Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Forsørgelse & aktivering

Skrivelse om ændring af § 82 a i lov om aktiv socialpolitik (Justering af regler om tilskud til tandpleje m.v.)

Børne-, Ligestillings-, Integrations- og Socialministeriets skrivelse nr. 9337 af 22/5 2015.

Folketinget har den 19. maj 2015 vedtaget forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik (Justering af regler om tilskud til tandpleje m.v.) i forbindelse med udmøntningen af finanslovsaftalen 2015.

Lovforslaget kan ses på Folketingets hjemmeside og på dette link: www.ft.dk/RIpdf/samling/20141/lovforslag/L169/20141_L169_som_fremsat. pdf

Vedtagelsen af lovforslaget medfører, at aktivlovens § 82 a ændres således at:

1) den årlige egenbetaling er 600 kr. for alle,

2) forhåndsgodkendelser til behandlinger over 10.000 kr. er gældende i mindst to måneder, og

3) kommunerne forpligtes til at oplyse om muligheden for tilskud til tandpleje efter § 82 a i forbindelse med deres opsøgende arbejde til socialt udsatte.

 

§ 82 a. Kommunen yder tilskud til betaling for tandpleje til personer, som modtager ydelser efter loven svarende til uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau. Personer, der modtager særlig hjælp efter § 27 a, har ret til tilskuddet, hvis hjælpen inklusive førtidspension efter lov om social pension svarer til kontanthjælpsniveau. Personer, der modtager revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse, har ret til tilskuddet, hvis de modtager en ydelse svarende til, hvad de ville være berettiget til i uddannelses- eller kontanthjælp, og opfylder de økonomiske betingelser for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp.

Stk. 2. For personer, som er fra 18 år til og med 24 år, ydes tilskud efter stk. 1 til dækning af 100 pct. af modtagerens egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Stk. 3. For personer, som er fra 25 år til og med 29 år, som modtager uddannelseshjælp efter § 23, og som ikke modtager aktivitetstillæg eller barselstillæg efter § 24, ydes tilskud efter stk. 1 til dækning af 100 pct. af modtagerens egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Stk. 4. For personer, som er 25 år eller derover, og som ikke er omfattet af stk. 3, ydes tilskud efter stk. 1 til dækning af 65 pct. af modtagerens egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Stk. 5. Den årlige egenbetaling efter stk. 2-4 opgøres for det enkelte kalenderår på grundlag af dokumenterede afholdte udgifter til tandpleje, uanset om personen har tilhørt den berettigede personkreds hele året.

Stk. 6. Kommunen skal forhåndsgodkende, at der ydes tilskud efter stk. 2-4, hvis udgiften til et samlet behandlingsforløb overstiger 10.000 kr. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Uanset om ansøgeren ikke længere er omfattet af persongruppen efter stk. 1, gælder kommunens forhåndsgodkendelse i 2 måneder fra kommunens afgørelse.

Stk. 7. Modtagere af tilskud efter stk. 1-6 kan søge om hjælp til dækning af den resterende egenbetaling efter § 82. Ansøgning herom skal være indgivet, før behandlingen udføres.

Stk. 8. Kommunen skal i forbindelse med opsøgende arbejde til socialt udsatte, herunder efter § 99 i lov om social service, særligt oplyse om muligheden for tilskud til betaling for tandpleje efter stk. 1-7.

 

Nedsættelse af egenbetalingen

Egenbetalingen bliver 600 kr. for alle i målgruppen. Det betyder, at den årlige egenbetaling nedsættes fra 800 kr. til 600 kr. for personer på 30 eller derover og personer, der er 25-29 år, og som modtager uddannelseshjælp og aktivitetstillæg, barselstillæg eller andre ydelser efter loven svarende til kontanthjælpsniveau.

Forhåndsgodkendelse gældende i minimum 2 måneder

Kommunens forhåndsgodkendelse af tilskud til behandlingsforløb, som overstiger 10.000 kr., gælder for den godkendte behandling, så længe borgeren opfylder betingelserne. Kommunen kan dog yde tilskud i 2 måneder fra en godkendelse er givet, også selvom borgeren ikke længere tilhører den berettigede personkreds, fx fordi vedkommende får et job. Ændringen skal nedsætte den økonomiske usikkerhed for borgeren, der kan være forbundet med at igangsætte større behandlingsforløb, som strækker sig over flere behandlinger. Desuden reduceres kommunernes administrative opgaver i forbindelse med opfølgningen i sager, hvor der er givet en forhåndsgodkendelse.

Ved opgørelsen af de 2 måneder medregnes afgørelsesdagen ikke. Det betyder, at de 2 måneder løber til og med samme månedsdag 2 måneder efter afgørelsesdagen. Eksempel:

En forhåndsgodkendelse givet den 9. september dækker udgifter til tandbehandlingen til og med den 9. november, selvom om personen forlader målgruppen.

Opsøgende indsat

Kommunerne skal særligt oplyse om muligheden for tilskud til betaling for tandpleje efter § 82 a i forbindelse med det opsøgende arbejde overfor socialt udsatte, som kommunen i forvejen udfører, fx efter § 99 i lov om social service. Herudover kan kommunen fx oplyse om muligheden for at få tandtilskud i forbindelse med rådgivning efter servicelovens §§ 10 eller 12, herunder ved opsøgende arbejde. Kommunens oplysning skal sikre, at den mest udsatte del af målgruppen efter § 82 a, som ikke af sig selv opsøger en tandlæge eller kommune for at få hjælp, informeres tilstrækkeligt om mulighederne for at få tilskud til tandpleje. Kommunens indsat kan bl.a. indebære et samarbejde med misbrugscentre, forsorgshjem m.v. og frivillige organisationer på det sociale område.

I henhold til aftalen bag justeringen af reglerne om tilskud til tandpleje skal ordningen evalueres efter et år fra lovens ikrafttræden d. 1. juni 2015.

Til toppen