Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Bekendtgørelse om åben uddannelse på videregående niveau

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens bekendtgørelse nr. 837 af 6/7 2015 ændret ved:

bekendtgørelse nr. 1281 af 12/11 2018,

bekendtgørelse nr. 235 af 12/3 2019,

bekendtgørelse nr. 1243 af 24/8 2020,

bekendtgørelse nr. 2144 af 24/11 2021,

bekendtgørelse nr. 477 af 24/4 2022.

I medfør af § 2, stk. 2, 8, 9 og 12, § 2 a, § 3, stk. 3 og 4, § 3 a, § 6, stk. 7, 10 og 12, § 8, stk. 5 og 7, og § 18, stk. 2 og 3, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 814 af 21. juni 2018, fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Område og tilrettelæggelse

Kompetencegivende uddannelse

§ 1. Åben uddannelse skal følge reglerne for de enkelte deltids- og heltidsuddannelser og reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Praktik, der indgår i en uddannelse, kan alene udbydes som åben uddannelse, hvis uddannelses- og forskningsministeren godkender det.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger undervisningen inden for rammerne af de almindelige regler, der er nævnt i stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Årsværksnormeringen (arbejdsindsats) for et enkeltfag skal være den samme som årsværksnormeringen for uddannelseselementet eller modulet, der følger af uddannelsesbekendtgørelsen eller studieordningen for den enkelte deltidsuddannelse eller heltidsuddannelse. Institutionen kan dog tilrettelægge et enkeltfag for deltagere med særlige forudsætninger med en mindre årsværksbelastning end årsværksnormeringen.

Fagspecifikke kurser

§ 2. Fagspecifikke kurser er erhvervsrettede undervisningsforløb, som uddannelsesinstitutionen fastlægger på basis af de videregående kompetencegivende heltids- eller deltidsuddannelser, som institutionen er godkendt til at udbyde, og som den modtager tilskud til. Kurserne skal bygge på elementer, som indgår i disse uddannelser. Et kursus skal vare mindst 30 undervisningstimer fordelt over mindst 5 undervisningsdage. Kurset må højst vare 120 undervisningstimer af mindst 45 minutters varighed.

Stk. 2. Fagspecifikke kurser skal være beskrevet i en kursusplan med angivelse af kursets mål, indhold, antal undervisningstimer og forudsætninger for deltagelse i kurset samt udvælgelseskriterier i tilfælde af, at institutionen ikke vil kunne optage alle ansøgere.

Stk. 3. Fagspecifikke kurser skal afholdes i Danmark. Dog kan professionshøjskoler afholde fagspecifikke kurser for lærere i folkeskolen på Færøerne, i Grønland og i Sydslesvig.

Korte kurser

§ 3. Korte kurser er erhvervsrettede undervisningsforløb, der skal ligge inden for uddannelsesinstitutionens faglige kompetenceområde. Kurserne kan tilrettelægges på heltid og deltid. Et kursus skal vare mindst 30 undervisningstimer fordelt over mindst 5 undervisningsdage. Kurset må højst vare 240 undervisningstimer af mindst 45 minutters varighed.

Stk. 2. Korte kurser skal være beskrevet i en kursusplan med angivelse af kursets mål, indhold, antal undervisningstimer og forudsætninger for deltagelse i kurset samt udvælgelseskriterier i tilfælde af, at institutionen ikke vil kunne optage alle ansøgere.

Stk. 3. Korte kurser skal afholdes i Danmark.

Stk. 4. Korte kurser udbydes som indtægtsdækket virksomhed medmindre andet bestemmes på de årlige finanslove.

Individuel kompetencevurdering

§ 4. Bekendtgørelsen omfatter tilskud til individuel kompetencevurdering, der følger reglerne i § 15 a i lov om videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

Til toppen

Kapitel 2 – Markedsføring

§ 5. Markedsføring af åben uddannelse skal ske i forhold til de målgrupper, som uddannelsesaktiviteterne er udviklet til, og i forhold til uddannelsesaktiviteternes mål, i det omfang der er tale om kompetencegivende uddannelse.

Stk. 2. Markedsføringen skal angive uddannelsesaktivitetens art, jf. § 2, stk. 1, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. For enkeltfag skal det oplyses, i hvilken uddannelse enkeltfaget indgår.

Stk. 3. Markedsføringen må ikke gennem valg af ord, billeder eller medium sigte mod anvendelse i en ikkearbejdsmarkedsmæssig sammenhæng eller i øvrigt være egnet til at vildlede om uddannelsesaktivitetens mål og indhold. Kompetencegivende uddannelser og enkeltfag herfra skal markedsføres med den betegnelse som fremgår af uddannelsesbekendtgørelsen eller studieordningen.

Stk. 4. En tilskudsberettiget uddannelsesaktivitet må ikke markedsføres som en del af et samlet uddannelseskoncept, hvor der indgår salg af aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 5. Når flere tilskudsberettigede uddannelsesaktiviteter markedsføres som et samlet uddannelseskoncept, skal det fremgå, hvilke uddannelsesaktiviteter der indgår med deltagerbetalingen for de enkelte dele. Institutionen skal ved udbud og markedsføring efter stk. 1 samtidig sikre, at uddannelsessøgende og virksomheder, der alene har behov for enkelte af uddannelserne i det samlede uddannelseskoncept, kan få deres uddannelsesønske imødekommet på institutionen eller på en anden nært beliggende institution inden for en rimelig tid.

Stk. 6. Markedsføring af individuel kompetencevurdering skal ske i forhold til målgruppen for vurderingen, og formålet med vurderingen skal fremgå af institutionens hjemmeside.

Til toppen

Kapitel 3 – Adgangskrav, indskrivning og frister

§ 6. Uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra adgangskravene, hvis ansøgeren skønnes at have de nødvendige faglige forudsætninger.

§ 7. Indskrivningen til åben uddannelse sker til et enkeltfag, et undervisningsforløb eller en uddannelse med dertil hørende prøver el.lign. Har en uddannelsesinstitution igangsat et samlet undervisningsforløb eller en uddannelse, har den uddannelsessøgende ret til at afslutte det påbegyndte forløb eller uddannelsen inden for det annoncerede tilrettelæggelsestidspunkt (begyndelses- og afslutningstidspunkt).

Stk. 2. Uddannelsessøgende kan indskrive sig til flere deltidsuddannelser, enkeltfag, korte kurser og fagspecifikke kurser samtidig.

Stk. 3. Uddannelsessøgende ved en heltidsuddannelse kan ikke samtidig indskrive sig til et enkeltfag, der er en del af heltidsuddannelsen.

Stk. 4. Institutionen kan fastsætte, hvor lang tid den uddannelsessøgende må vente med at gå til prøver m.v. i et fag, efter at undervisning i faget er afsluttet.

§ 8. Kan uddannelsesinstitutionen af kapacitetsmæssige årsager ikke optage alle rettidigt tilmeldte ansøgere, skal optagelse ske efter kriterier, der på forhånd er fastsat af institutionen. Institutionen må alene anvende fagligt relevante kriterier samt tilmeldingstidspunkt som udvælgelseskriterier. Kriterierne skal være offentligt tilgængelige fra det tidspunkt, hvor institutionen annoncerer den pågældende uddannelsesaktivitet.

§ 9. Uddannelsesinstitutionen fastsætter frister for ansøgning om indskrivning og ved uddannelsesaktiviteter, hvor der er krav om betaling for deltagelse i undervisning, frister for betaling for deltagelse i undervisningen, jf. dog § 12, stk. 1.

§ 10. Uddannelsesinstitutionen kan efter ansøgningsfristens udløb undlade at igangsætte udbudt undervisning på grund af ringe søgning eller særlige omstændigheder, hvis der er taget forbehold herom ved annonceringen, jf. dog § 7, stk. 1.

Til toppen

Kapitel 4 – Bevis, merit m.v.

§ 11. Den uddannelsessøgende har ret til at få udstedt bevis for beståede enkeltfag og til at få udstedt et samlet eksamensbevis for en uddannelse, hvis alle prøver, der indgår i uddannelsen, er bestået. Beviset udstedes af den uddannelsesinstitution, hvor den sidste prøve er aflagt, medmindre institutionerne aftaler andet. Den uddannelsessøgende har ret til bevis for hvert bestået enkeltfag, hvor den pågældende forlader et længere sammensat forløb, en merituddannelse og lign. uden at have fuldført forløbet eller uddannelsen.

Stk. 2. Den uddannelsessøgende har ret til at få en beskrivelse af de korte kurser og fagspecifikke kurser, som vedkommende har deltaget i. Den uddannelsessøgende har ret til at få udstedt en deklaration af det fagspecifikke kursus, som vedkommende har deltaget i. Uddannelsesinstitutionen informerer om muligheden herfor. Deklarationen udfærdiges efter bekendtgørelsens bilag 1.

Til toppen

Kapitel 5 – Specielle tilskudsbetingelser

§ 12. Følgende betingelser om deltagerbetaling, annoncering m.v. skal være opfyldt, for at en uddannelsesinstitution kan få tilskud efter denne bekendtgørelse:

1) Deltagerbetalingen er betalt mindst en gang halvårligt inden for frister, der fastsættes af uddannelses- og forskningsministeren.

2) Deltagerbetalingen er betalt med det fulde beløb for den periode, som deltagerbetalingen dækker. Dog kan tilsagn fra en offentlig myndighed om betaling og lign. træde i stedet for betaling. Betaling skal ske senest en måned efter den i øvrigt fastsatte frist.

3) Deltagerbetalingen er den samme for alle deltagere i samme uddannelsesaktivitet, bortset fra tilfælde hvor der gives rabat til deltagere, der tilmelder sig flere enkeltfag.

4) Institutionen modtager ikke andre offentlige driftstilskud, bortset fra tilskud fra EU og Nordisk Råd, til samme uddannelsesaktivitet.

5) Uddannelsesaktiviteten er indberettet til Uddannelsesguiden www.ug.dk, bortset fra ledige pladser på en heltidsuddannelse, jf. lov om åben udannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. § 2, stk. 4.

6) Uddannelsesaktiviteten er markedsført i overensstemmelse med § 5. Betingelsen gælder uafhængigt af, hvem der forestår markedsføringen.

7) Oplysninger om planlagte uddannelsesaktiviteter skal fremgå af institutionens hjemmeside senest 8 dage, inden aktiviteten starter. Hvis beslutning om aktivitetens gennemførelse træffes senere end 8 dage før start, skal oplysningerne fremgå af hjemmesiden dagen efter beslutningen og senest dagen inden aktivitetens start. Følgende skal fremgå af hjemmesiden:

a) Uddannelsesaktivitetens navn, benævnelse og eventuel uddannelseskode.

b) Afholdelsesform.

c) Sted.

d) Eventuel tilmeldingsfrist.

e) Begyndelses- og afslutningstidspunkt herunder tidspunkt for en eventuel afsluttende eksamen eller prøve.

f) Eventuelle optagelsesbetingelser.

g) Den uddannelsestid, der følger af bekendtgørelse, studieordning el.lign. (arbejdsbelastning opgjort i ECTS-points) eller antallet af undervisningstimer for korte kurser og fagspecifikke kurser.

h) Oplysning om fravigelse af årsværksnormeringen med oplysning om den årsværksnormering, der træder i stedet for denne og oplysning om de forudsætninger hos deltagerne, dette nødvendiggør. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige fra annonceringstidspunktet.

i) Deltagerbetalingens størrelse.

j) For enkeltfag oplysninger om i hvilke uddannelse enkeltfaget indgår.

Stk. 2. For uddannelseselementer, der indgår i fleksible forløb under videreuddannelsessystemet for voksne, og som er omfattet af § 6, stk. 9, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. gælder reglerne i stk. 1, nr. 5-7, ikke.

Stk. 3. Hvis uddannelses- og forskningsministeren har bestemt, at korte kurser kan forbeholdes kursusdeltagere fra enkelte institutioner m.v., jf. § 3, stk. 6, 2. pkt., i lov om åben uddannelse (voksenuddannelse) m.v., gælder stk. 1, nr. 5-7, ikke.

Stk. 4. Uddannelses- og forskningsministeren kan kræve dokumentation for antallet af betalende deltagere på

1) åben uddannelse,

2) supplerende uddannelsesaktivitet, jf. § 2, stk. 2,

3) fleksible forløb under videreuddannelsessystemet for voksne og

4) individuel kompetencevurdering.

Stk. 5. En institution kan ikke få tilskud til egne ansattes deltagelse i fagspecifikke kurser.

Stk. 6. En institution kan ikke få tilskud til undervisning af ansatte i det firma, der varetager undervisningen på grundlag af udlicitering.

Stk. 7. Tilskud til fagspecifikke kurser udbetales for højst 30 undervisningstimer af mindst 45 minutters varighed pr. 5 undervisningsdage.

Stk. 8. En institution kan ikke modtage tilskud eller opkræve deltagerbetaling for institutionens udbud af enkeltfag, der indgår i erhvervsrettede videregående heltidsuddannelser, når enkeltfaget gennemføres af talentfulde unge fra ungdomsuddannelser.

§ 12 a. Udenlandske studerende på videregående uddannelser kan kun indgå i beregningen af tilskud, hvis de

1) er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, eller er meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en udlænding med opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2,

2) er udvekslet med danske studerende efter aftale mellem institutionen og en institution i udlandet,

3) efter EU-retten, herunder EØS-aftalen, eller internationale aftaler, som Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere,

4) har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m som medfølgende barn til en udlænding, der har opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse m.v., jf. udlændingelovens § 9 a,

5) er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., eller

6) er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Stk. 2. Institutionens udbud af videregående uddannelse til andre udenlandske studerende end dem, der er nævnt i stk. 1, sker mod fuld deltagerbetaling. Dette gælder tillige for udenlandske studerende, der er meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark. Institutionen udarbejder beregningsgrundlag og fastsætter deltagerbetalingen, der mindst skal dække omkostningerne.

Stk. 3. En udenlandsk studerende, der er blevet optaget på en uddannelse ved institutionen på baggrund af stk. 1, nr. 4, vil stadig udløse tilskud til færdiggørelsen af den pågældende uddannelse, selv om den studerendes forælders opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a bortfalder.

§ 13. For gennemførelse af individuel kompetencevurdering gælder reglerne i § 12 tilsvarende, med mindre vurderingen foretages efter lov om videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne og angår personer med uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau, jf. lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. § 8, stk. 1.

Stk. 2. Ved gennemførelse af individuel kompetencevurdering uden deltagerbetaling gælder reglerne i § 12, stk. 1, nr. 4-6, og stk. 5 tilsvarende.

Til toppen

Kapitel 6 – Andre tilskudsregler

§ 14. Antallet af årsstuderende, jf. § 6 i lov om åben uddannelse (voksenuddannelse) m.v., beregnes ud fra antallet af betalende deltagere i uddannelsesaktiviteterne.

Stk. 2. Ved uddannelsesaktiviteter, der har en årsværksnormering, og hvor der er deltagerbetaling, er en årsstuderende en studerende, der har betalt for uddannelsesaktiviteter med et omfang på et års heltidsuddannelse.

Stk. 3. Hvis uddannelsesaktiviteter tilrettelægges med en mindre årsværksbelastning end årsværksnormeringen, jf. § 1, stk. 5, 3. pkt., opgøres en årsstuderende ud fra forholdet mellem årsværksbelastningen og årsværksnormeringen.

Stk. 4. Ved fagspecifikke kurser er en årsstuderende en studerende, der har betalt for undervisning i 1200 undervisningstimer af mindst 45 minutters varighed.

Stk. 5. Når fagspecifikke kurser udbydes som fjernundervisning, fastsætter uddannelses- og forskningsministeren, hvordan årsstuderende opgøres, før uddannelsesaktiviteten begynder.

Stk. 6. For tilskud til uddannelseselementer, der indgår i fleksible forløb under videreuddannelsessystemet for voksne, fastsættes der på de årlige finanslove takster for de enkelte uddannelseselementer til dækning eller delvis dækning af udgifterne, jf. § 6, stk. 9, i lov om åben uddannelse (voksenuddannelse) m.v.

Stk. 7. Tilskud til individuel kompetenceafklaring i forhold til videregående voksen- og efteruddannelser fastsættes på de årlige finanslove til delvis dækning af udgifterne for personer med uddannelse over erhvervsuddannelsesniveau.

§ 15. Tilskud efter lov om åben uddannelse (voksenuddannelse) m.v. skal indgå i uddannelsesinstitutionens regnskab og revideres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik efter de regler, der i øvrigt gælder for revision af institutionen.

Stk. 2. For uddannelsesinstitutioner, der får tilskud efter lov om åben uddannelse (voksenuddannelse) m.v., skal institutionens revisor kontrollere, at institutionens oplysninger om det antal årsstuderende, der ligger til grund for tilskudsberegningen, er rigtige. Dette gælder dog ikke uddannelsesinstitutioner, der alene revideres af Rigsrevisionen.

Til toppen

Kapitel 7 – Klage

§ 16. Klager over uddannelsesinstitutionens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan for så vidt angår retlige spørgsmål indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen af den, som afgørelsen vedrører.

Stk. 2. Klagen indgives til institutionen senest 2 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagen ikke tages til følge af institutionen, og klageren fastholder klagen, videresender institutionen klagen til styrelsen ledsaget af institutionens udtalelse. Institutionen skal give styrelsen de nødvendige oplysninger til behandling af sagen.

Stk. 3. Styrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Til toppen

Kapitel 8 – Ikrafttræden

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2015.

Til toppen

Bilag 1 – Deklaration af fagspecifikt kursus

 

 

 

 

Kursets titel

 

 

 

 

 

Dato for afviklingen af kurset

 

 

 

 

 

Kort beskrivelse af kursets indhold

 

 

 

 

 

Læringsmål for kurset

 

 

 

 

 

Litteratur anvendt på kurset

 

 

 

 

 

Antal undervisningstimer

 

 

 

 

 

Kursets anslåede normering i ECTS-point

 

(Udbyderens vurdering af, hvor mange ECTS-point, det fagspecifikke kursus svarer til)

 

 

 

Forudsætninger for deltagelse

 

 

 

 

 

Hvilke elementer af eksisterende uddannelse(r), det fagspecifikke kursus er baseret på

 

 

 

 

 

Beskrivelse af eventuel prøve, eksamen eller dokumentation for aktiv kursusdeltagelse

 

 

 

 

 

 

 

 

Deklarationen udleveres til personen, der har gennemført det fagspecifikke kursus. Deklarationen kan anvendes ved senere merit- eller kompetencevurderinger på en dansk videregående uddannelsesinstitution.

Til toppen

Noter

§ 12 a ændret 1/5 2022 ved bek. nr. 477 af 24/4 2022.

§ 12 a og § 16 ændret 1/12 2021 ved bek. nr. 2144 af 24/11 2021.

§ 11 og bilag 1 ændret 1/9 2020 ved bek. nr. 1243 af 24/8 2020.

§ 12 a ændret 18/3 2019 ved bek. 235 af 12/3 2019.

Indledningen ændret og § 12 a indsat 1/1 2019 ved bek. nr. 1281 af 12/11 2018.

Til toppen