Bekendtgørelse om sundhedsfaglig rådgivning til brug for sagsbehandlingen i sager om sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering m.v.
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1556 af 23/12 2014.
I medfør af § 17, stk. 3, i lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1 – Anvendelsesområder
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse, når en sundhedsperson yder kommunen sundhedsfaglig rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse til brug for kommunens sagsbehandling i øvrige sager på beskæftigelsesområdet. Ved øvrige sager på beskæftigelsesområdet forstås sager, som ikke skal behandles i kommunens rehabiliteringsteam, og som ikke er sygedagpengesager visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge eller sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil sige sygedagpengesager visiteret til kategori 1 og 2 efter § 12 i lov om sygedagpenge og sager om kontanthjælp, revalidering m.v.
Stk. 2. I sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, samt i løbende sygedagpengesager visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge og løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, kan kommunen alene benytte sundhedsfaglig rådgivning fra klinisk funktion i regionen og borgerens praktiserende læge, jf. § 15, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Stk. 3. Hvis kommunen indgår aftale med klinisk funktion om at yde sundhedsfaglig rådgivning i øvrige sager på beskæftigelsesområdet, finder reglerne i § 10, stk. 2-6, og § 11 i bekendtgørelse om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. tilsvarende anvendelse.
Kapitel 2 – Sundhedsfaglig rådgivning
§ 2. Den sundhedsfaglige rådgivning skal alene klarlægge betydningen af de helbredsmæssige oplysninger i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse til brug for kommunens sagsbehandling. Det er kommunen, der indhenter de nødvendige helbredsoplysninger og træffer afgørelse i den konkrete sag.
§ 3. Kommunen tilrettelægger selv, hvordan den sundhedsfaglige rådgivning i sager om sygedagpenge visiteret til kategori 1 og 2 efter § 12 i lov om sygedagpenge, sager om kontanthjælp, revalidering m.v. tilvejebringes, herunder om den sundhedsfaglige rådgivning tilvejebringes fra kommunalt ansat sundhedsfagligt personale.
§ 4. Den sundhedsfaglige rådgivning efter nærværende bekendtgørelse kan alene gives i forhold til borgerens mulighed for arbejde eller uddannelse. Sundhedspersonen kan som led i sin sundhedsfaglige rådgivning eksempelvis:
1) klarlægge betydningen af indholdet i lægeattester, journaloplysninger eller andre sundhedsfaglige oplysninger i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse,
2) vurdere, om der i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse er sammenhæng mellem dokumentationen i lægeattester m.v. og sagens øvrige oplysninger om borgerens mulighed for arbejde eller uddannelse, herunder borgerens egne oplysninger og vurdering af egne muligheder,
3) vurdere, om der eventuelt er andre relevante sundhedsfaglige aspekter, som vil kunne bidrage til at belyse sagen, fx en speciallægeattest, eller om der er en behandlingsmulighed, som borgeren skal henvises til at drøfte med den praktiserende læge, eller
4) vurdere eventuelt skånebehov i forhold til, at borgeren kan vende tilbage i arbejde.
Stk. 2. Den sundhedsfaglige rådgivning må ikke indeholde rådgivning om, hvilken ydelse en borger skal tilkendes.
§ 5. Den sundhedsperson, der yder sundhedsfaglig rådgivning, kan ikke selv indhente yderligere oplysninger i sagen til brug for den sundhedsfaglige rådgivning.
Stk. 2. Den sundhedsperson, der varetager opgaven med at yde sundhedsfaglig rådgivning, må ikke foretage undersøgelse eller behandling efter sundhedslovgivningen som led i rådgivningen. Sundhedspersonen kan således ikke ændre eller stille nye diagnoser som led i den sundhedsfaglige rådgivning.
Stk. 3. Kommunen kan anmode den sundhedsperson, der yder sundhedsfaglig rådgivning, om som led i den sundhedsfaglige rådgivning at drøfte de sundhedsmæssige aspekter i en sag med borgeren. Kommunen kan desuden med borgerens skriftlige samtykke anmode sundhedspersonen om at informere borgerens praktiserende læge om den sundhedsfaglige rådgivning om borgerens muligheder for at arbejde.
§ 6. Den sundhedsperson, der yder sundhedsfaglig rådgivning, må ikke via en anden funktion have kendskab til den borger, som sagen vedrører. Personen kan således eksempelvis ikke yde sundhedsfaglig rådgivning, hvis personen aktuelt er eller tidligere har været borgerens praktiserende læge, aktuelt behandler eller har behandlet borgeren i sundhedsvæsnet i øvrigt eller varetager andre behandlings- eller genoptræningsopgaver i forhold til borgeren.
§ 7. Den sundhedsfaglige rådgivning dokumenteres i form af et notat til sagen
Kapitel 3 – Ikrafttræden
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. januar 2015.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 813 af 27. juni 2014 om sundhedsfaglig rådgivning til brug for sagsbehandlingen i sager om sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering m.v.