Skrivelse om ændring af reglerne for hjælp efter serviceloven under midlertidige ophold i udlandet

Pr. 1. januar 2010 er der som led i afbureaukratiseringsprojektet foretaget ændringer i bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet (udlandsbekendtgørelsen). I det følgende gennemgås disse ændringer, ligesom det mere generelt beskrives, hvornår der kan ydes hjælp efter serviceloven under ophold i udlandet.

Hjælp efter serviceloven er betinget af, at modtageren opholder sig lovligt her i landet. Dette følger af servicelovens § 2, stk. 1, og udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 1. I udlandsbekendtgørelsen er der som en undtagelse hertil fastsat regler, der dels giver mulighed for at bevare allerede bevilget hjælp under midlertidige ophold i udlandet, dels giver mulighed for at få hjælp til dækning af ekstra omkostninger, som er forbundet med kortvarige udlandsferier.

Bevarelse af hjælp

I udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, er der en udtømmende opremsning af typer af hjælp efter serviceloven, som kan bevares under midlertidige ophold i udlandet. Det drejer sig om merudgiftsydelse rettet mod børn efter § 41, tabt arbejdsfortjeneste efter § 42, ledsageordning til unge efter § 45, borgerstyret personlig assistance efter § 96, ledsageordning til voksne efter § 97, kontaktperson til døvblinde efter § 98, merudgiftsydelse til voksne efter § 100, hjælpemidler efter § 112, forbrugsgoder efter § 113, handicapbil efter § 114 og pasning af nærtstående efter § 118.

Det er, jf. udlandsbekendtgørelsens § 2, en betingelse for at bevare de nævnte typer af hjælp under et midlertidigt ophold i udlandet, at modtageren inden udrejsen opfylder betingelserne for at modtage hjælpen, og at kommunen løbende kan holdes orienteret om, at opholdet sker, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes.

Det fremgår af udlandsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, at ved midlertidige udlandsophold på op til en måned bevarer modtageren de ovennævnte typer af hjælp uden at ansøge kommunen herom. Denne regel, som trådte i kraft den 1. januar 2010, er en ændring i forhold til tidligere, hvor der altid skulle ansøges i kommunen uanset udlandsopholdets varighed. Ændringen har til formål at sikre, at borgerne kan bevare deres hjælp under korterevarende udlandsophold, uden at skulle søge kommunen herom forinden udrejsen. Herved gøres reglerne mere smidige og fleksible for borgerne samtidig med, at der er tale om administrative lettelser for kommunerne.

Ved udlandsophold, der overstiger en måned, skal modtageren af hjælp fortsat ansøge kommunen om bevarelse af hjælpen, før opholdet påbegyndes. Herved sikres det, at kommunen, der fortsat er ansvarlig for, at borgeren får den rette hjælp og støtte, forudgående gøres bekendt med udlandsopholdet og med ønsket om bevarelse af hjælp. Dermed får kommunen lejlighed til forudgående at vurdere, om hjælpen kan opfylde sit formål under udlandsopholdet. Endvidere skal kommunen løbende kunne holdes orienteret om, at opholdet sker, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes.

Når modtageren af hjælp ansøger kommunen om bevarelse af hjælpen under et midlertidigt udlandsophold, skal kommunen, jf. udlandsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, vurdere den periode, i hvilken hjælpen i det enkelte tilfælde kan bevares. Denne periode afhænger af formålet med hjælpen og de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af hjælpen. Ved vurderingen må kommunalbestyrelsen også holde sig det overordnede formål med retten til bevarelse af hjælp under midlertidige udlandsophold for øje. Dette formål er at sikre, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kunne rejse til udlandet på lige fod med andre.

I § 3, stk. 2-4, er nævnt nogle situationer, hvor modtageren af hjælp bevarer hjælpen under hele det midlertidige udlandsophold.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om bevarelse af hjælp efter serviceloven under midlertidige udlandsophold kan påklages til de sociale nævn og Ankestyrelsen efter de gældende regler herom.

Hjælp til dækning af ekstra omkostninger forbundet med kortvarige udlandsferier

Ud over den hjælp, der kan bevares under midlertidige ophold i udlandet, kan der, jf. udlandsbekendtgørelsens § 5, i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med opholdet.

Hvis borgeren er på en kortvarig udlandsferie, vil der således dels være mulighed for bevarelse af allerede bevilget hjælp, og dels vil der kunne ydes hjælp til dækning af ekstra omkostninger, som er forbundet med ferien, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Ved kortvarige udlandsferier forstås efter praksis fra Ankestyrelsen ferier af ca. 14 dages varighed, og ferier i bred forstand er omfattet af begrebet, herunder også aktive ferier eller deltagelse i idrætsstævner. Endvidere er det efter ankepraksis en betingelse for at yde støtte, at hjælpen er særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelsen af rejsen.

Som eksempler på udgifter, hvortil der vil kunne ydes hjælp efter udlandsbekendtgørelsens § 5, kan nævnes ekstra omkostninger til en hjælpers rejse- og opholdsudgifter, ekstra omkostninger til transport af hjælpemidler eller ekstra omkostninger, hvis der er behov for mere end en hjælper under ferieopholdet. Eksemplerne er ikke udtømmende.

Borgeren skal i hvert enkelt tilfælde ansøge kommunen om hjælp til dækning af ekstra omkostninger forbundet med kortvarige udlandsferier, og kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til de sociale nævn og Ankestyrelsen efter de gældende regler herom.

Udlandsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1296 af 15. december 2009 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet) kan ses på www.retsinformation.dk.