Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om opgørelse af boligudgiften efter § 18 i lov om individuel boligstøtte

Social- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 137 af 11/2 2013.

I medfør af § 18 i lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 34 af 18. januar 2013, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Enfamilieshus eller ejerlejlighed eller tofamilieshus

§ 1. Boligudgiften for en pensionist, der bor i en af boligerne i et tofamilieshus, som pensionisten ejer, opgøres efter reglerne i lovens § 17. Det samme gælder boligudgiften for en pensionist, der bor i et enfamilieshus eller en ejerlejlighed, som pensionisten har i sameje med andre, i de tilfælde, hvor alle ejerne bor i ejendommen.

Stk. 2. Hvis en del af en bolig omfattet af stk. 1 anvendes til erhvervsformål af pensionisten eller af et andet medlem af husstanden, ansættes boligudgiften til et beløb, der svarer til 2 gange den ejendomsværdiskat af boligværdien af pensionistens bolig, der opkræves i det år, boligydelsen vedrører, efter ejendomsværdiskatteloven.

§ 2. Boligudgiften for en pensionist, der bor i et enfamilieshus eller en ejerlejlighed, som pensionisten har i sameje med andre, ansættes i de tilfælde, hvor alle ejerne ikke bor i ejendommen, til et beløb, der svarer til 2 gange den ejendomsværdiskat af boligværdien af pensionistens bolig, der opkræves i det år, boligydelsen vedrører, efter ejendomsværdiskatteloven.

Stk. 2. Boligudgiften for en pensionist, der bor i et tofamilieshus, som pensionisten har i sameje med andre, ansættes til et beløb, der svarer til 2 gange ejendomsværdiskatten af boligværdien af pensionistens bolig efter ejendomsværdiskatteloven.

Stk. 3. Anvendes en del af en bolig, der er omfattet af stk. 1 og 2, til erhvervsformål, og fordeles ejendomsværdien efter lov om vurdering af landets faste ejendomme på en del, der tjener som bolig for ejeren, og på den øvrige del af ejendommen, ansættes boligudgiften til et beløb, der svarer til 2 gange ejendomsværdiskatten af boligværdien (af beboelsesdelen) af pensionistens bolig.

Til toppen

Kapitel 2 – Flerfamilieshus

§ 3. Boligudgiften for en pensionist, der bor i en af boligerne i et flerfamilieshus, som pensionisten ejer eller har i sameje med andre, ansættes til et beløb, der svarer til 2 gange den ejendomsværdiskat af boligværdien af pensionistens bolig, der opkræves i det år, boligydelsen vedrører, efter ejendomsværdiskatteloven. Samme fremgangsmåde anvendes (for så vidt angår beboelsesdelen), når en del af boligen anvendes til erhvervsformål, og ejendomsværdien efter lov om vurdering af landets faste ejendomme fordeles på en del, der tjener som bolig for ejeren, og på den øvrige del af ejendommen.

Stk. 2. Er ejendommen ikke omfattet af ejendomsværdiskatteloven, ansættes boligudgiften til den lejeværdi, skattemyndighederne senest har fastsat. Samme fremgangsmåde anvendes (for så vidt angår beboelsesdelen), når en del af boligen anvendes til erhvervsformål, og skattemyndighederne har fastsat en lejeværdi for beboelsesdelen. Har skattemyndighederne ikke fastsat en lejeværdi, fastsætter Udbetaling Danmark boligudgiften efter et skøn.

Til toppen

Kapitel 3 – Stuehus til en landbrugsejendom

§ 4. Ved en landbrugsejendom forstås i denne bekendtgørelse en ejendom, der af vurderingsmyndigheden er anset som en landbrugsejendom i henhold til § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme.

§ 5. Boligudgiften for en pensionist, der bor i et stuehus til en landbrugsejendom, som pensionisten ejer, opgøres således:

1) 80 pct. af renter og afdrag på de lån, der er tinglyst med pant i hele landbrugsejendommen under ét på ansøgningstidspunktet, medregnes. Hvis kontantværdien af restgælden på de nævnte lån på ansøgningstidspunktet overstiger 80 pct. af den kontante ejendomsvurdering af stuehuset for året forud for ansøgningstidspunktet, nedsættes dog de nævnte 80 pct. af renter og afdrag med forholdet mellem 80 pct. af den kontante ejendomsværdi af stuehuset og kontantværdien af restgælden.

2) Vej- og kloakbidrag og lignende, der hviler på ejendommen, medregnes efter forholdet mellem skattemyndighedens vurdering af stuehuset og vurderingen af hele ejendommen.

3) Pålignede ejendomsskatter i det år, boligydelsen vedrører, medregnes efter forholdet mellem skattemyndighedens vurdering af den til stuehuset hørende grund og grundværdien af hele ejendommen.

4) Udgifter til stuehusets drift og vedligeholdelse medregnes med samme standardbeløb som angivet i lovens § 17, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. I boligudgiften beregnet efter stk. 1 fratrækkes indtægten ved udlejning af en del af stuehuset.

Stk. 3. Foreligger der ikke en vurdering af stuehuset som omhandlet i stk. 1, fastsætter Udbetaling Danmark boligudgiften efter et skøn.

Stk. 4. Anvender pensionisten eller et andet medlem af husstanden en del af stuehuset til erhvervsformål, og betales der efter ejendomsværdiskatteloven en ejendomsværdiskat af boligværdien af beboelsesdelen af stuehuset, ansættes boligudgiften til 2 gange ejendomsværdiskatten i stedet for boligudgiften som opgjort efter stk. 1.

Stk. 5. Reglerne i lovens § 19 gælder også ved opgørelse af boligudgiften efter stk. 1.

Til toppen

Kapitel 4 – Blandet beboelse og erhverv i enfamilieshus eller ejerlejlighed, som pensionisten ejer og bebor

§ 6. Boligudgiften for en pensionist, der ejer og bebor et enfamilieshus eller en ejerlejlighed, hvoraf pensionisten eller et husstandsmedlem anvender en del til erhvervsformål, og hvor ejendomsværdien efter lov om vurdering af landets faste ejendomme fordeles på en del, der tjener som bolig for ejeren, og på den øvrige del af ejendommen, ansættes til et beløb, der svarer til 2 gange ejendomsværdiskatten af boligværdien (af beboelsesdelen) af pensionistens bolig.

Til toppen

Kapitel 5 – Enfamilieshus eller ejerlejlighed eller to- eller flerfamilieshus, som ejes af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, hvori pensionisten ejer aktier, anparter eller lignende

§ 7. Boligudgiften for en pensionist, som bor i enfamilieshus eller ejerlejlighed eller to- eller flerfamilieshus, som ejes af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, hvori pensionisten ejer aktier, anparter eller lignende, opgøres efter reglerne i lovens §§ 10-15.

Til toppen

Kapitel 6 – Fællesbestemmelser og ikrafttrædelse

§ 8. Hvis der er sket væsentlige ændringer af pensionistens benyttelse af boligen til erhvervsformål i forhold til den benyttelse, som skattemyndighederne har taget stilling til, fastsætter Udbetaling Danmark boligudgiften efter et skøn.

§ 9. Anvendes en del af en bolig til erhverv, jf. § 1, stk. 2, § 2, stk. 3, § 3, stk. 1, § 5, stk. 4, og § 6, og fordeles ejendomsværdien (hvoraf ejendomsværdiskat beregnes) ikke efter lov om vurdering af landets faste ejendomme på en del, der tjener som bolig for ejeren, og på den øvrige del af ejendommen, ansætter Udbetaling Danmark boligudgiften efter et skøn. Udlejer pensionisten en del af sin bolig, uden at der i medfør af ovenstående regler er foretaget fradrag herfor, fastsætter Udbetaling Danmark et lejebeløb, der fratrækkes boligudgiften.

Stk. 2. Udlejer pensionisten en del af sin bolig, uden at der i medfør af ovenstående regler er foretaget fradrag herfor, fastsætter Udbetaling Danmark et lejebeløb, der fratrækkes boligudgiften.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2013.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 611 af 15. juni 2006 om opgørelse af boligudgiften efter § 18 i lov om individuel boligstøtte ophæves samtidig.

Til toppen