Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sagsbehandling

Skrivelse om orientering om ændringer i servicelovens og retssikkerhedslovens regler om mulighed for opretholdt anbringelse samt ændring i reglerne om supervision og efteruddannelse til plejefamilier

Børne-, Ligestillings-, Integrations- og Socialministeriets skrivelse nr. 9977 af 18/12 2013.

Den 5. december 2013 har Folketinget vedtaget L 15 – Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Mulighed for opretholdelse af anbringelse af unge med funktionsnedsættelse i alderen 18 til 22 år og ændring af reglerne om ansvaret for at sikre supervision og efteruddannelse til plejefamilier m.v.).

Med denne lovændring er det med virkning fra 1. januar 2014 muligt for kommunalbestyrelsen at give unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat funktionsevne mulighed for opretholdelse af deres anbringelse i plejefamilie indtil deres 23. år. Formålet er at imødekomme den unges behov for støtte og omsorg i plejefamiliens trygge rammer, forberede den unge til en ny boform og derigennem bidrage til en god overgang til voksentilværelsen. Ved lovændringen indføres en ny bestemmelse i serviceloven – § 76 a.

Betingelser for opretholdt anbringelse

Efter § 76 a, stk. 1, med tilhørende lovforarbejder er det en betingelse, at opretholdelsen af anbringelsen i plejefamilien bliver anset for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, at den unge eller dennes værge samtykker, og at anbringelsen samlet set vurderes at være den bedste løsning for den unge.

Herudover er det efter § 76 a, stk. 2, med tilhørende lovforarbejder en betingelse, at plejefamilien vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge i den nye periode. I tilfælde, hvor plejefamilien ikke længere vurderes egnet, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie, som den unge har en tæt relation til og føler sig tryg ved. Det kan f.eks. være familiemedlemmer, nære bekendte m.v., hvor den unge har mulighed for at drage nytte af den relation, der allerede er etableret og derigennem skabe stabilitet i en overgangsfase til voksentilværelsen. Ved tilbud om anbringelse hos en anden plejefamilie skal betingelserne i lovens § 76 a, stk. 1, være opfyldt.

Efter § 76 a, stk. 1, med tilhørende lovforarbejder skal det så vidt muligt efterstræbes at få den unge til selv at træffe afgørelse om sin boligsituation. Såfremt den unge ikke selv er i stand til at give udtryk for sit ønske, skal den unges værge spørges. I den situation er det værgens ansvar at træffe en beslutning ud fra en vurdering af, hvad der er i den unges interesse.

Målgruppen for opretholdt anbringelse

Af lovforarbejderne, jf. L 15 2013-14, fremgår, at lovændringens målgruppe er unge, der pga. deres funktionsnedsættelse vurderes at være afhængige af massiv støtte i deres voksentilværelse, herunder bl.a. omfattende støtte i forbindelse med deres boligsituation. Det kan f.eks. være unge med svære multiple funktionsnedsættelser, svære psykiske lidelser m.v. af et sådan omfang, at de uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i et fleksjob, ikke forventes at kunne bo i selvstændig bolig, gennemføre en uddannelse eller opnå selvforsørgelse gennem et arbejde.

Unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som på trods af deres funktionsnedsættelse vurderes at kunne gennemføre en kompetencegivende uddannelse eller opnå og fastholde et arbejde, falder således uden for lovforslagets målgruppe, idet disse unge vil være omfattet af målgruppen for efterværn i servicelovens § 76.

Herudover fremgår det af lovforarbejderne, jf. L 15 2013-14, at målgruppen er kendetegnet ved at være unge, der ikke vurderes at være klar til at flytte hjemmefra, men har behov for den familiære støtte og omsorg, som deres plejefamilie kan give i kraft af de relationer, der allerede er blevet knyttet gennem anbringelsen.

Hvis den unge således ikke vurderes at kunne drage nytte af denne familiære omsorg efter sit fyldte 18. år, men vurderes at ville have mere gavn af at flytte i en anden boform, der i højere grad kan understøtte den unges særlige behov, falder den unge således uden for målgruppen for loven.

Tidspunkt for tildeling af tilbuddet

Det fremgår af lovforarbejderne, jf. L 15 2013-14, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med, at den unge fylder 17,5 år, ligesom ved efterværn, kan træffe afgørelse om evt. opretholdt anbringelse i plejefamilie efter § 76 a.

Ophør af opretholdt anbringelse

Tilbuddet om opretholdelse af anbringelse i plejefamilie skal ophøre, når den ikke længere opfylder sit formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år. Hensigten hermed er at understrege ordningens karakter af at være en midlertidig støtteordning i overgangen til den unges voksentilværelse.

Statsrefusion

Med loven omfattes denne gruppe af unge reglerne om statsrefusion efter servicelovens § 176 a i lighed med unge, der opretholder anbringelse i § 76 om efterværn.

Opholdskommune

Med lovændringen ændres retssikkerhedslovens § 9 a, således, at den oprindelige opholdskommune forbliver den unges handlekommune for så vidt angår ydelser efter serviceloven, hvis den unge med funktionsnedsættelse i umiddelbar forlængelse af en anbringelse uden for hjemmet får opretholdt anbringelse i plejefamilie efter den nye bestemmelse i § 76 a i serviceloven. Det samme gælder, hvis den unge i umiddelbar forlængelse af opholdet efter § 76 a får ophold i en boform for voksne jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7. For unge omfattet af de gældende overgangsregler om handlekommune for børn og unge anbragt uden for hjemmet før 1. juli 2003 er fastsat en overgangsbestemmelse i ændringslovens § 5.

Opsættende virkning ved klage over afgørelse

En klage over afgørelse om, at en ung ikke kan opretholde sin anbringelse efter den foreslåede § 76 a, har opsættende virkning, på sammen måde som det gælder for efterværn.

Ansvaret for efteruddannelse og supervision i plejefamilier

Lovændringen medfører desuden, at den kommune, der har pligt til at handle i forhold til et barn eller en ung, som er anbragt i en plejefamilie, skal sikre at plejefamilien gennemfører den nødvendige efteruddannelse og modtager den fornødne supervision i forhold til barnets eller den unges vanskeligheder og plejefamiliens behov. Med lovforslaget sikres dermed samme retstilstand for børn og unge, der var anbragt før 1. juli 2003, og hvor forældrene efterfølgende var flyttet til en anden kommune, som for børn og unge anbragt efter denne dato.

Ændringen sikrer, at den kommune, der gennem det personrettede tilsyn har kendskab til barnet eller den unge, og som derigennem har indsigt i og kan vurdere, hvilke temaer plejefamilien har brug for at blive opkvalificeret i forhold til, også har ansvaret for efteruddannelse og supervision til plejefamilien.

Til toppen