Cirkulæreskrivelse om anvendelse af kriminalforsorgens egne institutioner som samfundstjenestested
Justitsministeriets, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse nr. 9914 af 10/7 2015.
1. Generelt
Ved lov nr. 159 af 28. februar 2012 om ændring af straffeloven (Udvidet anvendelse af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste m.v.) blev der givet mulighed for, at kriminalforsorgens egne tjenestesteder, som er særligt indrettede til at betjene en udvidet kreds af dømte, kan anvendes som samfundstjenestested.
Alle kriminalforsorgens institutioner vil som udgangspunkt kunne anvendes som samfundstjenestested. Det er kriminalforsorgsområdet, der tager stilling til, om der kan modtages en samfundstjener.
I lighed med øvrig afvikling af samfundstjeneste er det kriminalforsorgsområdet, som er hovedansvarlig for forløbet, ligesom det er reglerne i bekendtgørelse, cirkulære og vejledning om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v., der er gældende i forhold til tilsyn, kontrol m.v. Det er dog ved lovændringen forudsat, at der ved anvendelse af kriminalforsorgens egne institutioner skal være meget tæt kontrol og tilsyn.
Der vil som udgangspunkt blive afholdt en forsamtale på institutionen med deltagelse af klienten, inden der tages stilling til, om man ønsker at have den pågældende klient i samfundstjeneste.
2. Godkendelse
Kriminalforsorgsområdet skal sikre, at institutionen bliver godkendt af Det Regionale Arbejdsmarkedsråd, inden den kan anvendes som samfundstjenestested, jf. § 9, stk. 3, i cirkulære om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. (tilsynscirkulæret).
3. Sikkerhedsmæssige krav
Arbejdet må ikke være tilrettelagt således, at samfundstjeneren skal indgå i samvær eller arbejdsfællesskaber med indsatte i institutionen. Samfundstjeneren må ej heller opholde sig i lokaler, hvor der ligger personfølsomme oplysninger (f.eks. kontorer, kopirum m.v.), eller i sikringsrum/overvågningscentral uden opsyn af personale
En samfundstjener bør som udgangspunkt ikke beskæftiges i en institution, hvor den pågældende tidligere har været indsat, medmindre særlige omstændigheder taler herfor (f.eks. kortvarig indsættelse i institutionen, lang periode siden løsladelse fra institutionen, personlige/psykiske forhold hos klienten). Samfundstjeneren må ej heller afvikle samfundstjeneste på en institution, hvor en af den pågældendes nærstående gør tjeneste.
Har institutionen flere samfundstjenere ad gangen, må disse ikke afvikle samfundstjeneste i samme tidsrum.
4. Kontaktperson
For at kunne modtage en samfundstjener skal der være udpeget en eller flere kontaktpersoner på institutionen.
Kontaktpersonen forpligter sig til at orientere det kriminalforsorgsområde, der fører tilsyn med den pågældende, såfremt samfundstjeneren ikke møder som planlagt, forlader stedet uden gyldig årsag, eller såfremt der ændres i den skemalagte tid.
5. Arbejdsopgaver
Ved afvikling af samfundstjeneste på en af kriminalforsorgens institutioner vil der navnlig kunne være tale om følgende opgaver:
- Udendørs aktiviteter (f.eks. havearbejde, snerydning og malerarbejde).
- Rengøring (f.eks. tjenestebiler, fodlænker, køkken, fællesarealer).
- Pedelopgaver (f.eks. opsætning af billeder og opslagstavler).
- Opdækning/afrydning m.v. i forbindelse med møder.
- Oprydning på depot (ikke arkiv).
- Andre forefaldende opgaver.
6. Ikrafttræden
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 15. juli 2015.
Cirkulæreskrivelse nr. 10337 af 18. december 2014 om anvendelse af kriminalforsorgens egne institutioner som samfundstjenestested ophæves.