Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog
Styrelsen for Undervisning og Kvalitets bekendtgørelse nr. 1053 af 29/6 2016.
I medfør af § 5, stk. 6 og 7, og § 30 a i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 747 af 20. juni 2016, fastsættes:
Tilrettelæggelse af undervisningen
§ 1. Ved tosprogede elever forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk.
§ 2. Tosprogede elever med behov for sprogstøtte skal ved optagelse i folkeskolen i forbindelse med skolestart eller senere i skoleforløbet gives undervisning i dansk som andetsprog, jf. §§ 3 og 4. Med fornøden inddragelse af sagkyndig bistand og efter samråd med forældrene og eleven beslutter skolens leder, hvorvidt den enkelte elev har behov for sprogstøtte, og i givet fald hvordan eleven skal gives undervisning i dansk som andetsprog.
Stk. 2. Tosprogede elever, der under skoleforløbet viser sig at have behov for sprogstøtte, kan ligeledes gives undervisning i dansk som andetsprog. Beslutningen herom træffes af skolens leder efter samråd med forældrene og eleven.
§ 3. Til tosprogede elever, som er i stand til at deltage i den almindelige undervisning i klassen, gives som en integreret del af den almindelige undervisning i klassen, undervisningen i dansk som andetsprog
1) som en dimension i den almindelige undervisning, eller
2) på særlige hold eller som enkeltmandsundervisning.
Stk. 2. Undervisning i dansk som andetsprog, der ikke kan foregå som en integreret del af den almindelige undervisning i klassen, jf. stk. 1, skal foregå i tiden til understøttende undervisning eller uden for den almindelige undervisningstid. Undervisningstiden kan for elever omfattet heraf i særlige tilfælde overstige det i folkeskolelovens § 14 b, stk. 2, 1. pkt., fastsatte loft over den højeste samlede undervisningstid på 1.400 timer i et skoleår.
Stk. 3. Tosprogede elever, der på grund af omfanget af behovet for sprogstøtte ikke vil få tilstrækkeligt udbytte af at deltage i den almindelige undervisning i klassen, selv om der ydes støtte i klassen, kan gives undervisning i dansk som andetsprog i visse fag eller dele af et fag parallelt med den almindelige undervisning.
Stk. 4. Omfanget af undervisningen i dansk som andetsprog efter stk. 1-3 og den forventede varighed heraf fastsættes ud fra elevens behov.
§ 4. Til tosprogede elever, hvis behov for sprogstøtte betyder, at de ikke ved optagelsen kan deltage i den almindelige undervisning i klassen, gives basisundervisning i dansk som andetsprog.
Stk. 2. Basisundervisningen gives i en af følgende former:
1) Modtagelsesklasser, hvor eleverne i begyndelsen har alle eller en del af deres timer, jf. dog folkeskolelovens § 25 a, således at de efterhånden får en del af deres undervisning i en almindelig klasse.
2) På særlige hold eller som enkeltmandsundervisning.
3) Udvidede modtagelsesklasser på 8.-10. klassetrin for tosprogede elever, der er flyttet til Danmark, efter at de er fyldt 14 år.
Stk. 3. Elevtallet i modtagelsesklasser må ikke overstige 12 ved skoleårets begyndelse, medmindre klassen undervises af to lærere eller andet undervisende personale i fællesskab, jf. dog stk. 4. Det skal tilstræbes, at elevtallet ikke i løbet af skoleåret kommer til at overstige 12.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan godkende, at elevtallet i modtagelsesklasser kan være på op til 15 elever ved skoleårets begyndelse, hvis det vurderes at være pædagogisk forsvarligt i forhold til undervisningens kvalitet. Hvis eleverne har overvejende samme sproglige behov og øvrige forudsætninger, kan kommunalbestyrelsen godkende et elevtal på op til 18 elever ved skoleårets begyndelse. Det skal tilstræbes, at elevtallet, jf. 1. og 2. pkt., ikke bliver højere i løbet af skoleåret.
Stk. 5. En modtagelsesklasse må højst omfatte tre klassetrin. Hvis eleverne overvejende har samme sproglige behov og øvrige forudsætninger, kan en modtagelsesklasse dog spænde over højst fem klassetrin.
Stk. 6. Elevtallet på særlige hold i henhold til stk. 2, nr. 2, må ikke overstige syv.
Stk. 7. Undervisningen efter stk. 2, nr. 1-3 ophører, når eleverne vurderes at kunne deltage i den almindelige undervisning med yderligere undervisning i dansk som andetsprog efter § 3, og senest efter to års forløb, inklusiv den tid, der er givet undervisning til eleverne efter lov om kommunale særlige tilbud om grundskoleundervisning til visse udenlandske børn og unge og efter § 36 g, stk. 1, i lov om friskoler og private grundskoler m.v. Begrænsningen på to år gælder ikke for elever, der optages i en udvidet modtagelsesklasse, jf. stk. 2, nr. 3, eller i øvrigt optages i folkeskolen i tilfælde, hvor eleven ikke tidligere har modtaget undervisning i at læse og skrive.
Stk. 8. Elevernes samlede undervisningstid skal svare til undervisningstiden for det klassetrin, som eleven befinder sig på, jf. folkeskolelovens § 14 b, stk. 1.
§ 5. En tosproget elev, der modtager undervisning i dansk som andetsprog efter §§ 3 eller 4, kan med forældrenes samtykke i ganske særlige tilfælde fritages for undervisningen i et fag, dog ikke dansk og matematik, hvis det skønnes umuligt at afhjælpe elevens vanskeligheder gennem supplerende undervisning, jf. folkeskolelovens § 5, stk. 5. Eleven skal have anden undervisning i stedet.
Stk. 2. I op til tre måneder efter påbegyndelsen af basisundervisningen kan undervisningstiden for en tosproget elev i særlige tilfælde nedsættes i forhold til den for det pågældende klassetrin planlagte undervisningstid i samme periode, dog således at det ugentlige gennemsnit for undervisningstiden er på mindst 30 timer i perioden.
§ 6. Undervisning i dansk som andetsprog varetages af lærere eller andet undervisende personale, jf. folkeskolelovens kapitel 4, som gennem særlig uddannelse eller på anden måde har kvalificeret sig til opgaven.
Henvisning til anden skole end distriktsskolen
§ 7. Tosprogede elever kan efter kommunalbestyrelsens beslutning henvises til en anden skole end distriktsskolen, hvis det ved optagelsen vurderes, at eleven har et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte i form af undervisning i dansk som andetsprog, og det vurderes at være pædagogisk påkrævet at henvise eleven til den pågældende skole.
Stk. 2. Henvisningen til en anden skole end distriktsskolen kan opretholdes, så længe eleven har et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte.
Ikrafttræden
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2016.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 690 af 20. juni 2014 om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog ophæves.