Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Bekendtgørelse om indgåelse af aftaler efter de udvidede fritvalgsordninger m.v.

Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 1195 af 22/9 2016.

I medfør af § 87, stk. 6, § 87 i, stk. 4, § 193, stk. 4, § 195 og § 196, stk. 2, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Aftaler m.v.

§ 1. Danske Regioner indgår aftale med og fastsætter vilkår for de private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling af personer efter sundhedslovens § 87, stk. 1-3 og § 82 a.

Stk. 2. Private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og sygehuse m.v. i udlandet, som har indgået en aftale med Danske Regioner efter stk. 1, kan samarbejde med hinanden, herunder om levering af diagnostiske ydelser.

§ 2. Private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og sygehuse m.v. i udlandet, der ønsker at indgå aftale med Danske Regioner efter § 1, skal til brug herfor på anmodning fra Danske Regioner eller sundheds- og ældreministeren fremlægge dokumentation vedrørende:

1) behandlingstilbud, herunder behandlingserfaring, faglige kvalifikationer, vagtberedskab, apparaturstandard, behandlingsprincipper og lignende,

2) ventetid til behandling og

3) iagttagelse af patientrettigheder.

§ 3. Private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og sygehuse m.v. i udlandet, der har fået henvist en person til behandling i henhold til en aftale med Danske Regioner efter § 1, skal til brug for en eventuel fortsat behandling i sygehusvæsenet og for afregning for udført behandling give alle relevante oplysninger om behandlingen til det sygehus, som har henvist personen.

§ 4. Private sygehuse, klinikker m.v. her i landet, der har fået henvist en person til behandling i henhold til en aftale med Danske Regioner efter § 1, skal til behandlingsformål samt statistiske formål vedrørende aktiviteten i sygehusvæsenet, befolkningens forbrug af sygehusydelser, sygehuspatienters sygdomme og udførte operationer indberette oplysninger vedrørende patientbehandlingen til Landspatientregisteret. Sygehuse, klinikker m.v. i udlandet, der har fået henvist en person til behandling i henhold til en aftale med Danske Regioner efter § 1, skal indberette sådanne oplysninger til det sygehus, som har henvist personen dertil.

Til toppen

Kapitel 2 – Voldgift

§ 5. Opstår der en tvist mellem Danske Regioner og de privatejede sygehuse, klinikker m.v. her i landet eller sygehuse, klinikker m.v. i udlandet (tvistens parter) om vilkårene for en aftale om undersøgelse og behandling efter § 1, kan sygehusene, klinikkerne m.v. hver især eller i forening indbringe tvisten for det i § 6 omtalte voldgiftsnævn.

§ 6. Indbringes der en tvist efter § 5, nedsætter sundheds- og ældreministeren et voldgiftsnævn, der i sin virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse. Voldgiftsnævnets kendelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 7. Sundheds- og ældreministeren udpeger en opmand for voldgiftsnævnet og kan udpege en suppleant for opmanden. Opmand og suppleant skal have økonomisk indsigt og indsigt i sundhedsvæsenets forhold.

Stk. 2. Danske Regioner udpeger en voldgiftsmand, og sygehuset, klinikken m.v., som har indbragt tvisten for voldgiftsnævnet, udpeger en voldgiftsmand. Indbringes tvisten af flere sygehuse, klinikker m.v. i forening, udpeger de en fælles voldgiftsmand.

Stk. 3. Udpegningen af voldgiftsopmand, suppleant og voldgiftsmænd ophører, når der er indgået forlig eller voldgiftsnævnet har truffet afgørelse i sagen, jf. §§ 10 og 11.

§ 8. Opstår der tvist om voldgiftsopmandens habilitet, træffer sundheds- og ældreministeren, inden voldgiftskendelse afsiges, afgørelse herom under hensyntagen til forvaltningslovens regler.

Stk. 2. Afgør sundheds- og ældreministeren, at voldgiftsopmanden er inhabil, udpeger ministeren snarest muligt derefter en ny voldgiftsopmand.

Behandling af voldgiftssager m.m.

§ 9. Ved behandlingen af en voldgiftssag deltager opmanden samt de to voldgiftsmænd. Opmanden kan tilkalde særligt sagkyndige til at bistå ved sagens behandling.

Stk. 2. Sundheds- og Ældreministeriet yder sekretariatsbistand til voldgiftsnævnet.

§ 10. Inden voldgiftsnævnet afsiger kendelse i sagen om vilkårene for en aftale, søger voldgiftsopmanden så vidt muligt at opnå forlig.

Stk. 2. Indgår tvistens parter under voldgiftssagen forlig, afslutter voldgiftsnævnet sagen, dog gælder §§ 14 og 15.

§ 11. Voldgiftsnævnet træffer afgørelse om vilkårene for en aftale ved skriftlig kendelse, som skal være begrundet og underskrevet af voldgiftsopmanden. Kan voldgiftsnævnet ikke opnå enighed om vilkårene for en aftale, afgiver voldgiftsopmanden kendelse om fastlæggelse af vilkårene herfor.

Stk. 2. Begrundet kendelse afsiges snarest og så vidt muligt inden 4 ugers forløb fra den dag, da voldgiftsopmand og voldgiftsmænd er udpeget.

§ 12. Ønsker sygehuse, klinikker m.v., som har indbragt en tvist for voldgiftsnævnet, ikke at indgå aftale på de vilkår, som voldgiftsnævnet har fastsat i en kendelse, kan de ikke modtage patienter efter sundhedslovens § 87, stk. 1-3 og § 82 a til behandlinger, som er omfattet af kendelsen, medmindre de senere indgår ny aftale herom med Danske Regioner.

Sagsomkostninger

§ 13. Ved kendelsen fastsættes sagsomkostninger, jf. §§ 14 og 15.

§ 14. Voldgiftsopmandens honorar udgør 704,44 kr. pr. påbegyndt time (april 2016 lønniveau), og udbetales af Sundheds- og Ældreministeriet. Beløbet reguleres én gang årligt.

Stk. 2. Stk. 1 gælder tillige ved forligsmægling.

Stk. 3. Voldgiftsopmanden fastsætter honoraret til de sagkyndige, jf. § 9.

§ 15. Tvistens parter afholder hver halvdelen af udgifterne til voldgiftsopmandens og eventuelt suppleants og sagkyndiges honorering efter § 14. Beløbet forfalder til betaling senest 30 dage efter voldgiftssagens afslutning. Beløbet indbetales til Sundheds- og Ældreministeriet.

Stk. 2. Tvistens parter afholder hver især udgifter til honorering af den af dem udpegede voldgiftsmand.

Til toppen

Kapitel 3 – Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1437 af 23. december 2012 om indgåelse af behandlingsaftaler efter de udvidede fritvalgsordninger m.v. ophæves.

Til toppen