Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om tilskud til behandling og optræning på Øfeldt Centrene

Sundheds- og Forebyggelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1391 af 16/12 2011.

I medfør af §§ 71 og 72 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010, fastsættes:

§ 1. Gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer, der er bosiddende i Region Hovedstaden, Region Sjælland samt i en region, hvor regionsrådet har tiltrådt overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Øfeldt Centrene, kan modtage tilskud til behandling, jf. stk. 3, nr. 1 og stk. 4.

Stk. 2. Gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer, der er bosiddende i en region, hvor regionsrådet har tiltrådt overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Øfeldt Centrene, kan modtage tilskud til behandling af muskellidelser, jf. stk. 3, nr. 2 og stk. 4.

Stk. 3. Regionsrådet yder et tilskud på 40 % af det honorar pr. behandlingstime til optræning på Øfeldt Centrene, der er fastsat i overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Øfeldt Centrene, til:

1) Personer, der lider af kroniske lammelser, hvor der ifølge den lægelige vurdering er behov for langvarig optræning af muskler, jf. stk. 1.

2) Personer med muskellidelser lokaliseret til ryg, skuldre og nakke samt til behandling af »tennisalbue« og »kold skulder« samt tilsvarende lidelser i andre led i arme og ben, jf. stk. 2.

Stk. 4. De nærmere vilkår for tilskud, herunder beskrivelse af ydelser, er fastlagt i overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Øfeldt Centrene

§ 2. Det er en forudsætning for at modtage tilskud fra regionsrådet, at patienten har en skriftlig henvisning fra en læge, inden behandlingen eller optræningen påbegyndes. Henvisningen skal indeholde oplysninger om diagnose, henvisningsperiode, behandlingens eller optræningens omfang samt dato for udstedelsen.

§ 3. Personer, der har ret til ydelser i medfør af EU-retten eller internationale aftaler, har under ophold her i landet ret til tilskud til optræning af kroniske lammelser og behandling af muskellidelser på Øfeldt Centrene på samme vilkår som gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer.

Stk. 2. Ved EU-retten eller internationale aftaler forstås Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og den dertil knyttede forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler for gennemførelse af forordning nr. 883/2004, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2012.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 566 af 18. juni 2009 om tilskud til behandling og optræning på Øfeldt Centret Aps.

Stk. 3. I de bestemmelser i denne bekendtgørelse, hvor der refereres til overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Øfeldt Centrene, henvises, indtil der er indgået en overenskomst imellem disse parter, til overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Teddy Øfeldt.

Stk. 4. Har et regionsråd, der tidligere har tiltrådt overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Øfeldt Centrene, jf. § 1, fratrådt overenskomsten, er personer med bopæl i regionen berettiget til at færdiggøre et påbegyndt behandlingsforløb.

Til toppen