Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om autorisation af tandlæger, der er statsborgere i og/ eller uddannet i lande udenfor EU/EØS

Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 97 af 9/2 2011, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 1130 af 26/8 2016,

bekendtgørelse nr. 217 af 27/2 2019.

I medfør af § 2, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.1350 af 17. december 2008, fastsættes efter bemyndigelse fra indenrigs- og sundhedsministeren:

Til toppen

Kapitel 1 – Personkreds

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter tandlæger, der er

1) statsborgere i og uddannet som tandlæge i et land uden for EU/EØS,

2) statsborgere i et land uden for EU/EØS og uddannet som tandlæge i et andet EU/EØS land og

3) statsborgere i et andet EU/EØS land og uddannet som tandlæge i et land uden for EU/EØS, med mindre uddannelsesbeviset er anerkendt i et andet EU/EØS land og tandlægen kan dokumentere mindst 3 års erhvervserfaring i det pågældende land, jf. bekendtgørelse nr. 49 af 13. januar 2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som autoriseret sundhedsperson.

Til toppen

Kapitel 2 – Autorisationsbetingelser

§ 2. Sundhedsstyrelsen meddeler efter ansøgning fra en af § 1 omfattet tandlæge autorisation som tandlæge og tilladelse til selvstændigt virke, når følgende betingelser er opfyldt i nævnte rækkefølge:

1) Sundhedsstyrelsen har vurderet tandlægens grunduddannelse som egnet til afprøvning, jfr. nedenstående autorisationsbetingelser. En grunduddannelse, der er afsluttet mere end 6 år forud for ansøgningstidspunktet anses for forældet med mindre det dokumenteres, at tandlægen i de seneste 6 år forud for ansøgningstidspunktet har arbejdet som tandlæge i mindst 12 måneder.

2) Tandlægen har bestået »Prøve i Dansk 3« med minimum karaktererne 10 i mundtlig kommunikation, 7 i læseforståelse og 7 i skriftlig fremstilling. Hvis de påkrævede karakterer er opnået i forskellige prøver, er det et krav, at prøverne har fundet sted inden for en periode på 12 måneder.

3) Tandlægen har bestået skriftlige, mundtlige og praktiske odontologiske fagprøver samt fulgt et kursus i og bestået kursus i dansk sundhedslovgivning (nationale fag).

4) Tandlægen har gennemført og fået godkendt en praktisk-klinisk evalueringsansættelse.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan efter en konkret vurdering undtage tandlæger, der er omfattet af § 1, nr. 2, fra de i stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte autorisationsbetingelser.

Stk. 3. Den i stk. 1, nr. 2, nævnte sprogtest kan gennemføres forud for Sundhedsstyrelsens vurdering af tandlægens grunduddannelse. Sprogtesten skal dog være bestået mindre end 12 måneder forud for ansøgningstidspunktet, med mindre det dokumenteres, at tandlægen ubrudt har opholdt sig i Danmark i perioden efter, at sprogtesten er bestået.

§ 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter indhold og krav til de i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte odontologiske fagprøver samt kursus og prøve i dansk sundhedslovgivning (nationale fag). Indholdet og kravene offentliggøres på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen afholder udgifterne til de i § 2, stk.1, nr. 3, nævnte prøver og kursus i dansk sundhedslovgivning. Eventuelle udgifter til den i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte prøve i sproglige/kommunikative kompetencer (dansk sprogtest) afholdes af ansøger selv.

Til toppen

Kapitel 3 – Evalueringsansættelse

§ 4. Den i § 2, nr. 4, nævnte praktisk-kliniske evalueringsansættelse har til formål at teste tandlægens kliniske færdigheder og sproglige/kommunikative evner i praksis. Tandlægen skal selv skaffe sig en evalueringsansættelse.

Stk. 2. Til brug for evalueringsansættelsen udsteder Sundhedsstyrelsen efter ansøgning en tidsbegrænset autorisation (evalueringsautorisation). Ansøgning herom kan indgives, når tandlægen har søgt og modtaget tilbud om en evalueringsansættelse.

Stk. 3. Evalueringsansættelsen skal være påbegyndt senest 12 måneder efter den sidste af de i § 2, stk.1 nr. 3, nævnte prøver er gennemført.

Stk. 4. En evalueringsautorisation kan efter ansøgning i særlige tilfælde forlænges af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 5. En evalueringsautorisation kan tilbagekaldes af Sundhedsstyrelsen, hvis evalueringsansættelsen ophører, eller hvis styrelsen finder tilbagekaldelse nødvendig i tilfælde, hvor ansættelsesstedet har indberettet, at tandlægens faglige, sproglige eller kommunikative kvalifikationer er mangelfulde.

§ 5. En af § 1 omfattet tandlæge uden udenlandsk specialtandlægeanerkendelse i et speciale, der aktuelt er godkendt i Danmark skal gennemgå evalueringsansættelse i overensstemmelse med §§ 2-4 i bekendtgørelse nr. 892 af 9. juli 2007 om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.

Stk. 2. Under evalueringsansættelsen vurderes tandlægens basale faglige kompetencer, herunder sproglige/kommunikative kvalifikationer, af ansættelsesstedet efter 1 måneds ansættelse og en afsluttende vurdering. Evalueringerne indsendes til Sundhedsstyrelsen på et af styrelsen særligt udarbejdet evalueringsskema.

Stk. 3. Såfremt ansættelsesstedet i løbet af evalueringsansættelsen vurderer, at tandlægen i væsentligt omfang ikke lever op til det sproglige/kommunikative og faglige kompetenceniveau, som en dansk uddannet tandlæge forudsættes at have på et tilsvarende tidspunkt i ansættelsen, og skønner, at et sådant kompetenceniveau ikke vil kunne opnås under den videre evalueringsansættelse afbrydes ansættelsen og afsluttende evaluering sendes til Sundhedsstyrelsen med henblik på stillingtagen til tandlægens autorisationsansøgning.

Stk. 4. Vurderer ansættelsesstedet det samlede uddannelsesforløb positivt, meddeler Sundhedsstyrelsen tandlægen varig dansk autorisation og efter ansøgning tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.

§ 6. En af § 1 omfattet tandlæge med dokumenteret udenlandsk specialtandlægeanerkendelse i et speciale, der aktuelt er godkendt i Danmark, skal gennemgå en seks måneders evalueringsansættelse hos en tandlæge med ret til selvstændigt virke.

Stk. 2. Under evalueringsansættelsen vurderer den ansvarlige tandlæge den ansatte tandlæges basale tandlægelige kompetencer, herunder sproglige/kommunikative kvalifikationer, efter 1 måneds ansættelse og en afsluttende vurdering. Evalueringerne indsendes til Sundhedsstyrelsen på et af styrelsen særligt udarbejdet evalueringsskema.

Stk. 3. Såfremt den ansvarlige tandlæge i løbet af evalueringsansættelsen vurderer, at tandlægen i væsentligt omfang ikke lever op til det basale tandlægelige kompetenceniveau, og skønner, at et sådant kompetenceniveau ikke vil kunne opnås under den videre evalueringsansættelse, afbrydes ansættelsen og afsluttende evaluering sendes til Sundhedsstyrelsen med henblik på stillingtagen til tandlægens autorisationsansøgning.

Stk. 4. Vurderes det, at tandlægen besidder tilstrækkelige, basale tandlægelige kompetencer, meddeler den ansvarlige tandlæge dette til Sundhedsstyrelsen, der meddeler tandlægen varig autorisation og efter ansøgning tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.

Til toppen

Kapitel 4 – Dispensation

§ 7. Sundhedsstyrelsen kan i tilfælde, hvor en tandlæge besidder en ganske særlig viden eller kompetence, efter indstilling fra et ansættelsessted og for en periode af indtil et år, meddele autorisation med begrænsning af funktionsmæssig og/eller stedlig karakter, uden at de i § 2, stk.1 nr. 2 - 4, nævnte betingelser er opfyldt. Styrelsen kan i særlige tilfælde og efter fornyet indstilling fra ansættelsesstedet forlænge autorisationen.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i øvrigt under helt særlige omstændigheder dispensere fra en eller flere af de i § 2, stk.1 nævnte betingelser for opnåelse af autorisation og tilladelse til selvstændigt virke.

Til toppen

Kapitel 5 – Klageadgang

§ 8. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest fire uger efter dato for afgørelsen.

Til toppen

Kapitel 6 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2011. Samtidig ophæves vejledning nr. 56 af 25. juni 2002 om autorisationer af tandlæger uddannet i udlandet

§ 10. En af § 1 omfattet tandlæge, der har opnået midlertidig autorisation efter hidtil gældende regler med henblik på at kvalificere sig til varig autorisation kan færdiggøre det særlige seks måneders prøveansættelsesforløb efter hidtil gældende regler, indtil udløb af den midlertidige autorisation. For at opnå varig autorisation skal tandlægen herudover gennemføre de i nærværende bekendtgørelse § 2 stk.1, nr. 3, nævnte autorisationsbetingelser.

Stk. 2. En af § 1 omfattet tandlæge, der har opnået Sundhedsstyrelsens godkendelse til at kvalificere sig til varig autorisation kan indtil udgangen af 2011 færdiggøre det særlige seks måneders prøveansættelses forløb efter hidtil gældende regler. For at opnå varig autorisation skal tandlægen herudover gennemføre de i nærværende bekendtgørelse § 2 stk.1, nr. 3, nævnte autorisationsbetingelser.

Stk. 3. Efter udløb af de i stk.1 og stk. 2, nævnte frister kan de omfattede tandlæger kun opnå varig autorisation ved at opfylde samtlige autorisationsbetingelser i nærværende bekendtgørelse, jf. § 2.

Til toppen

Noter

§ 2 ændret 1/4 2019 ved bek. nr. 217 af 27/2 2019.

§ 2 ændret 31/8 2016 ved bek. 1130 af 26/8 2016.

Til toppen