Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udlændinge

Integrationsministeriets informationsbrev til kommunalbestyrelser og udbydere af danskuddannelse til voksne udlændinge

Integrationsministeriets skrivelse nr. 9080 af 8/3 2011.

Nr. 3/2011

Marts 2011

Præcisering af regler om EU-borgeres ret til tilbud efter integrationsloven og danskuddannelsesloven

Integrationsministeren har den 23. februar 2011 for Folketinget fremsat et forslag til lov om ændring af integrationsloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og forskellige andre love (Anvisning af bolig til flygtninge og udvidelse af kredsen af prøveberettigede ved prøve i dansk m.v.). Lovforslaget indeholder bl.a. en præcisering af, at udlændinge, der opholder sig her i landet i medfør af EU-reglerne om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v., kan påbegynde danskuddannelse og deltage i et introduktionsforløb, uanset om de er folkeregistreret eller har fået registreringsbevis eller opholdskort.

Baggrunden for lovforslaget

Det følger af artikel 25 i Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet), at besiddelse af et registreringsbevis eller et opholdskort ikke kan stilles som betingelse for udøvelse af en rettighed eller gennemførelse af en administrativ handling, idet den pågældende udlænding med en hvilken som helst anden type dokumentation kan godtgøre at være omfattet af de pågældende rettigheder.  Hvis borgeren gennem anden form for egnet dokumentation kan godtgøre at være omfattet af retten til fri bevægelighed og ophold efter opholdsdirektivet, udgør dette et tilstrækkeligt grundlag for at indrømme en rettighed.

EU-borgere og EU-borgeres familiemedlemmer, uanset nationalitet, som har ophold i medfør af EU-reglerne om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v., har ret til et introduktionsforløb i medfør af integrationsloven og har ligeledes ret til danskuddannelse i medfør af danskuddannelsesloven.

De nævnte bestemmelser er formuleret sådan, at den pågældende EU-borger skal være folkeregistreret i en kommune for at få tilbud om introduktionsforløb eller danskuddannelse. For så vidt angår danskuddannelsesloven, er det ligeledes et krav, at den pågældende har opholdstilladelse, EU-registreringsbevis, EU-opholdskort eller i øvrigt har fast, lovligt ophold i Danmark.

EU-retten indebærer imidlertid, at EU-borgere, som har ophold i medfør af EU-rettens regler om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v., har ret til tilbud efter henholdsvis integrationsloven og danskuddannelsesloven på baggrund af bestemmelsen i opholdsdirektivets artikel 25, uanset om de er i besiddelse af registreringsbevis, opholdskort eller er folkeregistrerede.

Denne ret præciseres i lovforslagets kapitel 2.6 og 3.4. Lovforslaget kan ses via følgende link:

http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/lovforslag/L149/som_fremsat.htm

Da lovforslaget på dette punkt blot slår fast, hvad der allerede gælder i medfør af EU-retten, skal kommunerne frem til lovforslagets forventede vedtagelse og efterfølgende ikrafttræden den 1. juli 2011 administrere efter nedenstående retningslinjer:

Kun visse EU-borgere

Det er kun udlændinge som har ophold i medfør af EU-rettens regler om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v., som skal tilbydes et introduktionsforløb og danskuddannelse, før de er folkeregistreret m.v.

Er der derimod tale om EU-borgere, der opholder sig her i landet som led i et korterevarende ophold, er de pågældende ikke omfattet af denne ret. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis EU-borgeren alene opholder sig her i landet som turist eller i forbindelse med besøg hos bekendte.

Øvrige udlændinge skal fortsat først gives tilbud i medfør af integrationsloven og danskuddannelsesloven, når de opfylder betingelserne i henholdsvis integrationslovens § 4, stk. 3, og danskuddannelseslovens § 2, stk. 1, om folkeregistrering m.v.

Hvordan godtgøres det at en udlænding er omfattet af EU-reglerne?

Det er som nævnt ovenfor kun udlændinge, som har ophold i medfør af EU-reglerne om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v., som har ret til tilbud efter integrationsloven og danskuddannelsesloven, før de er folkeregistret m.v.

Spørgsmålet om, hvorvidt en EU-borger har ret til ophold her i landet, og på hvilket grundlag opholdet sker, henhører under udlændingemyndighederne (statsforvaltningerne). Dette gælder også spørgsmålet om en EU-borgers eventuelle familiemedlemmers ret til ophold her i landet i henhold til EU-reglerne.

Opstår der tvivl om en EU-borgers opholdsgrundlag, skal kommunalbestyrelsen rette henvendelse til udlændingemyndighederne med henblik på at afklare spørgsmålet.

Hvilken kommune?

Det er EU-borgerens bopælskommune, som skal give tilbud efter henholdsvis integrationsloven og danskuddannelsesloven. Ved bopæl forstås det sted (bolig), hvor EU-borgeren regelmæssigt sover, og hvor denne har sine ejendele. Hvis EU-borgeren endnu ikke er folkeregistreret, kan vedkommende dokumentere sin bopæl på anden måde – f.eks. ved fremlæggelse af lejekontrakt m.v.

 

Til toppen