Bekendtgørelse om revision af uddannelsesstedernes varetagelse af opgaver ved administration af statens voksenuddannelsesstøtte
Styrelsen for Videregående Uddannelsers bekendtgørelse nr. 1450 af 4/12 2015.
I medfør af § 21, stk. 6, i lov om statens voksenuddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 340 af 1. april 2015, fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1 – Indledende bestemmelser
§ 1. Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte de nærmere bestemmelser om revision af uddannelsesstedernes varetagelse af opgaver ved administration af statens voksenuddannnelsessstøtte (SVU).
Stk. 2. Ved SVU-administrator forstås i denne bekendtgørelse:
1) Voksenuddannelsescentre (VUC).
2) Professionshøjskolen Lillebælt, Professionshøjskolen VIA University College, Professionshøjskolen University College Nordjylland, Professionshøjskolen University College Syddanmark Esbjerg – Haderslev og Professionshøjskolen Metropol/ Metropolitan University College.
Stk. 3. Revisor skal efterprøve, om der er tilrettelagt en forsvarlig administration, der indebærer, at SVU-administrators opgaver varetages i overensstemmelse med den gældende lovgivning om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).
Stk. 4. Revisionen skal udføres af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor.
Kapitel 2 – Revisionens tilrettelæggelse og omfang
§ 2. Revisionen omfatter den løbende revision af SVU-administrators varetagelse af opgaver ved administrationen af SVU.
Stk. 2. Der foretages revision i årets løb, og revisor skal som led i denne påse, om de interne kontroller er betryggende, og at der foreligger ajourførte skriftlige forretningsbeskrivelser.
§ 3. Revisionen kan udføres ved stikprøver efter revisors skøn. Stikprøverne udvælges under hensyntagen til de etablerede forretningsgange samt omfanget af SVU-administrators interne kontrol.
Stk. 2. Revisor skal bl.a. kontrollere,
1) om der er etableret tilstrækkelige kontrolforanstaltninger om adgang og anvendelse af det administrative system (SVU-systemet),
2) om ansøgninger, breve m.v. er registreret korrekt med angivelse af modtagelsesdato, administrators navn og adresse samt administratorkode,
3) om SVU-administrator kontrollerer, at modtagne ansøgninger er korrekt udfyldt, inden oplysningerne registreres og frigives i SVU-systemet,
4) om ansøgningerne bliver registreret i SVU-systemet senest 8 dage efter en tilstrækkelig udfyldt ansøgning er modtaget,
5) om de oplysninger, der er registreret i SVU-systemet, er i overensstemmelse med de oplysninger, der følger af ansøgningssagen,
6) om meddelelser om uddannelsesophør m.v., der har betydning for støttetildelingen, hurtigst muligt bliver registreret i SVU-systemet, og
7) om udfyldte ansøgninger opbevares betryggende i 5 år.
§ 4. SVU-administrator skal give revisor de nødvendige oplysninger samt adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendig.
Stk. 2. Revisor skal have adgang til at foretage undersøgelser af SVU-administrators registreringer i SVU-systemet.
Stk. 3. SVU-administrator skal give revisor den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
§ 5. Bliver revisor opmærksom på overtrædelser af gældende lovgivning af væsentlig betydning for SVU-administrationen, skal revisor straks rapportere dette til SVU-administrator.
Stk. 2. Revisor skal påse, at SVU-administrator inden 3 uger kommenterer revisors rapport samt sender SVU-adminstrators kommentar, bilagt revisors rapport til Styrelsen for Videregående Uddannelser (styrelsen).
Stk. 3. Hvis SVU-administrator ikke overholder fristen, skal revisor omgående give styrelsen meddelelse herom.
Erklæringen
§ 6. Revisor udarbejder en erklæring med høj grad af sikkerhed om SVU-administrators opgavevaretagelse efter § 2 og § 3. Erklæringen affattes i overensstemmelse med § 16 i bekendtgørelse om godkendte revisorers erklæringer.
§ 7. Erklæringen, jf. § 6 sendes til SVU-administrator inden 15. april i året efter det år, som revisionen vedrører.
Stk. 2. SVU-administrator skal indsende en kopi af erklæringen til styrelsen senest 8 dage efter, at erklæringen er modtaget.
Kapitel 3 – Ikrafttræden
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 311 af 3. maj 2001 om forvaltningsrevision af de anerkendte arbejdsløshedskassers varetagelse af opgaver ved admnistration af statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) ophæves.