Bekendtgørelse om undtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap
Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 350 af 30/3 2012.
I medfør af § 1 a i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008 og under hensyn til Rådets direktiv nr. 2000/78 af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, fastsættes følgende:
§ 1. Militært personel, der indordnes i rækkefølgen af militære grader, og som er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, jf. § 1, stk. 1, i lov om forsvarets personel, er undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Stk. 2. Læger, tandlæger og dyrlæger er ikke omfattet af stk. 1.
§ 2. Søværnets mekanikerpersonel, jf. bekendtgørelse om militære grader mv. for personel i det militære forsvar § 8, nr. 4, er ligeledes undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
§ 3. Personel, der indgår i redningsberedskabets freds- og krigsmæssige beredskab samt i redningsberedskabets internationale katastrofe-, bistands- og nødhjælpsarbejde, er tilsvarende undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2012.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1194 af 7. december 2008 om undtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap ophæves samtidig.