Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Børneydelser & familieforhold

Skrivelse om forenkling af administrative procedurer ved forskudsvis udbetaling af børnebidrag

Pensionsstyrelsens skrivelse nr. 9276 af 1/3 2011.

Pensionsstyrelsen er af nogle kommuner blevet gjort opmærksom på, at den praksis, der i kommunerne anses for at være gældende ved behandling af sager om forskudsvis udbetaling af børnebidrag, på visse punkter forekommer administrativt tung og af tvivlsom værdi.

Kravet om, at kommunen forud for hver forskudsvis udbetaling af børnebidrag fra barnets 15. år skal indhente oplysninger om barnets egenindtægt, er af mange kommuner blevet opfattet som et krav om, at den bidragsberettigede forud for hver udbetaling, skal indsende oplysninger om barnets indtægter.

Mange kommuner har endvidere været af den opfattelse, at de skal være i besiddelse af det originale bidragsdokument for forskudsvis at kunne udbetale børnebidrag.

Pensionsstyrelsen skal i den anledning præcisere følgende:

Indhentning af oplysninger om børns indtægter

Efter § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, skal kommunen fra barnets 15. år ved hver udbetaling af bidragsforskud indhente oplysninger om barnets egenindtægt.

Årsagen til, at der skal indhentes oplysninger om barnets indtægter, er, at statsforvaltningen kan træffe afgørelse om, at et børnebidrag – og dermed retten til forskudsvis udbetaling heraf - kan bortfalde, hvis barnet har indtægter af en vis størrelse.

Efter Familiestyrelsens bidragsvejledning skal statsforvaltningen lægge vægt på barnets indkomst over en længere periode, medmindre der er tale om en nogenlunde fast aflønning. Statsforvaltningen skal også lægge vægt på, om barnet fremover må forventes at have en indkomst på samme niveau. Den omstændighed, at indkomsten i en kortere periode – f.eks. sommerferien – overstiger de vejledende indkomstbeløb, kan ikke i sig selv begrunde, at bidraget bliver nedsat eller helt bortfalder.

Da barnet således skal have en fast indtægt over en længere periode for, at der kan træffes afgørelse om, at bidraget bortfalder, finder Pensionsstyrelsen det ikke nødvendigt, at der forud for hver udbetaling indhentes oplysninger fra den bidragsberettigede om barnets indtægter. Det vil efter Pensionsstyrelsens opfattelse være tilstrækkeligt, hvis kommunen forud for hver udbetaling indhenter de seneste oplysninger om barnets indtægter i eIndkomstregisteret til brug for den løbende vurdering af, om retten til at få børnebidrag udbetalt forskudsvis fortsat er til stede.

Dokumentation for bidragspligten

Ved ansøgning om forskudsvis udbetaling af børnebidrag, skal kommunen have dokumentation for, at der er fastsat et bidrag, der mindst svarer til normalbidraget.

Efter § 24 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag har den, der får udbetalt ydelser efter loven, pligt til at oplyse kommunen om ændringer i sine forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af ydelserne.

Dette indebærer, at den bidragsberettigede skal oplyse kommunen, hvis der sker ændringer i det fastsatte bidrag.

Det originale bidragsdokument er ikke efter gældende lov om børns forsørgelse tillagt en særlig status, og der er derfor heller ikke efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag eller i de regler, der er fastsat med hjemmel heri, en bestemmelse om, at kommunen skal ligge inde med et originalt bidragsdokument for at kunne udbetale bidrag forskudsvis.

Kommunen skal alene sikre sig dokumentation for det aktuelt fastsatte bidrag, når der første gang ansøges om forskudsvis udbetalt bidrag. Denne dokumentation kan være i form af kopi af den senest udskrevne meddelelse fra statsforvaltningen om bidragets størrelse og forfaldstidspunkt.

Hvis den bidragsberettigede senere skifter opholdskommune, skal fraflytningskommunen videregive de oplysninger om det fastsatte bidrag, som den ligger inde med, til tilflytningskommunen.

 

Til toppen