversigt over eventuelle forventede fremtidige risikokoncentrationer i løbet af forretningsplanlægningsperioden under hensyntagen til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds forretningsstrategi, og hvordan disse risikokoncentrationer vil blive styret.

5) Hvis Lønmodtagernes Dyrtidsfond har modtaget sikkerhed:

a) Værdien af sikkerheden.

b) De væsentlige vilkår og betingelser, der er knyttet til aftalen om sikkerhedsstillelse.

6) Alle andre væsentlige oplysninger om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoprofil.

Til toppen

Kapitel 5 – Årlige og kvartalsvise kvantitative indberetningsskemaer

§ 8. De årlige og kvartalsvise kvantitative indberetningsskemaer skal indeholde oplysninger, der mere detaljeret beskriver og supplerer oplysningerne i rapporten om risiko og finansiel situation samt i den regelmæssige tilsynsrapport.

Stk. 2. Oplysningerne skal samlet set sikre Finanstilsynet et tilstrækkeligt og aktuelt grundlag for at føre tilsyn med, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond lever op til ”prudent person”-princippet, jf. § 6 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Stk. 3. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal med de ændringer, der følger af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds særlige forhold, følge de tekniske standarder mv., der fremgår af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2450 af 2. december 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne til indberetning af oplysninger til tilsynsmyndighederne i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF.

Til toppen

Kapitel 6 – Frister

§ 9. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal indberette oplysningerne til Finanstilsynet, jf. § 2, stk. 1, med de frister, der er angivet i stk. 2-5:

Stk. 2. Rapporten om risiko og finansiel situation, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, skal offentliggøres og indberettes til Finanstilsynet senest 14 uger efter udgangen af regnskabsåret, dog

1) 18 uger efter udgangen af regnskabsåret for 2017, og

2) 16 uger efter udgangen af regnskabsåret for 2018.

Stk. 3. Den regelmæssige tilsynsrapport, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, skal indberettes til Finanstilsynet mindst hvert tredje år. Sammendraget skal dog indberettes hvert år, senest 14 uger efter udgangen af regnskabsåret, dog

1) 18 uger efter udgangen af regnskabsåret for 2017, og

2) 16 uger efter udgangen af regnskabsåret for 2018.

Stk. 4. De årlige henholdsvis kvartalsvise kvantitative indberetningsskemaer, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, skal indberettes til Finanstilsynet med følgende frister:

1) Fristen for de årlige kvantitative indberetningsskemaer er 14 uger efter udgangen af regnskabsåret, dog

a) 18 uger efter udgangen af regnskabsåret for 2017, og

b) 16 uger efter udgangen af regnskabsåret for 2018.

2) Fristen for de kvartalsvise kvantitative indberetningsskemaer er 5 uger efter udgangen af et kvartal, dog

a) 7 uger efter udgangen af hvert kvartal i 2017, og

b) 6 uger efter udgangen af hvert kvartal i 2018.

Til toppen

Kapitel 7 – Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Til toppen

Bilag 1 – Opbygning af rapport om risiko og finansiel situation og den regelmæssige tilsynsrapport

A. Sammendrag

B. Virksomhed og resultater

 

B. 1 Virksomhed

 

B. 2 Investeringsresultater

 

B. 3 Resultater af andre aktiviteter

 

B. 4 Andre oplysninger

C. Ledelsessystem

 

C. 1 Generelle oplysninger om ledelsessystemet

 

C. 2 Fit & proper

 

C. 3 Risikostyringssystem,

 

C. 4 Internt kontrolsystem

 

C. 5 Outsourcing

 

C. 6 Andre oplysninger

D. Risikoprofil

 

D. 1 Markedsrisici, herunder kreditrisici

 

D. 2 Modpartsrisici

 

D. 3 Operationelle risici

 

D. 4 Andre væsentlige risici

 

D. 5 Andre oplysninger

Til toppen