Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontantydelse, herunder under ophold i et andet EU/EØS-land

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 708 af 27/5 2015.

I medfør af § 10, stk. 7, i lov nr 174 af 24. februar 2015 om kontantydelse fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Område og begreber

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter personer, der modtager kontantydelse, herunder supplerende kontantydelse, efter § 3 i lov om kontantydelse.

§ 2. Ved »rådighed« forstås i denne bekendtgørelse, at en person i hele perioden med kontantydelse står til rådighed for arbejde, herunder henvist arbejde og aktivt søger at udnytte sin ret til tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med henblik på at opnå beskæftigelse.

Til toppen

Kapitel 2 – Generelle rådighedsbetingelser

§ 3. En person, der modtager kontantydelse, skal for at stå til rådighed ved første henvendelse til kommunen om kontantydelse tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret, og kommunen skal sørge for, at det sker, jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Personen skal løbende bekræfte sin tilmelding som arbejdssøgende i jobcenteret efter de regler, der er fastsat herom i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf.

§ 4. En person, der modtager kontantydelse, skal hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende i jobcenteret lægge et cv ind i Jobnet for at stå til rådighed. Personen skal løbende ajourføre oplysningerne i Jobnet efter de regler, der følger af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Hvis der foreligger oplysninger fra en tidligere tilmelding som arbejdssøgende (cv), skal oplysningerne straks på ny gøres tilgængelige, hvis personen igen bliver tilmeldt som arbejdssøgende.

§ 5. En person, der modtager kontantydelse, skal kunne og ville overtage arbejde med dags varsel.

Stk. 2. Personen skal kunne overtage arbejde ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at personen er henvist til arbejdet af jobcenteret eller anden aktør, medmindre personen henvises til arbejdet med tiltrædelse samme dag.

Stk. 3. Personen skal kunne og ville møde til samtaler, tilbud m.v., jf. § 8, stk. 1, og § 10, stk. 1, dagen efter, at personen har modtaget indkaldelse hertil fra jobcenteret eller anden aktør.

Stk. 4. Personen skal kunne møde i tilbuddet 8 dage efter, at tilbuddet er gjort tilgængeligt digitalt via en jobplan på Jobnet. Tilbud, der er givet i forbindelse med en jobsamtale eller ved, at personen er gjort opmærksom på tilbuddets startdato på anden vis, f.eks. ved brev eller telefon, kan dog igangsættes på et tidligere tidspunkt.

§ 6. En person, der modtager kontantydelse, skal kunne overtage rimeligt arbejde med op til fuld sædvanlig arbejdstid.

Stk. 2. Rimeligt arbejde er alt arbejde, som den pågældende skønnes at kunne klare.

§ 7. En person, der modtager kontantydelse, skal som udgangspunkt kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid fra bopæl til arbejdssted på op til 3 timer med offentlige transportmidler. Efter 3 måneders sammenlagt ledighed skal personen kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer med offentlige transportmidler. I særlige tilfælde skal personen dog kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid fra bopæl til arbejdssted på op til 4 timer med offentlige transportmidler.

Stk. 2. Hvis personen bor i et område, hvor det er nødvendigt med længere transporttid end sædvanligt, må den pågældende acceptere denne transporttid.

Stk. 3. En person, der er mellem- eller højtuddannet, skal uanset daglig transporttid kunne overtage arbejde, hvis det er nødvendigt for at få ledige stillinger besat med kvalificeret arbejdskraft.

§ 8. En person, der modtager kontantydelse, skal møde til indkaldte

1) jobsamtaler i jobcenteret eller hos anden aktør, medmindre personen er fritaget for personligt at møde op til samtalerne i medfør af § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2) opfølgningssamtaler i kommunen samt

3) jobsamtaler som led i en sygeopfølgning, medmindre personen er fritaget for personligt at møde op til samtalerne i medfør af § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

Stk. 2. Hvis en person, der modtager kontantydelse, er fritaget for personligt at møde op til samtaler, jf. stk. 1, nr. 1 og 3, kan samtalerne dog holdes telefonisk, digitalt eller ved brev.

Stk. 3. Personen skal give meddelelse til jobcenteret, arbejdsgiveren eller anden aktør om sygdom i tilfælde, hvor den pågældende

1) har fået et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2) skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver eller

3) er indkaldt til en jobsamtale som led i en sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

Arbejdssøgning m.v., herunder under ophold i andet EU/EØS-land

§ 9. En person, som modtager kontantydelse, skal være aktivt arbejdssøgende. Personen skal søge rimeligt arbejde og skal så vidt muligt søge arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid og arbejde, der udbydes hele året.

Stk. 2. Personen skal søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende område.

Stk. 3. Personen skal efter krav fra jobcenteret eller anden aktør søge konkrete job.

Stk. 4. Personen skal overholde de aftaler, der fremgår af Jobnet, der er indgået med kommunen om, hvordan og inden for hvilke områder, den pågældende skal søge job.

§ 10. En person skal deltage i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, medmindre personen i medfør af § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ikke er forpligtet til at tage imod tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Stk. 2. En person, som modtager kontantydelse, og som deltager i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal kunne overtage arbejde, jf. §§ 5-7, og søge arbejde, jf. § 9, medmindre jobcenteret udtrykkeligt har fraveget kravet.

§ 11. En person kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om personen har borgerligt ombud eller andet erhverv i det offentliges interesse, som begrænser muligheden for at overtage arbejde.

§ 12. En person skal som udgangspunkt have bopæl og ophold i Danmark for at modtage kontantydelse. Dette gælder dog ikke for EU/EØS-borgere i det omfang, disse er berettiget til kontantydelse i op til 3 måneder under jobsøgning i et andet EU/EØS-land efter de regler, der gælder efter EF-forordning nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Stk. 2. Det er en betingelse for, at kommunen kan give tilladelse til, at en person kan modtage kontantydelse under ophold i et andet EU/EØS-land, jf. stk. 1, 2. pkt., at personen ikke er givet et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som begynder før eller samtidig med den anførte afrejsedag. Hvis der er planlagt et konkret tilbud m.v., som begynder efter den anførte afrejsedag, kan der kun gives ret til, at personen modtager kontantydelse under ophold i et andet EU/EØS-land, jf. stk. 1, 2. pkt., til og med dagen før tilbuddets påbegyndelse.

Til toppen

Kapitel 3 – Fritagelse for rådighedsforpligtelsen

§ 13. En person skal ikke stå til rådighed for arbejde, herunder henvist arbejde og tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis

1) tilbuddet ikke kan anses for rimeligt på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold,

2) personen ikke kan arbejde på grund af sygdom, eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis det hidtidige arbejde fortsættes,

3) afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører en urimelig belastning af den pågældende på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport, jf. § 7,

4) personen har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, § 9, § 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption,

5) personen er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed,

6) personen modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående eller efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel til pasning af alvorligt sygt barn,

7) personen aftjener værnepligt,

8) arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt,

9) arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel, eller

10) personen er fritaget fra rådighedsforpligtelsen som følge af, at personen er omfattet af en mindre intensiv indsats, jf. § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. En person, der er fritaget for rådighedsforpligtelsen efter stk. 1, nr. 2, 4 og 6-8, er fritaget, så længe fritagelsesgrunden varer. Er fritagelsesgrunden efter stk. 1 alene knyttet til det konkrete afgivne tilbud, skal personen fortsat være til rådighed for et andet tilbud.

Til toppen

Kapitel 4 – Rådighedsvurdering

§ 14. Jobcenteret skal undersøge og vurdere en persons rådighed, hvis der opstår tvivl om rådigheden, herunder hvis der er tvivl om, hvorvidt personen kan overtage arbejde, jf. §§ 5-7 eller er arbejdssøgende, jf. § 9. Jobcenteret skal konkret vurdere, om en person med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, herunder henvist arbejde og tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

§ 15. Jobcenteret skal endvidere vurdere rådigheden for en person, der modtager kontantydelse, hvis personen

1) afslår et arbejde, som personen er henvist til,

2) udebliver fra en jobsamtale i jobcenteret eller hos anden aktør,

3) undlader at give meddelelse til jobcenteret, en arbejdsgiver eller anden aktør om sygdom i tilfælde, hvor den pågældende skal møde til et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver,

4) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller anden aktør i tilfælde, hvor personen er indkaldt til en jobsamtale som led i en sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning, eller

5) afviser eller udebliver fra deltagelse i foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

§ 16. Ved vurderingen efter §§ 14 og 15 skal kommunen tage stilling til, om personen skal have en sanktion efter §§ 12-16 i lov om kontantydelse.

Stk. 2. Ved vurderingen skal kommunen endvidere sikre sig, at personen selv gør en indsats for at komme ud af sin ledighed ved bl.a. at søge arbejde og deltage i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Til toppen

Kapitel 5 – Oplysningspligt

§ 17. En person skal medvirke til sin sags oplysning. Modtager personen kontantydelse, skal personen oplyse om ændringer af betydning for hjælpen, jf. § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Personen skal, jf. stk. 1, bl.a. oplyse kommunen om

1) eventuelle begrænsninger i rådigheden for arbejdsmarkedet,

2) arbejdssøgning, eller

3) afslag på og ophør i arbejde, afslag på og ophør i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, samt om grunden til afslaget eller ophøret.

Stk. 3. For kommunens opfølgning, kommunens sagsbehandling og adgang til indhentelse af oplysninger gælder i øvrigt reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. samt lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til toppen

Kapitel 6 – Ikrafttræden

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2015.

Til toppen