Bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Undervisnings- og Kvalitetsstyrelsens bekendtgørelse nr. 957 af 19/8 2015, ændret ved:
bekendtgørelse nr. 1617 af 13/11 2020.
I medfør af § 2, stk. 2, 8, 9 og 10, § 2 a, § 3, stk. 3 og 4, § 3 a, § 6, stk. 7 og 10, § 8, stk. 5, og § 18, stk. 2, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 64 af 26. januar 2015, og § 10 a, § 18 og § 18 a i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 226 af 4. marts 2014, fastsættes:
Kapitel 1 – Område og tilrettelæggelse
Kompetencegivende uddannelse
§ 1. Åben uddannelse skal følge reglerne for de enkelte deltids- og heltidsuddannelser og reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. En arbejdsmarkedsuddannelse, der er godkendt som et valgfrit specialefag i en erhvervsuddannelse eller er optaget i en erhvervsuddannelse for voksne, kan ikke udbydes som enkeltfag, jf. § 26, stk. 4, i lov om erhvervsuddannelse.
Stk. 3. Praktik og skolepraktik, der indgår i en uddannelse, kan alene udbydes som åben uddannelse, hvis Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling godkender det.
Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger undervisningen inden for rammerne af de almindelige regler, der er nævnt i stk. 1, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Den normerede uddannelsestid (arbejdsindsats) for et enkeltfag skal være den samme som den normerede uddannelsestid for faget, der følger af uddannelsesbekendtgørelse, undervisningsplan eller lignende for den enkelte deltidsuddannelse eller heltidsuddannelse. Institutionen kan dog tilrettelægge et enkeltfag for deltagere med særlige forudsætninger med en kortere uddannelsestid (tilrettelæggelsestid) end den normerede uddannelsestid. I tilfælde, hvor uddannelsesbekendtgørelsen for en heltidsuddannelse ikke angiver et enkeltfags andel af et elevårsværk, skal andelen angives i den lokale undervisningsplan.
Korte kurser
§ 2. Korte kurser er erhvervsrettede undervisningsforløb, der skal ligge inden for uddannelsesinstitutionens faglige kompetenceområde. Kurserne kan tilrettelægges på heltid og deltid. Et kursus skal vare mindst 30 undervisningstimer fordelt over mindst 5 undervisningsdage. Kurset må højst vare 240 undervisningstimer.
Stk. 2. Korte kurser skal være beskrevet i en kursusplan med angivelse af kursets mål, indhold, antal undervisningstimer og forudsætninger for deltagelse i kurset samt udvælgelseskriterier i tilfælde af, at institutionen ikke vil kunne optage alle ansøgere.
Stk. 3. Uddannelsesinstitutioner under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, der er godkendt til at udbyde erhvervsrettet uddannelse, kan udbyde korte kurser.
Stk. 4. Korte kurser skal afholdes i Danmark.
Særligt tilrettelagte uddannelsesforløb
§ 3. Uddannelsesinstitutioner under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, der er godkendt til at udbyde erhvervsrettet uddannelse, kan tilrettelægge uddannelsesforløb efter § 2, stk. 1, nr. 6, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. (herefter ÅU-loven), og kan herunder rekvirere uddannelsesaktiviteter fra andre institutioner, jf. stk. 2.
Stk. 2. I særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, jf. stk. 1, kan med op til 1/3 af det samlede uddannelsesforløb indgå
1) korte kurser, jf. § 2, og
2) undervisning udbudt i henhold til AVU-loven, lov om folkehøjskoler, lov om efterskoler og frie fagskoler, lov om produktionsskoler, folkeoplysningsloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., eller eventuelt anden voksenundervisning, herunder undervisning udbudt af private uden offentlig støtte.
Stk. 3. Hvis der er uddannelsesregler for en uddannelsesaktivitet efter stk. 2, nr. 2, har den institution, hvorfra uddannelsesaktiviteten rekvireres, ansvaret for reglernes overholdelse.
Individuel kompetencevurdering
§ 4. Bekendtgørelsen omfatter tilskud til individuel kompetencevurdering, der følger reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Kapitel 2 – Markedsføring
§ 5. Markedsføring af åben uddannelse skal ske i forhold til de målgrupper, som uddannelsesaktiviteterne er udviklet til, og i forhold til uddannelsesaktiviteternes mål, i det omfang der er tale om kompetencegivende uddannelse.
Stk. 2. Markedsføringen skal angive uddannelsesaktivitetens art, jf. § 2, stk. 1, i ÅU-loven. For enkeltfag skal oplyses i hvilken uddannelse enkeltfaget indgår.
Stk. 3. Markedsføringen må ikke gennem valg af ord, billeder eller medium sigte mod anvendelse i en ikke-erhvervsrettet sammenhæng eller på anden måde vildlede om uddannelsesaktivitetens mål, indhold og tilsigtede anvendelsesområde. Enkeltfag skal enkeltvis kunne identificeres som sådan i enhver markedsføring, ligesom prisen for enkeltfag, samt den godkendte kode og titel angivet på www.efteruddannelse.dk skal fremgå. Den handlingsorienterede målformulerings præcise formulering skal enten direkte eller ved en nøjagtig henvisning, for så vidt angår elektroniske markedsføringstiltag ved et link, fremgå af markedsføringen.
Stk. 4. En tilskudsberettiget uddannelsesaktivitet må ikke markedsføres som en del af et samlet uddannelseskoncept, hvor der indgår salg af aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed. Af markedsføringen skal det klart fremgå, at det er muligt at deltage i den eller de omhandlede enkeltfag uden at købe andre ydelser.
Stk. 5. Når flere tilskudsberettigede uddannelsesaktiviteter markedsføres som et samlet uddannelseskoncept skal det fremgå, hvilke uddannelsesaktiviteter der indgår med deltagerbetalingen for de enkelte dele. Institutionen skal ved udbud og markedsføring samtidig sikre, at kursister og virksomheder, der alene har behov for enkelte af uddannelserne i det samlede uddannelseskoncept, kan få deres uddannelsesønske imødekommet på institutionen eller på en anden nært liggende institution inden for en rimelig tid.
Stk. 6. Markedsføring af individuel kompetencevurdering skal ske i forhold til målgruppen for vurderingen, og formålet med vurderingen skal fremgå af institutionens hjemmeside.
Stk. 7. Ved markedsføring af enkeltfag skal det oplyses, på hvilket eller hvilke sprog undervisningen foregår, hvis uddannelsesaktiviteten afholdes på andre sprog end dansk, eller med en kombination af dansk og andre sprog.
Stk. 8. Markedsføring med kort tekst, såsom radio- og tv-reklamer, webbannere og plakater, hvor uddybende information i væsentlig grad vil hæmme effekten, er ikke omfattet af stk. 3, 2-3. pkt., og stk. 7. Det forudsættes, at tiltaget identificerer aktiviteten klart som enkeltfag uden sammenblanding med anden aktivitet og henviser modtageren af budskabet til andet medie, som opfylder kravene i stk. 3, 2-3. pkt., og stk. 7.
Stk. 9. For så vidt angår markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelser finder § 20, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. anvendelse. Det samme gælder for enkeltfag, når disse er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Kapitel 3 – Adgangskrav, indskrivning og frister
§ 6. Uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra adgangskravene, hvis ansøgeren skønnes at have de nødvendige faglige forudsætninger.
§ 7. Ved tilmelding til uddannelsesaktiviteter, hvor der opkræves fuld deltagerbetaling eller forhøjet deltagerbetaling, jf. § 8, stk. 4 og 6, i ÅU-loven, skal kursisterne oplyse, om de har en videregående uddannelse og om de modtager efterløn eller en aldersbetinget pension.
Stk. 2. Kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, skal oplyse om omfanget af kursistens tilknytning til arbejdsmarkedet.
§ 8. Indskrivningen til åben uddannelse sker til et enkeltfag, et undervisningsforløb eller en uddannelse med dertil hørende prøver eller lignende. Har en uddannelsesinstitution igangsat et samlet undervisningsforløb eller en uddannelse, har kursisten ret til at afslutte det påbegyndte forløb eller uddannelsen inden for det annoncerede tilrettelæggelsestidspunkt (begyndelses- og afslutningstidspunkt).
Stk. 2. Kursister kan indskrive sig til flere deltidsuddannelser, enkeltfag og korte kurser samtidig.
Stk. 3. Kursister ved en heltidsuddannelse kan ikke samtidig indskrive sig til et enkeltfag, der er en del af heltidsuddannelsen.
Stk. 4. Institutionen kan fastsætte, hvor lang tid kursisten må vente med at gå til prøver m.v. i et fag, efter at undervisning i faget er afsluttet.
§ 9. Kan uddannelsesinstitutionen af kapacitetsmæssige årsager ikke optage alle rettidigt tilmeldte ansøgere, skal optagelse ske efter kriterier, der på forhånd er fastsat af institutionen. Institutionen må alene anvende fagligt relevante kriterier samt tilmeldingstidspunkt som udvælgelseskriterier. Kriterierne skal være offentligt tilgængelige fra det tidspunkt, hvor institutionen annoncerer den pågældende uddannelsesaktivitet.
§ 10. Uddannelsesinstitutionen fastsætter frister for ansøgning om indskrivning og ved uddannelsesaktiviteter, hvor der er krav om betaling for deltagelse i undervisning, frister for betaling for deltagelse i undervisningen, jf. dog § 19, stk. 1.
§ 11. Uddannelsesinstitutionen kan efter ansøgningsfristens udløb undlade at igangsætte udbudt undervisning på grund af ringe søgning eller særlige omstændigheder, hvis der er taget forbehold herom ved annonceringen, jf. dog § 8, stk. 1.
Kapitel 4 – Digital og manuel tilmelding m.v.
§ 12. Selvstændige erhvervsdrivende og arbejdsgivere, der tilmelder ansatte til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse eller individuel kompetencevurdering efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., skal foretage digital tilmelding via portalen www.efteruddannelse.dk til uddannelsesaktiviteter, der fremgår af portalen, jf. dog § 13, stk. 3. Der bruges digital signatur ved tilmeldingen. Digital tilmelding efter 1. pkt. gælder dog ikke tilmelding af ansatte med en videregående uddannelse.
Stk. 2. Ved digital tilmelding skal afgørelser og meddelelser om tilmeldingen kunne modtages i digital form.
Stk. 3. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling kan i særlige tilfælde og på grundlag af en konkret, skriftlig ansøgning dispensere fra kravet om obligatorisk digital tilmelding efter denne bestemmelse.
§ 13. Tilmelding af deltagere, der ikke er omfattet af § 12, til uddannelsesaktiviteter på www.efteruddannelse.dk sker manuelt. Tilmelding kan dog ske digitalt, hvis den digitale tilmeldingsmulighed fremgår for uddannelsesaktiviteten og for gruppen af deltagere på www.efteruddannelse.dk, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Alle deltagere kan anvende www.efteruddannelse.dk til informationssøgning om uddannelsesaktiviteter omfattet af portalen og oplysninger om proceduren for tilmelding m.v.
Stk. 3. Deltagere på arbejdsmarkedsuddannelser, der er omfattet af § 23, tilmelder sig uddannelsen ved henvendelse til den pågældende uddannelsesinstitution.
Stk. 4. Tilmelding af deltagere omfattet af § 12, stk. 1, 3. pkt., sker ved henvendelse til den pågældende uddannelsesinstitution.
Informations- og vejledningspligt ved digital tilmelding
§ 14. Uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelser eller enkeltfag, jf. § 12, som er omfattet af digital tilmelding, skal informere om den digitale tilmelding og om betingelserne for deltagelse på deres hjemmeside.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutionerne, jf. stk. 1, yder den fornødne vejledning og bistand i forbindelse med den digitale tilmelding.
Ansøgningsskema ved digital tilmelding
§ 15. Den digitale tilmelding skal foretages på det digitale ansøgningsskema, der fremgår af www.efteruddannelse.dk, og tilmeldingen skal indeholde oplysninger om:
1) ansøgers navn, adresse, kontaktoplysninger og personnummer, og
2) den arbejdsmarkedsuddannelse, eller enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse eller den uddannelse, som tilmeldingen sker til, herunder uddannelsens omfang og varighed.
Stk. 2. Den digitale tilmelding skal indeholde en erklæring om, at den tilmeldte ikke har en videregående uddannelse.
Frist for digital ansøgning
§ 16. En digital tilmelding er sket rettidig, hvis den er i overensstemmelse med § 15 og er registreret i www.efteruddannelse.dk senest den dag, der er fastsat som frist for tilmelding.
Kapitel 5 – Bevis, merit m.v.
§ 17. Kursisten har ret til at få udstedt bevis for beståede enkeltfag og til at få udstedt et samlet eksamensbevis for en uddannelse, hvis alle prøver, der indgår i uddannelsen, er bestået. Beviset udstedes af den uddannelsesinstitution, hvor den sidste prøve er aflagt, medmindre institutionerne aftaler andet, jf. dog stk. 2. Kursisten har ret til bevis for hvert bestået enkeltfag, hvor den pågældende forlader et længere sammensat forløb, en merituddannelse og lignende uden at have fuldført forløbet eller uddannelsen.
Stk. 2. For erhvervsuddannelser og grunduddannelse for voksne (GVU) udstedes beviset efter de almindelige regler for uddannelsen.
Stk. 3. Kursisten har ret til at få en beskrivelse af de korte kurser og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, som vedkommende har deltaget i. Beskrivelsen af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb udarbejdes af den eller de institutioner, der har afholdt de enkelte dele af uddannelsesforløbet.
§ 18. Indgår der praktik i en uddannelse, godkender uddannelsesinstitutionen, i hvilket omfang forudgående praktisk erhvervserfaring kan sidestilles med den foreskrevne praktik, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For erhvervsuddannelser og grunduddannelse for voksne (GVU) foretages godkendelsen efter reglerne for den pågældende uddannelse.
Kapitel 6 – Specielle tilskudsbetingelser
§ 19. Følgende betingelser om deltagerbetaling, annoncering m.v. skal være opfyldt for, at en uddannelsesinstitution kan få tilskud efter denne bekendtgørelse:
1) Deltagerbetalingen er betalt mindst en gang halvårligt inden for frister, der fastsættes af ministeren for børn, undervisning og ligestilling. For uddannelsesaktiviteter efter § 6, stk. 2, i ÅU-loven, hvor der er deltagerbetaling, jf. gældende regler herom, kan der dog højst opkræves deltagerbetaling for en periode frem til udgangen af et kalenderår.
2) Deltagerbetalingen er betalt med det fulde beløb for den periode, som deltagerbetalingen dækker. Dog kan tilsagn fra en offentlig myndighed eller Dansk Flygtningehjælp om betaling træde i stedet for betaling. Betaling skal ske senest en måned efter den i øvrigt fastsatte frist.
3) Deltagerbetalingen er den samme for alle deltagere i samme uddannelsesaktivitet, bortset fra tilfælde hvor der gives rabat til deltagere, der tilmelder sig flere enkeltfag.
4) Institutionen modtager ikke andre offentlige driftstilskud, bortset fra tilskud fra EU og Nordisk Råd, til samme uddannelsesaktivitet.
5) Uddannelsesaktiviteten er indberettet til Uddannelsesguiden www.ug.dk, bortset fra ledige pladser på en heltidsuddannelse, jf. § 2, stk. 4, i ÅU-loven.
6) Uddannelsesaktiviteten er markedsført i overensstemmelse med § 5. Betingelsen gælder uafhængigt af, hvem der forestår markedsføringen.
7) Oplysninger om planlagte uddannelsesaktiviteter skal fremgå af institutionens hjemmeside senest 8 dage inden aktiviteten starter. Hvis beslutning om aktivitetens gennemførelse træffes senere end 8 dage før start, skal oplysningerne fremgå af hjemmesiden dagen efter beslutningen og senest dagen inden aktivitetens start. Følgende skal fremgå af hjemmesiden:
a) Uddannelsesaktivitetens navn/benævnelse og eventuel uddannelseskode.
b) Afholdelsesform.
c) Sted.
d) Eventuel tilmeldingsfrist.
e) Begyndelses- og afslutningstidspunkt herunder tidspunkt for eventuel afsluttende eksamen/prøve.
f) Eventuelle optagelsesbetingelser.
g) Den uddannelsestid, der følger af bekendtgørelse, undervisningsplan eller lignende (normeret uddannelsestid) eller antallet af undervisningstimer for korte kurser.
h) Oplysning om fravigelse af den normerede uddannelsestid med oplysning om den uddannelsestid, der træder i stedet for denne og oplysning om de forudsætninger hos deltagerne, dette nødvendiggør. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige fra annonceringstidspunktet. Arbejdsmarkedsuddannelserne skal markedsføres med den normerede uddannelsestid.
i) Deltagerbetalingens størrelse.
j) For enkeltfagene oplysninger om i hvilken uddannelse enkeltfaget indgår.
Stk. 2. For uddannelsesaktiviteter nævnt i § 6, stk. 2, i ÅU-loven, hvor der i henhold til § 8, stk. 3, i ÅU-loven, opkræves deltagerbetaling, gælder reglerne i stk. 1, samt regler om deltagerbetaling fastsat i særskilt bekendtgørelse i medfør af § 8, stk. 5, i ÅU-loven.
Stk. 3. I tilfælde, hvor ministeren for børn, undervisning og ligestilling har bestemt, at korte kurser kan forbeholdes kursusdeltagere fra enkelte institutioner m.v., jf. § 3, stk. 6, 2. pkt., i ÅU-loven, gælder stk. 1, nr. 5-7 ikke.
Stk. 4. Ministeren for børn, undervisning og ligestilling kan kræve dokumentation for antallet af betalende deltagere på:
1) åben uddannelse og arbejdsmarkedsuddannelser m.v.,
2) uddannelseselementer, der indgår i GVU, og
3) individuel kompetencevurdering.
Stk. 5. For uddannelsesaktiviteter nævnt i § 6, stk. 2, i ÅU-loven, hvor der ikke i henhold til § 8, stk. 3, i ÅU-loven, opkræves deltagerbetaling, kan der kræves dokumentation for antallet af ressourceudløsende deltagere efter retningslinjer, der fastsættes af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Stk. 6. En institution kan ikke få tilskud til egne ansattes deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Stk. 7. En institution kan ikke få tilskud til undervisning af ansatte i det firma, der varetager undervisningen på grundlag af udlægning eller udlicitering.
§ 19 a Til undervisning efter § 6, stk. 2, i lov om åben uddannelser (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. der finder sted i en virksomhed eller lignende, i hvilken alle eller et ikke uvæsentligt antal af deltagerne i den pågældende undervisning er ansat, ydes der ikke tilskud, hvis undervisningen varetages af lærere, der også er ansat i den pågældende virksomhed, eller der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnet til at vække tvivl om den pågældende lærers upartiskhed i forhold til virksomheden, jf. herved kapitel 2 i forvaltningsloven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan uanset stk. 1 undtagelsesvis og under helt særlige omstændigheder efter konkret ansøgning fra et efteruddannelsesudvalg godkende, at en uddannelse kan gennemføres som virksomhedsforelagt undervisning med ordinært tilskud. Ved helt særlige tilfælde forstås, at
1) gennemførelsen af undervisningen forudsætter helt særlige fysiske rammer, adgangsforhold eller helt særligt omkostningstungt udstyr og/eller, at
2) helt særlige sikkerheds-, kompetence- eller forsikringsmæssige krav gør, at uddannelsen udelukkende kan varetages af personer, som er ansat i den virksomhed, hvor undervisningen afholdes.
§ 20. For gennemførelse af individuel kompetencevurdering gælder reglerne i § 19 tilsvarende, medmindre de pågældende personer er undtaget fra deltagerbetaling efter § 8, stk. 1, i ÅU-loven.
Stk. 2. Ved gennemførelse af individuel kompetencevurdering uden deltagerbetaling gælder reglerne i §§ 19, stk. 1, nr. 4-6, stk. 5-6 og 19 a tilsvarende.
Kapitel 7 – Andre tilskudsregler
§ 21. Antallet af årselever, jf. § 6, i ÅU-loven, beregnes ud fra antallet af betalende deltagere i uddannelsesaktiviteterne. For uddannelsesaktiviteter nævnt i § 6, stk. 2, i ÅU-loven, hvor der ikke i henhold til § 8, stk. 3, i ÅU-loven, opkræves deltagerbetaling, opgøres antallet af årselever på basis af antallet af deltagere i uddannelsesaktiviteten efter retningslinjer, der er fastsat i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings IEU-instruks. For arbejdsmarkedsuddannelser og individuel kompetencevurdering efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., gælder de i 2. pkt. nævnte retningslinjer for opgørelse af antallet af årselever tillige, uanset om der opkræves deltagerbetaling i henhold til § 8, stk. 3, i ÅU-loven.
Stk. 2. Ved uddannelsesaktiviteter, der har en normeret uddannelsestid og hvor der er deltagerbetaling, er en årselev en elev, der har betalt for uddannelsesaktiviteter med et omfang på et års heltidsuddannelse.
Stk. 3. Hvis uddannelsesaktiviteter, der har en normeret uddannelsestid, tilrettelægges på en tid, der er kortere end den normerede uddannelsestid, jf. § 1, stk. 5, 2. pkt., opgøres en årselev ud fra forholdet mellem tilrettelæggelsestiden og den normerede uddannelsestid. Hvis arbejdsmarkedsuddannelser efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. afkortes til en varighed, der er kortere end den fastsatte normerede varighed, jf. § 7, stk. 2, jf. § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., opgøres en årselev ud fra forholdet mellem den faktiske varighed og den fastsatte normerede varighed. Det samme gælder, når uddannelsesaktiviteter nævnt i 1. og 2. pkt. indgår i særligt tilrettelagte forløb.
Stk. 4. Ved uddannelse efter § 3, stk. 2, er en årselev en elev, der har betalt for undervisning i 1200 undervisningstimer af mindst 45 minutters varighed.
Stk. 5. For tilskud til uddannelseselementer, der indgår i grundlæggende voksenuddannelse (GVU), fastsættes der på de årlige finanslove takster for de enkelte uddannelseselementer til dækning eller delvis dækning af udgifterne, jf. § 6, stk. 9, i ÅU-loven. Tilskud til uddannelsesplaner ved GVU indbefatter den forudgående kompetencevurdering.
Stk. 6. Tilskud til individuel kompetencevurdering i forhold til uddannelsesaktiviteter nævnt i § 6, stk. 3, i ÅU-loven, hvor der ikke i henhold til § 8, stk. 1, i ÅU-loven, opkræves deltagerbetaling, fastsættes på de årlige finanslove.
§ 22. Tilskud efter ÅU-loven skal indgå i uddannelsesinstitutionens regnskab og revideres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik efter de regler, der i øvrigt gælder for revision af institutionen.
Stk. 2. For uddannelsesinstitutioner, der får tilskud efter ÅU-loven, skal institutionens revisor kontrollere, at institutionens oplysninger om det antal årselever, der ligger til grund for tilskudsberegningen, er rigtige.
Kapitel 8 – Deltagere med bopæl eller beskæftigelse i Grønland eller på Færøerne
§ 23. For deltagere på arbejdsmarkedsuddannelser optaget efter § 10 a, stk. 3, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, opkræver uddannelsesinstitutionerne fuld deltagerbetaling.
Stk. 2. Ved fuld deltagerbetaling forstås:
1) deltagerbetaling som fastsat på finansloven for den pågældende uddannelse,
2) det for uddannelsens gældende tilskudsniveau, der er fastsat efter de takster, der fremgår af finansloven for de pågældende arbejdsmarkedsuddannelser i de pågældende år for de pågældende institutioner, og
3) eventuel betaling efter § 8 a, stk. 2, i ÅU-loven, for en særlig tilrettelæggelses- og afholdelsesform. Betaling sker efter takster inklusive moms.
Stk. 3. Deltagerbetaling og enhedstaksterne offentliggøres i et takstkatalog, der findes på Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings hjemmeside på www.uvm.dk/takst.
Stk. 4. For deltagere optaget efter stk. 1, er betalingsfristen senest 1 uge inden kursusstart, medmindre tidligere betalingsfrist er aftalt. Reglerne for deltagerbetaling, som fastsat i §§ 8 a, 10 a og 10 b, i ÅU-loven, gælder for deltagere omfattet af stk. 1.
Stk. 5. Uddannelsesinstitutionerne kan tilbyde kost og logi til deltagere nævnt i stk 1, efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed.
Kapitel 9 – Klage
§ 24. Klager over uddannelsesinstitutionens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan for så vidt angår retlige spørgsmål indbringes for ministeren for børn, undervisning og ligestilling af den, som afgørelsen vedrører.
Stk. 2. Klagen indgives til institutionen senest 2 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagen ikke tages til følge af institutionen, og klageren fastholder klagen, videresender institutionen klagen til ministeren for børn, undervisning og ligestilling. Institutionen skal give ministeren de nødvendige oplysninger til behandling af sagen.
Kapitel 10 – Ikrafttræden m.v.
§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2015.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1543 af 27. december 2009 om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v. ophæves.
Noter
§ 19 og § 20 ændret og § 19 a indsat 1/12 2020 ved bek. nr. 1617 af 13/11 2020.