Generel sundhedsordning

Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der er tale om en generel sundhedsordning, såfremt det ikke er samtlige medarbejdere hos spørger, der vil få ordningen tilbudt. Den omstændighed, at der er tale om en kommune, der efter en særlig bestemmelse i den kommunale styrelseslov, har flere institutioner/virksomheder, hvor den daglige ledelse varetages af en virksomhedsleder/institutionsleder, medfører ikke, at disse institutioner/virksomheder kan anses som en selvstændig virksomhed i relation til ligningslovens § 30, stk. 3. Medarbejderne er ansat i hele kommunen, og alene tjenestegørende i de enkelte institutioner/virksomheder, hvorved det er hele kommunen, der må anses som den reelle arbejdsgiver for de ansatte.

Reference(r)

Ligningsloven § 30, stk. 3

Henvisning

Ligningsvejledning, almindelig del, afsnit A.B.1.9.24

Spørgsmål

Er der skattefrihed for medarbejderne, såfremt sundhedsydelsen tilbydes til alle virksomhedens medarbejdere som et led i den enkelte afdeling/virksomheds personalepolitik?

Spørgers opfattelse:

Ja

Skatteministeriets indstilling:

Nej

Anmodningens dato mv.

Anmodningen er modtaget d. 15. november 2010.

Gebyret er registreret indbetalt d. 15. november 010.

Beskrivelse af de faktiske forhold

For at der er skattefrihed i henhold til ligningslovens § 30 skal sundhedsydelsen tilbydes som et led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle medarbejdere i virksomheden. Derudover skal der i en række tilfælde foreligge en lægehenvisning eller lægeerklæring.

I X Regionskommune tilbyder visse virksomheder (institutioner) arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser som for eksempel alkoholbehandling, rygestopkurser, psykologhjælp og fysioterapi. Ydelserne tilbydes som led i virksomhedens personalepolitik til alle medarbejdere ansat ved virksomheden.

X Regionskommune har 40 virksomheder, herunder skoler, børnehaver, ældrepleje, borgerservice mv.

I forlængelse af regionskommunens styreform, central styring - decentral ledelse, vedtages personalepolitikker på to niveauer: Kommune- og virksomhedsniveau.

Regionskommunens overordnede personalepolitikker, der gælder for alle kommunens ansatte, indeholder ikke elementer, der har økonomisk betydning for virksomhederne, idet budget- og personaleansvaret er placeret decentralt i virksomhederne.

Virksomhedslederen har således selvstændigt ansvar for budget og personale og dermed vedtages eventuelle personalepolitikker om arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser i virksomhedens MED-udvalg.

Medarbejderne i regionskommunen er ansat i X Regionskommune med tjenestested ved den enkelte virksomhed og har hele regionskommunen som ansættelsesområde.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Regionskommunes virksomheder har selvstændigt ansvar for budget og personale, hvorfor personalepolitikker vedrørende arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser vedtages på virksomhedsniveau. I forlængelse heraf må der være skattefrihed for medarbejderne i henhold til ligningslovens § 30, såfremt de øvrige betingelser for skattefrihed er opfyldt.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Skattepligten omfatter således også tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldte personalegoder.

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Efter ligningslovens § 16 skal personalegoder som udgangspunkt værdiansættes til markedsværdien, men der er i bestemmelsen gjort en række undtagelser herfra, nemlig rådighed over bil, fri telefon, sommerbolig og lystbåde til privat brug, samt køb af virksomhedens produkter.

Bliver personalegodet overdraget til den ansattes ejendom, skal godet beskattes med et beløb, der svarer til, hvad godet på overdragelsestidspunktet kan købes for på det fri marked.

Bliver personalegodet overdraget til låns, skal den ansatte beskattes af et beløb svarende til, hvad godet kan lejes for i rådighedsperioden på det fri marked. Der kan fx være tale om bolig eller løsøre.

Personalegoder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. årligt jf. LL § 16, stk. 3, Beløbet reguleres efter PSL § 20, således at det udgør 5.500 kr. i 2009.

Hvis personalegodernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, skal hele den samlede værdi beskattes og altså ikke kun det overskydende beløb, idet der ikke er tale om en bundgrænse. Der skal således betales skat af alle de personalegoder, der er omfattet af grundbeløbet, hvis de sammenlagt har en værdi, der overstiger bagatelgrænsen.

Praksis:

I SKM2011.62.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at der er tale om en generel sundhedsordning, såfremt det ikke er samtlige medarbejdere hos spørger, der vil få ordningen tilbudt. Den omstændighed, at der er tale om en kommune, der efter en særlig bestemmelse i den kommunale styrelseslov, har forvaltninger, hvor den daglige ledelse varetages af formændene for de stående udvalg, medfører ikke, at disse forvaltninger kan anses som en selvstændig virksomhed i relation til ligningslovens § 30, stk. 3. Medarbejderne er ansat i hele kommunen, og alene tjenestegørende i de enkelte forvaltninger, hvorved det er hele kommunen, der må anses som den reelle arbejdsgiver for de ansatte.

I SKM2009.671.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at ansatte i selvejende institutioner som en kommune har indgået driftsoverenskomst med, kan indgå i samme ordning om personalegoder, fleksible lønpakker som en kommunes egne ansatte. Det er de selvejende institutioner, der både reelt og formelt er arbejdsgivere for disse ansatte, og ikke kommunen.

I SKM2007.567.SR fandt Skatterådet, at koncernansatte, der får tilbudt adgang til motionsfaciliteter i et datterselskab mod en egenbetaling på en tredjedel af det normale, skulle beskattes af den derved opnåede fordel. Skatterådet fandt ikke, at godet var omfattet af den særlige praksis for goder af begrænset økonomisk karakter, der som velfærdsforanstaltning stilles til rådighed på arbejdspladsen.

I SKM2006.254.SR fandt Skatterådet, at en sundhedsforsikring er skattefri for medarbejdere i virksomhedens selskaber A, B og C, selvom ordningen ikke omfatter tjenestemænd, der er udlånt til fremmede virksomheder.

I SKM2003.417.LR udtalte Ligningsrådet, at såfremt der faktisk ville blive indhentet en lægeerklæring, jf. § 30, stk. 4, i forbindelse med de konkrete sundhedstilbud, ville ordningen kunne anses for omfattet af ligningslovens § 30. Ligningsrådet fandt, at selskabets hensigt om at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, såfremt ordningen blev en succes i forsøgsperioden, måtte tages som udtryk for, at selskabet opfyldte betingelsen i ligningslovens § 30, stk. 3, om, at udgiften skulle afholdes som led i selskabets generelle personalepolitik. Ligningsrådet fandt, at også den anden betingelse i stk. 3 om, at udgiften afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere, var opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til f.eks. kun én personalegruppe i selskabet. Den pågældende division var en selvstændig enhed med forskellige personalegrupper og ca. 325 ansatte. Divisionen havde et selvstændigt forretningsområde med egne produktion, en udviklingsafdeling og en kvalitetsafdeling.

Begrundelse:

I nærværende sag er der tale om, at arbejdsgiver ønsker, at hver enkelt afdeling/virksomhed i en kommune selvstændigt og uafhængigt af kommunens samlede personalepolitik kan bestemme, hvilke personalegoder, herunder sundhedsydelser, der tilbydes personalet i den enkelte forvaltning.

Personalegoder omfatter, som udgangspunkt også en arbejdsgivers betaling af medarbejdernes private sundhedsudgifter. Ligningslovens § 16 indeholder dog ikke en på forhånd fastsat beløb til beskatning af sundhedsordninger som fx ved beskatning af multimedier, fri bil mv. Det er derfor de almindelige regler i såvel statsskattelovens § 4 om beskatning som ligningslovens § 16 om værdiansættelsen, der finder anvendelse i nærværende sag.

I ligningslovens § 30 er der dog ved lov nr. 389 af 6. juni 2002 skabt skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, som sker i henhold til lægehenvisning.

I ligningslovens § 30, stk. 3 og 4, er der opstillet en række betingelser, der skal være opfyldt for, at de omhandlede sundhedsydelser er skattefrie for medarbejderne.

Det er bl.a. en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes som led i arbejdsgivers generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte. Dog er der mulighed for begrænsninger efter to generelle kriterier: Anciennitet og antal arbejdstimer.

Endelig skal der ved hver behandling som udgangspunkt foreligge en lægehenvisning til den pågældende behandling. Ved enkelte sygdomme er det dog tilstrækkeligt, at der alene foreligger en lægeerklæring om at medarbejderen har behov for behandlingen.

I Ligningsrådets afgørelse, gengivet som SKM2003.417.LRSKM2003.417.LR, blev det anført, at den kendsgerning, at en sundhedsordning, som forsøg, i første omgang udbydes til en division indenfor et selskab, betyder, at der ikke er tale om en generel ordning efter ligningslovens § 30.

Det pågældende selskab var et moderselskab i en koncern og var organiseret med fire produktionsdivisioner, der alle fungerer selvstændigt, samt med en række koncernstabe (koncernsalg- og marketing, personale, juridisk- og økonomisk afdeling, It-afdeling og en forskningsafdeling), som supporterer divisionerne og udenlandske salgsdatterselskaber.

Ligningsrådet anlagde den umiddelbare vurdering, at uagtet at divisionerne umiddelbart var selvstændige enheder, måtte de anses at være en del af et samlet selskab, hvorfor sundhedsordninger som udgangspunkt også skulle tilbydes medarbejderne i hele selskabet for at være omfattet af ligningslovens § 30, jf. ligningslovens § 30, stk. 3. Ligningsrådet fandt dog efter en konkret vurdering, at det at ordningen efter udløbet af forsøgsperioden, såfremt det blev en succes, skulle tilbydes i hele selskabet, måtte antages at være udtryk for, at selskabet opfyldte betingelsen i ligningslovens § 30, stk. 3, om, at udgiften afholdes som led i selskabets generelle personalepolitik.

Ligeledes kan nævnes Skatterådets afgørelse gengivet som SKM2011.62.SR, hvor Skatterådet ikke kunne bekræfte, at der er tale om en generel sundhedsordning, såfremt det ikke er samtlige medarbejdere hos spørger, der vil få ordningen tilbudt. Den omstændighed, at der er tale om en kommune, der efter en særlig bestemmelse i den kommunale styrelseslov, har forvaltninger, hvor den daglige ledelse varetages af formændene for de stående udvalg, medfører ikke, at disse forvaltninger kan anses som en selvstændig virksomhed i relation til ligningslovens § 30, stk. 3. Medarbejderne er ansat i hele kommunen, og alene tjenestegørende i de enkelte forvaltninger, hvorved det er hele kommunen, der må anses som den reelle arbejdsgiver for de ansatte.

I nærværende sag er spørgsmålet ligeledes, om X Regionskommune i relation til ligningslovens § 30 må anses som én virksomhed eller om hver enkelt afdeling/virksomhed i kommunen kan anses som en selvstændig enhed.

X Regionskommune har supplerende oplyst, at medarbejderne er ansat i hele kommunen.

Den omstændighed, at Regionen har en styreform med decentral ledelse, hvor den daglige ledelse af medarbejderne varetages af den enkelte afdeling/virksomhed, medfører efter Skatteministeriets opfattelse ikke, at hver afdeling/virksomhed kan anses som en selvstændig virksomhed i relation til ligningslovens § 30, stk. 3, jf. i øvrigt ovennævnte afgørelse fra Ligningsrådet, gengivet som SKM2003.417.LR. Det betyder efter Skatteministeriets opfattelse, at der ikke er tale om en generel ordning efter ligningslovens § 30.

Skatteministeriet har herved lagt vægt på, at det er X Regionskommune som helhed, der er den reelle arbejdsgiver for medarbejderne, og dermed X Regionskommune, der indgår ansættelseskontrakter, herunder lønaftaler med medarbejderne. Den omhandlede sundhedsordning skal modtages fra den reelle arbejdsgiver, jf. i øvrigt Ligningsrådets afgørelse gengivet som SKM2009.671.SR.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller herefter, at spørgsmålet besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.