Skrivelse om orientering om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn (Tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrugere m.v.)
Social- og Indenrigsministeriets skrivelse nr. 9699 af 30/6 2015.
Folketinget har den 12. maj 2015 vedtaget L 132 – Forslag til lov om ændring i lov om social service og lov om socialtilsyn (Tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrugere m.v.). Det vedtagne lovforslag vedhæftes.
Lovændringerne er en udmøntning af satspuljeaftalen for 2014 og 2015 mellem regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Aftalen om fremsættelse af lovforslag om anonym, ambulant behandling af stofmisbrugere blev indgået på baggrund af erfaringerne fra satspuljeforsøgsprojektet ”Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling”. Lovændringerne består af følgende hovedelementer:
1. Tilbud om anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling.
2. Ændring i lov om socialtilsyn.
Ændringerne har virkning fra den 1. juli 2015.
1. Tilbud om anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling
Med lovændringen indsættes en ny bestemmelse § 101 a i serviceloven, hvorefter kommunalbestyrelsen forpligtes til at tilbyde anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling af personer, der har et behandlingskrævende stofmisbrug, men som ikke har andre sociale problemer, hvortil der ydes hjælp efter afsnit V i serviceloven. Det er en målgruppe, som kun i begrænset omfang er set i behandlingssystemet tidligere, og det er en målgruppe, der som udgangspunkt ikke forventes at ville opsøge behandling, med mindre tilbuddet sikrer personen anonymitet. Formålet er således også at forebygge, at denne gruppe af borgere på sigt udvikler sociale problemstillinger ud over stofmisbruget.
Tilbuddets tilrettelæggelse
Den anonyme, ambulante stofmisbrugsbehandling, som kommunerne med lovændringen får pligt til at tilbyde, skal indeholde følgende:
- Mulighed for nem og diskret adgang til behandling for stofmisbrug via hjemmeside og telefonisk henvendelse.
- Tilbud om anonymitet i forbindelse med såvel den indledende henvendelse som den afklarende samtale samt igennem hele behandlingsforløbet.
- Gruppebehandling og mulighed for individuel, afsluttende samtale.
Kommunen skal indgå aftale med to eller flere leverandører af tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrug, hvoraf mindst ét tilbud skal være beliggende uden for kommunen. Borgeren skal kunne henvende sig via hjemmeside eller telefonisk og oplyses om mulighederne for at modtage anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling, herunder om mulighederne for at forblive anonym igennem et behandlingsforløb.
Målgruppen
Målgruppen for tilbuddet er stofmisbrugere, der ud over deres misbrug ikke er belastet socialt, og som har en relativ tæt tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Målgruppen modtager således ikke anden hjælp og støtte efter servicelovens afsnit V om hjælp til voksne, dog med undtagelse af hjælp efter afsnit V, der alene er givet på baggrund af fysisk funktionsnedsættelse, samt med undtagelse af midlertidig husly anvist mod betaling efter § 80 i serviceloven. Borgere med psykisk funktionsnedsættelse, som modtager hjælp efter serviceloven i relation hertil, vil således ikke være omfattet af forslaget.
Afgørelse om behandling
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om behandling på baggrund af en afklarende samtale med personen, der henvender sig med et ønske om at modtage anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling. Formålet med samtalen er at afdække, om personen tilhører målgruppen for tilbuddet om anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling, herunder om personen har et behandlingskrævende stofmisbrug, men ikke har andre sociale problemer. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de leverandører af tilbud, der er indgået aftale med, skal varetage opgaven med at behandle henvendelse via hjemmeside og telefon, samt selv skal træffe afgørelse om behandling.
Sikring af anonymitet
Borgerens anonymitet skal kunne sikres gennem hele forløbet. Med anonymitet forstås, at en borger i målgruppen har mulighed for at henvende sig, gennemføre en afklarende samtale og indgå i et behandlingsforløb uden at skulle identificere sig selv ved eksempelvis fulde navn og cpr-nummer samt, at borgeren har mulighed for diskret adgang til behandling, så vedkommende ikke kan identificeres af fx arbejdsgiver, familiemedlemmer eller andre i lokalområdet.
2. Ændringer i lov om socialtilsyn
Tilsyn med tilbud efter § 101a
Med lovændringen fortages ændringer i lov om socialtilsyn, således at tilbud om anonym stofmisbrugsbehandling omfattes af socialtilsynenes godkendelses- og tilsynskompetence på lige fod med behandlingstilbud efter § 101. Det betyder, at behandlingstilbud skal godkendes af socialtilsynet som generelt egnede for at kunne indgå i kommunernes forsyning, og at de vil blive underlagt driftsorienteret tilsyn fra socialtilsynet.
Tilsynets uvildighed
Med lovændringen præciseres det, at de kommuner, der varetager opgaverne som socialtilsyn, ikke kan varetage opgaven i forhold til deres egne tilbud eller tilbud, som de har indgået driftsaftale med, når tilbuddene er beliggende i andre kommuner i regionen. Præciseringen supplerer den gældende formulering af bestemmelsen, hvorefter tilsynskommunerne ikke kan varetage opgaverne i forhold til tilbud beliggende i tilsynskommunen. Formålet hermed er at sikre uvildighed i varetagelsen af opgaven som socialtilsyn.
Sproglige præciseringer
Med lovændringen foretages desuden en række sproglige præciseringer og forenklinger i lov om socialtilsyn.
Lovforslag L 132 med lovbemærkninger kan ses som fremsat og som vedtaget i Folketinget på Folketingets hjemmeside:
http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20141/lovforslag/L132/20141_L132_som_vedtaget.pdf.
http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20141/lovforslag/L132/20141_L132_som_fremsat.pdf.