Bekendtgørelse om certificering af friplejeboligleverandører
Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 1169 af 30/9 2015.
I medfør af §§ 9 og 99 i lov om friplejeboliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1058 af 31. august 2015, og efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren fastsættes:
Kapitel 1 – Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen fastlægger krav til friplejeboligleverandører og fastsætter regler for indhold af og fremgangsmåde ved ansøgning om certifikation. Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler om klageadgang, bortfald og tilbagekaldelse af certifikationer.
Kapitel 2 – Definitioner
§ 2. Friplejeboligleverandøren er den fysiske eller juridiske person, der med certifikation driver friplejeboligvirksomhed.
§ 3. Den daglige leder er den fysiske person, der på vegne af friplejeboligleverandøren, når denne er en juridisk person, forestår den daglige ledelse.
§ 4. En certifikation som friplejeboligleverandør giver ret til at levere personlig og praktisk hjælp efter §§ 83 og 87 i lov om social service i tilknytning til drift og udlejning af friplejeboliger. En certifikation som friplejeboligleverandør kan endvidere give ret til at levere rehabiliteringsforløb efter § 83 a, socialpædagogisk bistand efter § 85, genoptræning efter § 86, ledsagelse efter § 97, særlig kontaktpersonordning for døvblinde efter § 98 og behandlingsmæssige tilbud efter § 102, jf. lov om social service.
Kapitel 3 – Betingelser for certifikation
§ 5. Friplejeboligleverandørvirksomheden skal udføres forsvarligt og som minimum i overensstemmelse med sædvanlig god praksis for plejeboligvirksomhed.
Stk. 2. Ansøger skal ved ansøgningen om certifikation sandsynliggøre, at dette vil ske. Desuden skal ansøger dokumentere, at kravene i §§ 7 og 9 i denne bekendtgørelse er opfyldt.
Organisationen
§ 6. Friplejeboligleverandørvirksomheder, der ikke er enkeltmandsvirksomheder, skal have en ansvarlig ledelse.
Stk. 2. Ledelsens sammensætning og en eventuel vedtægt skal fremsendes til Sundhedsstyrelsen, når oplysningerne foreligger.
Stk. 3. Ændringer i ledelsens sammensætning og vedtægten skal meddeles til Sundhedsstyrelsen inden 7 dage efter ændringens indtræden.
Økonomiske forhold
§ 7. Friplejeboligleverandøren skal være solvent og må ikke tidligere have haft økonomiske vanskeligheder i en grad, så dette sår tvivl om fremtidig forsvarlig friplejeboligleverandørvirksomhed.
Stk. 2. Ansøger må, på ansøgningstidspunktet, ikke være begæret taget under konkurs, likvidation, skifte, betalingsstandsning eller tvangsakkord uden for konkurs eller befinde sig i en lignende situation.
Stk. 3. Som dokumentation for solvens på ansøgningstidspunktet anses erklæring fra ansøgers pengeinstitut.
§ 8. Friplejeboligleverandøren må ikke have gæld til det offentlige.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen indhenter de nødvendige oplysninger om dette forhold til brug for behandlingen af ansøgningen om certifikation.
Strafbare forhold
§ 9. Friplejeboligleverandøren og ledelsen må ikke være straffet for et forhold, som er uforeneligt med at drive friplejeboligleverandørvirksomhed.
Stk. 2. Som dokumentation herfor anses straffeattest.
Faglige forhold
§ 10. Friplejeboligleverandøren må kun tilbyde de ydelser efter § 4, som certifikationen gælder.
Stk. 2. Ansøger skal ved ansøgningen oplyse, hvilke ydelser efter lov om social service, udover personlig og praktisk hjælp, certifikationen skal gælde.
Stk. 3. Ændringer i certifikationens gyldighedsområde forudsætter fornyet ansøgning.
§ 11. Kvaliteten af de ydelser, som certifikationen giver adgang til at levere, skal som minimum være af sædvanlig god standard for ydelserne. Ydelserne skal leveres i overensstemmelse med målsætningerne og kravene i lov om social service for de pågældende ydelser.
Stk. 2. Ansøger skal redegøre for, hvilken kvalitet i ydelserne der tilstræbes, og hvordan denne kvalitet sikres.
§ 12. Der skal være overensstemmelse mellem de ydelser, certifikationen giver adgang til at tilbyde, og personalets sammensætning.
Stk. 2. Ansøger skal ved ansøgningen redegøre for, hvordan leveringen af de ydelser, som certifikationen skal gælde, jf. § 11, påtænkes organiseret. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om ansøgers planer vedrørende
1) normering,
2) krav om uddannelses- og erhvervsmæssig baggrund for personalet og
3) efter- og videreuddannelse.
§ 13. Ansøger skal redegøre for et eventuelt værdigrundlag for virksomheden og for eventuelle overordnede principper, herunder pædagogiske principper, som skal gælde for friplejeboligvirksomheden.
§ 14. Ansøger skal redegøre for ansøgers og den eventuelle daglige leders uddannelse og hidtidige erfaring med de ydelser, som certifikationen skal gælde, og den målgruppe, som ydelserne er tiltænkt.
Administrative forhold
§ 15. Friplejeboligleverandøren skal sikre, at der indføres systematiserede kontrolsystemer, blandt andet til brug for kommunalbestyrelsens udførelse af tilsynet og myndighedsopgaver overfor beboerne.
Stk. 2. Ansøger skal redegøre for, hvilken journal- og registreringspraksis og hvilke kontrolsystemer der påtænkes indført.
§ 16. Friplejeboligleverandøren skal sørge for hensigtsmæssige administrative procedurer.
Stk. 2. Ansøger skal redegøre for, hvilken kvalitet i administrativ praksis der tilstræbes, og hvordan denne kvalitet sikres.
§ 17. Friplejeboligleverandøren er forpligtet til at være dækket af sædvanlige forsikringer, herunder en erhvervsansvarsforsikring.
Øvrige forhold
§ 18. Ansøger skal, så præcist som muligt, redegøre for, hvor friplejeboligerne påtænkes etableret, og hvor mange boliger, der forventes at kunne tilbydes.
§ 19. Ansøger forpligter sig ved ansøgningen til at overholde anden relevant lovgivning, herunder om arbejdsmiljø, brandsikkerhed, veterinære krav mv.
Kapitel 4 – Fremgangsmåden ved ansøgning om certifikation
§ 20. Ansøgningen med nødvendig dokumentation sendes til Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Ansøgning om certifikation skal ske på ansøgningsskema, der rekvireres hos Sundhedsstyrelsen, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ansøgning om certifikation skal fra 1. januar 2016 indgives digitalt til Sundhedsstyrelsen på www.virk.dk.
Kapitel 5 – Meddelelse af certifikation
§ 21. Certifikation meddeles skriftligt af Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen opbevarer oplysninger om meddelte certifikationer.
Stk. 2. Meddelelse af certifikation fra Sundhedsstyrelsen til ansøger sker fra 1. januar 2016 digitalt via offentlig digital post eller e-mail.
§ 22. Ved ændringer i forholdene som nævnt i §§ 7, 8 og 9 og væsentlige ændrede forhold i redegørelserne nævnt i kapitel 3 skal Sundhedsstyrelsen underrettes.
Kapitel 6 – Vilkår, påbud, tilbagekaldelse og bortfald
§ 23. Sundhedsstyrelsen kan meddele vilkår for meddelelse af certifikation. Vilkårene kan gælde forhold som nævnt i denne bekendtgørelse eller andre forhold, som er nødvendige for forsvarlig friplejeboligdrift.
§ 24. Sundhedsstyrelsen kan meddele påbud om overholdelse af vilkår som nævnt i § 23. Med påbuddet fastsættes en frist for friplejeboligleverandørens iagttagelse af vilkåret.
§ 25. Sundhedsstyrelsen kan tilbagekalde certifikationen, hvis betingelserne, herunder kravene i denne bekendtgørelse, for certifikationen ikke længere er til stede.
Stk. 2. Certifikationen kan desuden bortfalde eller tilbagekaldes i de tilfælde, der er nævnt i §§ 93-95 i lov om friplejeboliger.
§ 26. Certifikationen bortfalder, når indehaveren i fem år ikke har drevet friplejeboliger.
Klageadgang
§ 27. Klage over afslag på certifikation meddelt af Sundhedsstyrelsen kan indbringes for Ankestyrelsen.
Kapitel 7 – Ikrafttræden
§ 28. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2015.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 986 af 3. august 2007 om certificering af friplejeboligleverandører ophæves.