Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i tegnsprog

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 686 af 20/6 2014.

I medfør af § 3, stk. 3, § 26, stk. 8, og § 30 a, i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 665 af 20. juni 2014, fastsættes:

§ 1. Undervisning i tegnsprog tilbydes alle elever, der har et så omfattende høretab, at de uanset brug af tekniske hjælpemidler, herunder høreapparat og cochlear implant, afskæres fra eller har meget store vanskeligheder med at opnå en sikker kommunikation ved hjælp af tale.

§ 2. Formålet med undervisningen i tegnsprog er at øge elevernes forståelse af og færdigheder i at bruge tegnsproget, så eleverne bliver i stand til at kommunikere med andre tegnsprogsbrugere og i situationer, hvor der er tolk til rådighed, med personer, som ikke kan tegnsprog. Eleverne skal desuden tilegne sig viden om tegnsprogets egenart og variation og dets betydning for døve og hørehæmmedes liv og virke.

§ 3. Undervisningen i tegnsprog omfatter tilegnelsen af de sproglige udtryksformer, den visuelle aflæsning samt kommunikation med andre tegnsprogstalende eller med hørende via tolk.

Stk. 2. Undervisningen skal medvirke til, at tegnsprog i lighed med dansk fungerer både som redskabsfag og som dannelsesfag.

§ 4. Undervisningen i tegnsprog er et supplement til folkeskolens fag og obligatoriske emner. Undervisningen tilbydes som en integreret del af den almindelige undervisning, eller på hold uden for den almindelige undervisningstid. I helt særlige tilfælde kan undervisningen tilbydes som enkeltmandsundervisning.

Stk. 2. Undervisningstiden for elever, der modtager undervisning i tegnsprog, kan med forældrenes samtykke overstige det i folkeskolelovens § 14 b, stk. 2, 1. pkt., fastsatte loft over den højeste undervisningstid på 1.400 timer i et skoleår.

§ 5. Skolens leder træffer beslutning om at tilbyde en elev undervisning i tegnsprog på grundlag af en pædagogisk-psykologisk vurdering.

Stk. 2. Undervisningen placeres så vidt muligt på elevens egen skole. Hvis dette ikke muligt under hensyn til elevtallet eller af andre grunde, kan undervisningen være fælles for elever fra flere skoler i kommunen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan også tilbyde undervisningen i en skole i en anden kommune, jf. folkeskolelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

§ 6. Undervisningen i tegnsprog varetages af lærere eller af andet undervisende personale, jf. folkeskolelovens kapitel 4, som tillige har de fornødne forudsætninger.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2014.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1375 af 15. december 2005 folkeskolens undervisning i tegnsprog ophæves.

Til toppen