Bekendtgørelse om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge
Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 427 af 9/5 2011.
I medfør af § 48, stk. 2, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 17. december 2008, fastsættes:
§ 1. For at opnå tilladelse til selvstændigt virke skal en tandlæge have gennemført en praktisk oplæring på 1 år hos en tandlæge med tilladelse til selvstændigt virke.
Stk. 2. Formålet med den 1-årige praktiske oplæring er, at tandlægen under opsyn og vejledning af en erfaren tandlæge skal opnå rutine og klinisk erfaring, der gør tandlægen egnet til at arbejde selvstændigt som tandlæge. Ansættelsesforløbet skal sikre en bred indsigt i de arbejdsprocesser og rutiner, der knytter sig til forskellige former for klinisk tandlægevirksomhed.
§ 2. Oplæringen skal omfatte beskæftigelse hos en praktiserende tandlæge eller på en offentlig tandlægeklinik i mindst 12 måneder, svarende til 1440 arbejdstimer.
Stk. 2. Tandlægen skal i perioden beskæftige sig med både børne- og ungdomstandpleje og voksentandpleje. Mindst 3 måneder af den samlede periode, svarende til 360 arbejdstimer, skal ske i hvert regi.
Stk. 3. Ansættelser af mindre end 3 måneders varighed, svarende til 360 arbejdstimer, kan ikke indgå i den praktiske oplæring.
Stk. 4. Tandlægen har selv ansvaret for at skaffe de fornødne ansættelser.
Stk. 5. Ansættelser med hovedvægt på forskning eller undervisning kan ikke indgå i uddannelsen.
Stk. 6. Ansættelser i udlandet efter opnåelse af dansk autorisation kan indgå i den krævede praktiske oplæring, såfremt ansættelsen er egnet til at opfylde det i § 1, stk. 2, nævnte formål og i øvrigt indeholder de i stk. 2 angivne elementer.
§ 3. Tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge meddeles af Sundhedsstyrelsen på grundlag af dokumentation fra den ansættende tandlæge om ansættelsens varighed.
§ 4. Tandlæger, der opfylder kravene i overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet m.v. og i direktiv fra den Europæiske Union om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, har tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2011.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 892 af 9. juli 2007 om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.
Stk. 3. Reglerne i denne bekendtgørelse finder også anvendelse for praktisk oplæring med henblik på tilladelse til selvstændigt virke, der er påbegyndt før bekendtgørelsens ikrafttræden.