Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Cirkulære om forplejning af indsatte, som ikke er omfattet af selvforplejningsordningen i fængslerne og arresthusene

Justitsministeriets, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære nr. 9301 af 4/5 2015.

§ 1. Der gives dagligt 3 måltider.

§ 2. Der gives fuldkost i overensstemmelse med retningslinierne herom i bilag A til dette cirkulære, jf. dog §§ 3-5.

§ 3. Der kan udleveres vegetarkost.

Stk. 2. Ved vegetarkost forstås en kost, hvor kød og fisk samt retter heraf udelades, men hvor æg, mælk og ost indgår, dvs. lakto-ovo-vegetabilsk kost. Den opstillede vegetarkost er en almindelig lakto-ovo-vegetabilsk kost. Dyrisk fedt og almindelig margarine udgår. I stedet anvendes vegetabilske olier, plantemargarine og smør.

Stk. 3. Vegetarkosten følger fuldkosten med hensyn til portionsstørrelser og ved sammensætning af måltider i det omfang, det er muligt. Morgenmåltidet er det samme som til fuldkost.

§ 4. Indsatte, der ifølge lægeordination skal have særlig forplejning (diabetikere mv.), forplejes efter lægens anvisning.

§ 5. Der skal ved tilberedningen og udleveringen af kosten så vidt muligt tages hensyn til indsattes særlige religiøse overbevisning.

Stk. 2. I religiøse fasteperioder, hvor indsatte faster mellem solopgang og solnedgang, bør institutionen så vidt muligt tilrettelægge måltiderne således, at de indsatte, såfremt fasteperioden falder i sommermånederne, hvor det er længe lyst, kan få madpakker eller lignende, som kan indtages efter solnedgang og inden solopgang, og dermed på et tidspunkt, hvor der normalt ikke uddeles mad i institutionerne.

§ 6. Indsatte i arresthusene skal have mulighed for med jævne mellemrum gennem arresthuset at købe mad uden for institutionen.

Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet fastsætter under hensyntagen til forholdene i den enkelte institution nærmere retningslinjer for de indsattes adgang til at købe mad uden for institutionen.

§ 7. Cirkulæret træder i kraft den 12. maj 2015.

Stk. 2. Cirkulære nr. 9521 af 25. september 2013 om forplejning af indsatte ophæves.

Til toppen