Bekendtgørelse om oplysningspligt i patienterstatningssager
Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 1084 af 11/9 2015.
I medfør af § 29, stk. 6, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011, som ændret ved lov nr. 519 af 26. maj 2014, fastsættes:
Kapitel 1 – Oplysningspligt i patienterstatningssager sket på offentlige sygehuse og i den præhospitale indsats efter sundhedsloven
§ 1. Såfremt et regionsråd efter § 29, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, i et omfang ud over det gennemsnitlige har været erstatningspligtig efter denne bestemmelse, skal regionsrådet oplyse Sundhedsstyrelsen herom til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.
§ 2. Oplysningspligten vedrører erstatningsudbetalinger efter § 20, stk. 1, nr. 1, og § 21, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
§ 3. Regionsrådet opgør på baggrund af dataudtræk fra Patienterstatningens Netservice en kritisk skadesfrekvens for regionen fordelt på specialer baseret på skadehistorikken for afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 1, samt § 21, stk. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. § 2, op til 5 år bagud i tid regnet fra datoen for seneste opgørelse, jf. stk. 3.
Stk. 2. Den kritiske skadefrekvens beregnes som anført i bilag 1.
Stk. 3. Opgørelsen sker to gange årligt, pr. 1. juni og pr. 1. december.
Stk. 4. Er den kritiske skadefrekvens oversteget, skal regionsrådet straks orientere Sundhedsstyrelsen herom.
Kapitel 2 – Særligt vedrørende oplysningspligt i tandskadeerstatningssager
§ 4. Regionsrådets oplysningspligt omfatter skader sket i forbindelse med tandlægebehandling, som anerkendes efter § 29, stk. 1, nr. 5, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 2. Oplysningspligten vedrører erstatningsudbetalinger efter § 20, stk. 1, nr. 1, og § 21, stk. 2, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 3. Regionsrådet opgør på baggrund af oplysninger fra Tandlægeforeningens Praksisforsikrings registreringssystem en kritisk skadesfrekvens for regionen baseret på skadehistorikken for afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 1, samt § 21, stk. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. § 4, stk. 2, op til 5 år bagud i tid regnet fra datoen for seneste opgørelse, jf. stk. 5.
Stk. 4. Den kritiske skadefrekvens beregnes som anført i bilag 1.
Stk. 5. Opgørelsen sker to gange årligt, pr. 1. juni og pr. 1. december.
Stk. 6. Er den kritiske skadefrekvens oversteget, skal regionsrådet straks orientere Sundhedsstyrelsen herom.
Kapitel 3 – Oplysningspligt i patienterstatningssager sket på private sygehuse, klinikker eller speciallægepraksisser og hos en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson
§ 5. Såfremt et regionsråd efter § 29, stk. 1, nr. 5 eller 6, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, i et omfang ud over det gennemsnitlige har været erstatningspligtig efter disse bestemmelser, skal regionsrådet oplyse Sundhedsstyrelsen herom til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.
Stk. 2. Såfremt et privat sygehus, en klinik eller speciallægepraksis efter § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt., i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, i et omfang ud over det gennemsnitlige har været erstatningspligtig efter disse bestemmelser, skal pågældendes forsikringsselskab oplyse Sundhedsstyrelsen herom til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.
Stk. 3. Både erstatningssager efter stk. 1 og 2, indgår i beregningen af den kritiske skadesfrekvens efter § 7.
§ 6. Oplysningspligten vedrører erstatningsudbetalinger efter § 20, stk. 1, nr. 1, og § 21, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
§ 7. Patienterstatningen opgør for hvert behandlingssted og speciale på baggrund af dataudtræk fra Patienterstatningens Netservice en kritisk skadesfrekvens baseret på skadehistorikken for afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 1, samt § 21, stk. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. § 6, op til 5 år bagud i tid regnet fra datoen for seneste opgørelse, jf. stk. 3. Opgørelsen vil fremgå af udtræk fra Patienterstatningens Netservice.
Stk. 2. Den kritiske skadefrekvens beregnes som anført i bilag 1.
Stk. 3. Regionsråd og forsikringsselskaber skal via Patienterstatningens Netservice to gange årligt, pr. 1. juni og pr. 1. december, udtrække oplysninger om, hvorvidt skadefrekvensen i opgørelsesperioden overstiger den kritiske skadesfrekvens.
Stk. 4. Er den kritiske skadesfrekvens oversteget, skal både regionsråd og forsikringsselskab straks orientere Sundhedsstyrelsen herom.
Kapitel 4 – Ikrafttræden
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. september 2015.
Stk. 2. Opgørelse efter § 3, § 4 og § 7 sker første gang den 1. december 2015.
Stk. 3. Opgørelse efter § 4, stk. 3, sker i 2015 og 2016 på baggrund af data fra 2012 og frem.
Bilag 1 – Opgørelse af kritisk skadefrekvens efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, § 4, stk. 3, og § 7, stk. 1.
Der tages udgangspunkt i skadehistorikken i afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 1, samt § 21, stk. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet op til 5 år bagud i tid regnet fra datoen for seneste opgørelse. Denne periode opdeles i en referenceperiode og en opgørelsesperiode:
● Opgørelsesperioden er fra datoen 24 måneder forud for og frem til opgørelsestidspunktet.
● Referenceperioden er fra første skadedato i den 5 årige skadesperiode og frem til dagen før datoen for opgørelsesperiodens start.
Beregning for udløsning af overskridelse af kritisk skadesfrekvens (trigger)
● Referenceperioden længde er TR dage (kan variere i længde)
● Opgørelsesperioden længde er TO dage (kan variere i længde)
● Antallet af skader i referenceperioden er NR skader
● Antallet af skader i opgørelsesperioden er NO skader.
Den årlige frekvens af skader i referenceperioden er FR = NR*365/TR, og den årlige frekvens af skader i opgørelsesperioden er FO = NO*365/TO. Den kritiske frekvens FK = (NR + n*√NR)*365/TR.
Triggeren udløses, hvis skadesfrekvensen i opgørelsesperioden er større end den kritiske skadesfrekvens (FO>FK), dvs. hvis NO > (TO/TR)*(NR + n*√NR).
Tallet n i formlen FK = (NR + n*√NR)*365/TR afgør triggerens følsomheden. Tallet n fastsættes til værdien 2,5.