Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Ændret administration og genoptagelse af sager afgjort i henhold til lov nr. 1609 af 22. december 2010 om ændring af lov om en børnefamilieydelse, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om et indkomstregister

Skatteministeriets skrivelse nr. 9353 af 9/7 2013.

1. Ændret administration af lov vedr. optjening og genoptagelse af sager

På vegne af Skatteministeriet og Social- og Integrationsministeriet skal Skatteministeriet anmode Udbetaling Danmark om med øjeblikkelig virkning at administrere § 2, nr. 7, i lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 964 af 19. september 2011, og § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 23. august 2012, i overensstemmelse med sammenlægningsprincippet i EF-forordning 883/04 om koordinering af social sikring. Der henvises til punkt 2 nedenfor.

Skatteministeriet og Social- og Integrationsministeriet skal endvidere anmode Udbetaling Danmark om uden unødigt ophold at genoptage alle sager, hvor der er truffet afgørelse om nedsættelse af børne- og ungeydelse og børnetilskud i henhold til § 2, nr. 7, i lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 964 af 19. september 2011, og § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 23. august 2012, for så vidt angår personer omfattet af EF-forordning 883/04 om social sikring. Der henvises til punkt 3 nedenfor.

Det bemærkes, at der i efteråret 2013 vil blive fremsat lovforslag om en ændring af reglerne om optjeningsprincippet i lov om en børne- og ungeydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, således at reglerne fuldt ud bliver bragt i overensstemmelse med EU-reglerne på området. Det bemærkes dog, at forordningen finder umiddelbar anvendelse i Danmark, og at en ændret administration derfor ikke skal afvente ny lovgivning. Bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i lov om en børne- og ungeydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag skal også administreres i overensstemmelse med forordningen.

2. Ændret administration af optjeningsprincippet

Ved lov nr. 1609 af 22. december 2010 om ændring af lov om en børnefamilieydelse, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om et indkomstregister blev der med virkning fra den 1. januar 2012 indført et optjeningsprincip for børne- og ungeydelsen og for børnetilskud. Det står nu klart, at § 2, nr. 7, i lov om en børne- og ungeydelse, og § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag skal administreres således, at sammenlægningsprincippet i EF-forordning 883/04 om social sikring iagttages.

Dette indebærer, at Udbetaling Danmark skal træffe afgørelser i henhold til disse bestemmelser under iagttagelse af sammenlægningsprincippet i EF-forordning 883/04 om social sikring, således at der medregnes perioder, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, ved vurderingen af, om disse personer har optjent ret til børne- og ungeydelse og børnetilskud efter de danske regler. Bestemmelserne finder fortsat uændret anvendelse for personer, der ikke er omfattet af forordningen.

Baggrunden for at ændre administrationen af reglerne er, at regeringen efter en henvendelse fra Kommissionen har anerkendt, at Danmark er forpligtet til at iagttage sammenlægningsprincippet i artikel 6 i forordning nr. 883/2004 i forbindelse med anvendelsen af optjeningsprincippet for børne- og ungeydelsen og børnetilskud. Dette indebærer en forpligtelse til at medregne perioder, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, ved vurderingen af, om der er optjent ret til disse ydelser. Der henvises til Skatteministeriets og Social- og Integrationsministeriets notat af 18. juni 2013 vedrørende besvarelse af Kommissionens henvendelse (SAU 2012-13, alm. del bilag 245).

3. Genoptagelse af sager

I forhold til de afgørelser, der allerede er truffet i henhold til § 2, nr. 7, i lov om en børne- og ungeydelse og § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, for så vidt angår personer omfattet EF-forordning 883/04 om social sikring, skal det bemærkes, at forvaltningen af egen drift er forpligtet til at genoptage og træffe nye afgørelser, når det viser sig, at der ikke har været hjemmel til at træffe afgørelserne.

Der henvises til, at Folketingets Ombudsmand, jf. FOB 2003.357, har udtalt følgende:

»Ved besvarelse af spørgsmålet om, hvornår forvaltningen er forpligtet til af egen drift at omgøre en afgørelse, må der formentlig især lægges vægt på to kriterier. For det første, om forvaltningens tidligere retsanvendelse eller praksis har været udtryk for en mere eller mindre klar ulovlighed (om der i den ene ende af skalaen er truffet ugyldige afgørelser eller har været tale om en uforsvarlig – og efter omstændighederne erstatningspådragende – forvaltning eller der i den anden ene af skalaen har været tale om en undskyldelig retsvildfarelse eller et valg mellem 2 for så vidt lige gode retsopfattelser). Og for det andet, om en genoptagelse af sagerne af egen drift vil volde større eller mindre administrative vanskeligheder (om det i den ene ende af skalaen vil være faktisk umuligt eller dog særdeles vanskeligt og overordentligt ressourcekrævende at finde frem til relevante sager, eller om det i den anden ende af skalaen vil være forholdsvis ukompliceret på baggrund af de oplysninger og de registreringssystemer, myndigheden har til at finde frem til sagerne).«

I den forbindelse gøres opmærksom på, at Udbetaling Danmark den 1. oktober 2012 fik overdraget myndighedsansvaret for børne- og ungeydelsen og børnetilskud, og at det derfor vil være Udbetaling Danmark, der skal genoptage alle relevante sager – også de sager, hvor kommunen har truffet afgørelse i perioden 1. januar 2012 til 1. oktober 2012.

Der henvises også til § 27, stk. 2, i lov nr. 326 af 11. april 2012, om ændring af forskellige love som følge af etableringen af Udbetaling Danmark og om ophævelse af lov om ændring af regler for statens udbetaling af refusion af kommunernes udgifter i henhold til den sociale pensions- og bistandslovgivning m.v. (Fordeling af myndighedsansvaret mellem kommunerne og Udbetaling Danmark m.v.), hvorefter kommunerne efter anmodning fra Udbetaling Danmark skal sende en kopi af de ønskede akter fra sager, der jf. stk. 1, nr. 1-2, opbevares i kommunen.

Til toppen