Bekendtgørelse om statslig elevstøtte til elever på efterskoler
Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 429 af 10/5 2011.
I medfør af § 30, stk. 1 og 3 - 4, og § 52 b, i lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), jf. lovbekendtgørelse nr. 662 af 14. juni 2010, som ændret ved lov nr. 276 af 5. april 2011, fastsættes:
Kapitel 1 – Elevstøtteberettigede
§ 1. Til nedsættelse af elevbetalingen for deltagelse i kurser på efterskoler, og hvor betingelserne i lovens § 30, stk. 1 og 2, er opfyldt, ydes indkomstbestemt statslig elevstøtte til elever med dansk statsborgerskab. Tilsvarende ydes elevstøtte til elever uden dansk statsborgerskab, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
1) Eleven eller elevens forældre, hvis eleven er under 19 år ved kursets begyndelse, har haft ubrudt og lovligt ophold i Danmark i mindst 2 år op til kursets begyndelse.
2) Eleven er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven).
3) Eleven forsørges af en forælder, der er statsborger i et andet EU- eller EØS-land, hvis den pågældende forælder har lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, eller eleven i øvrigt er omfattet af Rådets forordning af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (1612/68).
Stk. 2. Til udenlandske elever, der ikke opfylder en af betingelserne i stk. 1, nr. 1 - 3, men hvor en eller begge af elevens forældre har eller tidligere har haft dansk statsborgerskab, godkender skolen, at der ydes grundstøttebeløb, jf. lovens § 30.
Kapitel 2 – Bopæl og indkomstgrundlag ved beregning af statslig elevstøtte
§ 2. For en elev bosiddende i Danmark, vil folkeregisteradressen være udtryk for en persons bopæl, jf. lovens § 30, stk. 2, nr. 5, og § 33, stk. 1. Dette gælder både eleven og en forælders samlever.
Stk. 2. For en elev, hvis forældre eller forælder ikke bor i Danmark, skal de faktiske forhold for bopæl lægges til grund. Dette gælder både børn, på grundlag af hvilke der fastsættes en nedsættelse af indkomstgrundlaget, jf. lovens § 30, stk. 5, nr. 2, og en forælders eventuelle samlever.
Stk. 3. For børn bosiddende i Danmark, på grundlag af hvilke der fastsættes en nedsættelse af indkomstgrundlaget, jf. lovens § 30, stk. 5, nr. 2, vil folkeregisteradressen være udtryk for barnets bopæl.
§ 3. Eleven skal til brug for beregning af nyt støttebeløb på baggrund af begivenheder indtruffet efter kursets begyndelse, jf. lovens § 33, stk. 1, give skolen de oplysninger, der er nødvendige for beregning af nyt støttebeløb.
Stk. 2. Den nye støtteberegning har virkning fra og med den første kursusuge i måneden efter, at en af de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1, er indtruffet.
§ 4. Efter principperne for dannelsen af indkomstgrundlaget i lovens § 32, stk. 1, beregner skolen grundlaget for tildeling af elevstøtte, hvis elevens forældre eller eleven i det andet kalenderår forud for det kalenderår, hvor støtteperioden begynder, havde indkomst
1) på Færøerne eller i Grønland, eller
2) i udlandet, og indkomsten ikke var skattepligtig i Danmark, eller
3) i Danmark, og indkomsten ikke var skattepligtig i Danmark.
Stk. 2. Eleven skal give skolen de oplysninger om forældrenes eller egne indkomst- og formueforhold, der er nødvendige for at beregne grundlaget for tildeling af elevstøtte.
Stk. 3. Indkomst m.v. i udenlandsk valuta omregnes til danske kroner på grundlag af Nationalbankens årsgennemsnitskurser for indkomståret.
§ 5. Er det ikke muligt for skolen at indhente de nødvendige oplysninger til brug for beregning af et indkomstgrundlag, jf. lovens § 32, fastsætter skolen elevstøtten til grundstøttebeløbet.
Kapitel 3 – Ansøgning om og beregning af statslig elevstøtte
§ 6. Statslig elevstøtte søges på et skema, der er udarbejdet af Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, og som udleveres af skolen. Oplysningernes rigtighed bekræftes ved underskrift på ansøgningsskemaet. Ansøgningen skal indgives til skolen forud for eller i løbet af kurset.
Stk. 2. På skemaer, der er udarbejdet af Uddannelsesstyrelsen, indberetter skolen oplysninger fra ansøgningsskemaerne i stk. 1.
Stk. 3. For elever, hvor Uddannelsesstyrelsen ikke kan indhente person- eller indkomstoplysninger hos Det Centrale Personregister og skattemyndighederne til beregning af det ugentlige elevstøttebeløb, indhenter skolen disse oplysninger hos elevens forældre eller eleven, hvis denne er fyldt 19 år. Skolen indberetter oplysningerne til Uddannelsesstyrelsen på et særligt skema udarbejdet af Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen.
Stk. 4. Skolen indberetter oplysningerne i elektronisk form efter Uddannelsesstyrelsens nærmere anvisning.
§ 7. Uddannelsesstyrelsen sender til skolen en støttemeddelelse enten i papirform eller elektronisk, hvoraf forudsætningerne for Uddannelsesstyrelsens beregning af det ugentlige støttebeløb for eleven fremgår. Skolen videresender støttemeddelelsen til eleven og underretter samtidig eleven om reglerne for skattepligt af elevstøtten.
Stk. 2. Undervisningsministeriet offentliggør på sin hjemmeside, www.uvm.dk, en skala over forholdet mellem indkomstgrundlag og det indkomstbestemte elevstøttebeløb, herunder det indkomstgrundlag, der udløser grundstøttebeløbet.
Kapitel 4 – Udbetaling af statslig elevstøtte til skolerne og administration m.v.
§ 8. Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen udbetaler statslig elevstøtte forskudsvis til skolerne i lige store månedlige rater.
Stk. 2. Forskuddet beregnes på baggrund af 40/8 af det indberettede antal elevstøtteuger for det tredje kvartal i året forud for finansåret multipliceret med et gennemsnitligt ugentligt støttebeløb. Til nye skoler kan der ydes forskud ud fra det forventede antal årselever i finansåret på kurser af mindst 2 ugers varighed, hvis et pengeinstitut stiller garanti for tilbagebetaling af forskuddet. Garantierklæringen, der oprettes sammen med garantierklæringen for forskud til skolen i øvrigt, skal omfatte mindst 1 måneds forskud på elevstøtten.
Stk. 3. Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen kan nedsætte det beregnede forskud, hvis det faktiske elevtal i skoleåret er 25 pct. mindre end det elevtal, der er lagt til grund ved forskudsberegningen, jf. stk. 2.
Stk. 4. Hvis skolen ikke indsender fyldestgørende og rettidige oplysninger til styrelsen, jf. § 9, stk. 1, modregnes forskudsudbetalingen i førstkommende udbetaling af taxametertilskuddet.
§ 9. Skolen indberetter til Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen kvartalsvis bagud antallet af elevstøtteelever og kursusuger opgjort på ugentlige elevstøttebeløb efter styrelsens nærmere anvisning. Indberetning sker senest den 15. i måneden efter kvartalets udløb, dog skal opgørelsen for 4. kvartal indberettes senest den 4. januar. Korte kurser, herunder sommerkurser, indberettes én gang om året den 15. oktober, og pengene udbetales til skolerne senest den 31. oktober.
Stk. 2. Statslig elevstøtte afregnes til skolen kvartalsvis bagud på baggrund af indberetning efter stk. 1. Støtten anvises med fradrag af forskudsudbetalinger efter § 8 senest den 30. i den anden måned efter kvartalets udløb.
Stk. 3. Differencer i statens favør mellem forskudsudbetaling efter § 8 og kvartalsopgørelse efter stk. 1 modregnes i efterfølgende forskuds- eller tilskudsudbetalinger eller kan kræves tilbagebetalt straks.
Stk. 4. Efter Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens anvisning sendes indberetninger efter stk. 1 i elektronisk form i et af styrelsen fastlagt filformat. Indtil fastsættelse af regler om digital signatur, jf. lovens § 52 b, skal skolen tillige fremsende en papirudskrift af de elektronisk indsendte indberetninger i underskrevet stand.
§ 10. Uddannelsesstyrelsen indhenter oplysninger om forældrenes, bopælsforælderens eventuelle samlevers og elevens indkomst- og formueforhold i et eller flere forudgående indkomstår hos skattemyndighederne og oplysninger om forældre, bopælsforælderens eventuelle samlever og eleven hos Det Centrale Personregister. Oplysningerne skal gives i en form, der er egnet til elektronisk databehandling.
Kapitel 5 – Ikrafttrædelse
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 2011 og har virkning for kurser, der begynder den 30. juli 2011 og derefter.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 921 af 20. november 2003 om statslig elevstøtte til elever på efterskoler.
Stk. 3. For kurser, der begynder inden den 30. juli 2011, finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 921 af 20. november 2003 anvendelse.