Ændring af praksis i ferie-efterlønssager vedrørende fradrag for arbejdsløshedsdagpenge, ydelser efter lov om børnepasningsorlov og kontanthjælp i ferieåret
Arbejdsdirektoratets skrivelse nr. 9617 af 19/10 2010.
I rundskrivelse nr. 06/08 af 31. marts 2008 beskrev Arbejdsdirektoratet i punkt 14.3.c, hvordan der skulle ske fradrag i efterbetalingen for dage med arbejdsløshedsdagpenge, børnepasningsorlovsydelse og kontanthjælp i ferieåret, jf. ferielovens § 34 b, stk. 4. Af administrative grunde skulle a-kassen modregne dag for dag i efterlønnen.
Arbejdsmarkedets Ankenævn, nu Ankestyrelsen, har siden truffet afgørelse i 3 sager, hvor medlemmet har været ledig og fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge i samme ferieår, som medlemmet har holdt ferie i efterlønsperioden.
Ankenævnet traf den 1. afgørelse 20. februar 2009. Her kom nævnet frem til, at der ikke er hjemmel til "at modregne dagpenge udbetalt i perioden i Deres efterløn."
Nævnet traf afgørelse i 2 tilsvarende sager 29. maj 2009. Nævnet nåede der frem til, at medlemmet skulle have mulighed for at få efterbetalt efterlønnen, der tidligere var modregnet. Hvis medlemmet vælger den mulighed, skal der ske fradrag i feriepengene for arbejdsløshedsdagpenge mv., der er udbetalt i ferieåret.
Ankestyrelsen har siden tilkendegivet, at resultatet i den første sag er et helt konkret resultat i en særlig sag, mens de 2 afgørelser af 29. maj 2009 må anses for at være gældende ret.
Det betyder, at der som udgangspunkt skal ske en tilbagebetaling af feriepenge for det antal af dage, medlemmet har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, ydelser efter lov om børnepasningsorlov og kontanthjælp i ferieåret, før der kan ske en efterbetaling af efterløn.
Realudligning er en mulighed for at stille medlemmet økonomisk, som om a-kassen havde vejledt korrekt. Det indebærer, at a-kassen skal opgøre medlemmets krav som en traditionel tabsopgørelse. Det indebærer ikke, at medlemmet skal tilbagebetale de udbetalte feriepenge. Medlemmets mulighed for ved et omvalg at blive stillet, som om ferien ikke blev afholdt, ændrer nemlig ikke på, at den pågældende faktisk holdt ferie og derfor også oprindeligt havde krav på feriepengene.
Det betyder, at a-kassen skal udarbejde en opgørelse over det beløb (efterlønnen), som medlemmet havde krav på, hvis den pågældende oprindeligt havde valgt ikke at holde ferie. A-kassen skal derefter fratrække det beløb (feriepengene), som den pågældende fik udbetalt som konsekvens af valget om at holde ferie, altså en fuld omberegning, og udbetale differencen.
Der vil således være tale om en fuld omberegning, hvor medlemmet vil få udbetalt det beløb, som medlemmet samlet ville have fået i feriepenge og efterløn, hvis a-kassen havde vejledt korrekt og fyldestgørende.
Ved omberegningen skal a-kassen benytte feriepengebeløbet før fradrag for skat.
Eksempel:
Medlemmet havde i 2004 optjent 24 dages ferie til afholdelse fra 1. maj 2005 til 30. april 2006. Han fik i juni 2005 udbetalt arbejdsløshedsdagpenge i 10 dage. Han overgik til efterløn den 1. juli 2005 og fik samtidig alle feriepengene udbetalt som et engangsbeløb efter ferielovens § 30, stk. 1. Feriepengene var på 950 kr. pr. dag før fradrag for skat. Han fik fradrag i efterlønnen for de første 24 dage efter overgangen.
A-kassen vidste inden overgangen til efterløn, at medlemmet ville få udbetalt feriepengene som et engangsbeløb. Den burde derfor have vejledt medlemmet om muligheden for at få feriepengene udbetalt efter ferielovens § 34 b, uden at få fradrag i efterlønnen. Han skal derfor nu stilles, som om han havde fået korrekt vejledning (realudligning).
Hvis medlemmet havde fået feriepengene udbetalt efter ferielovens § 34 b, ville han ikke have kunnet få udbetalt for 24 dage, men alene for 14 dage. Han har altså fået udbetalt feriepenge for 10 dage "for meget", idet man ved en udbetaling efter ferielovens § 34 b, stk. 2 eller 3 skal fratrække det antal feriedage, den pågældende har fået arbejdsløshedsdagpenge mv. i ferieåret, jf. ferielovens § 34 b, stk. 4.
Efterbetalingsbeløbet skal udregnes således:
Efterløn for de 24 dage, hvor medlemmet havde fået fradrag: 15.696 kr. (24 x 654 kr.). Feriepenge for 10 dage: 9.500 kr. (10 x 950 kr.).
Medlemmet skal have efterbetalt: 6.196 kr. (15.696 ÷ 9.500 kr.) før skat. Hertil kommer renter.
A-kasserne skal ændre praksis fra dags dato. Afgørelser, der er truffet af a-kassen efter de hidtidige retningslinjer, skal ikke genoptages.
Arbejdsdirektoratet udsendte i starten af februar 2008 en oversigt over efterlønsmodtagere i a-kassen, der i en periode inden havde fået udbetalt kontanthjælp. Listen indeholdte samtlige modtagere af kontanthjælp, der var gået på efterløn i den relevante periode, og oplysningerne er derfor dækkende også for de nye sager.
Denne Skrivelse ændrer fra dags dato praksis som beskrevet i Skrivelse nr. 9247 af 17. maj 2010, pkt. 12, som henviser til Rundskrivelse 06/08, pkt. 14.3.c.