RÅDIGHED OG SAMVÆR MED TVANGSFJERNEDE BØRN
Arbejdsdirektoratets skrivelse nr. 9534 af 15/9 2010.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har meddelt Arbejdsdirektoratet, at styrelsen i forbindelse med en henvendelse til beskæftigelsesministeren har afgivet en vejledende udtalelse om, hvordan reglerne om rådighed forholder sig til en situation, hvor en forsikret ledig på et fast tidspunkt hver uge skal have samvær med et tvangsfjernet barn.
Da Arbejdsmarkedsstyrelsen er regeludstedende myndighed på området, kan styrelsens fortolkning af reglerne lægges til grund ved a-kassernes administration af reglerne.
Direktoratet skal derfor hermed orientere a-kasserne om styrelsens vejledende udtalelse, der har følgende indhold:
"Er man ledig skal man stå fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet for at have ret til dagpenge.
For at stå fuldt ud til rådighed, skal man bl.a. kunne overtage rimeligt arbejde på fuld tid og på de vilkår, der er almindelige inden for det pågældende fag, ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at man er blevet henvist til arbejdet – i visse tilfælde samme dag. Man kan ikke begrænse sin rådighed til bestemte tidsrum, men skal som udgangspunkt kunne overtage arbejde på alle tider af dagen, dvs. også arbejde, der er tidsmæssigt placeret sent om eftermiddagen, om aftenen og i weekenderne.
For at stå til rådighed må der ikke være faktiske eller retlige hindringer for at overtage arbejde. Hvis man har faste forpligtelser på faste tidspunkter, der hindrer én i at overtage arbejde på disse tidspunkter, kan man som udgangspunkt ikke anses for at stå til rådighed.
Hvis der således er fastlagt et fast ugentligt tidspunkt for samvær med et tvangsfjernet eller anbragt barn, som ligger hindrende i vejen for, at man vil kunne overtage et rimeligt arbejde, vil man som udgangspunkt ikke kunne anses for at stå fuldt ud til rådighed.
Hvis kommunen har fastlagt tidspunktet for samværet med barnet, er det Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse, at den ledige efter en konkret vurdering vil kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis kommunen erklærer at ville flytte tidspunktet for samværet, såfremt den ledige skal overtage et arbejde, som den pågældende selv har fundet eller er blevet henvist til, hvor arbejdstiden f.eks. rækker ind over tidspunktet for samværet, eller i øvrigt er til hinder for, at den ledige vil kunne overholde det fastlagte samvær med barnet.
Ud over at kunne overtage arbejde som beskrevet ovenfor, skal den ledige kunne møde til forskellige samtaler mv. i a-kassen eller hos jobcenteret hhv. anden aktør, dagen efter, at den ledige har modtaget en indkaldelse hertil.
Det er Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse, at a-kassen kan vælge at flytte tidspunktet for en samtale, hvis den ledige inden mødetidspunktet henvender sig til a-kassen for at få ændret tidspunktet for samtalen med den begrundelse, at den pågældende skal møde til et af kommunen fastlagt samvær med sit tvangsfjernede eller anbragte barn."
Direktoratet skal præcisere, at spørgsmålet om flytning af møder kun vil være relevant, hvis medlemmet i øvrigt kan anses for at stå til rådighed.
Direktoratet skal endvidere oplyse, at der ikke er formkrav til hvordan kommunen eventuelt erklærer, at den efter anmodning vil flytte tidspunktet for samværet.
A-kassen skal dog notere eller arkivere kommunens erklæring herom, jf. § 17 i bekendtgørelse nr. 800 af 28. juni 2010 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser.
A-kassens eventuelle spørgsmål kan rettes til chefkonsulent Jørn Wæver eller fuldmægtig Kristine Gude.