Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Pension

Orientering om ændring af lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. – Forhøjelse af pensionstillæg m.v.

Beskæftigelsesministeriets orienteringsskrivelse nr. 9309 af 29/5 2009.

Folketinget har den 28. maj 2009 vedtaget L 194 – Forslag til lov om ændring af lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Forhøjelse af pensionstillæg m.v.)

Folketinget har endvidere den 28. maj 2009 vedtaget L 197 - Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og forskellige andre love. (Forenkling af reglerne om opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag og konsekvensændringer som følge af Forårspakke 2.0 m.v.).

Med vedtagelse af L 197, er der i denne lovs § 22 foretaget konsekvensændringer i lov om social pension § 29, stk. 1, nr. 1, og i § 32 a, stk. 1, nr. 1, og med lovens § 23 er der foretaget konsekvensændringer i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., i § 25, stk. 1, nr. 1. Konsekvensændringerne er foretaget som følge af en ændring af personskattelovens § 7, jf. L 195 om ændring af personskatteloven og forskellige andre love (Forårspakke 2.0 - Vækst, klima, lavere skat). Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af sociale pensioner henvises til personskattelovens § 7. Konsekvensændringerne bevarer den hidtil gældende retstilstand for opgørelse af indtægtsgrundlaget.

Lovforslagene som vedtaget ved 3. behandling kan findes ved Retsinformation på www.retsinformation.dk. Lovforslagene med bemærkninger til de enkelte bestemmelser kan findes på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Ændringerne træder i kraft 1. januar 2010.

Om det vedtagne lovforslag L 194 – Forhøjelse af pensionstillæg m.v.

Forhøjelse af pensionstillæg

Pensionstillægget til folkepensionister og førtidspensionister, der modtager førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (gammel ordning), er - uanset pensionistens civilstatus - forhøjet med 2.000 kr. (2009-niveau) fra 1. januar 2010, samtidig med at de nuværende bortfaldsgrænser for pensionstillægget er fastholdt.

Forhøjelsen af pensionstillægget med 2.000 kr. (2009-niveau) gælder således både for enlige, gifte og samlevende. Det forhøjede pensionstillæg vil blive reguleret 1. januar 2010 med satsreguleringsprocenten efter de gældende regler.

Bortfaldsgrænserne for pensionstillægget er fastholdt. Derfor er aftrapningsprocenterne for beregning af pensionstillæg ændret, således at det forhøjede pensionstillæg vil være nedsat fuldt ud ved de bortfaldsgrænser, der er resultatet efter de gældende regler.

Det betyder, at aftrapningsprocenten for pensionstillæg er fastsat til:

  • 30,9 pct. for en enlig pensionist,
  • 32,0 pct. for en pensionist, der er gift eller samlevende med en ikke-pensionist,
  • 16,0 pct. for en pensionist, der er gift eller samlevende med en pensionist og
  • 32,0 pct. for en samlevende pensionist, der er omfattet af overgangsordningen.

Pensionstillægget bliver dermed aftrappet inden for det samme indtægtsinterval som efter de gældende regler, men med en marginalt højere procent end efter de gældende regler. Alle pensionister, som efter de gældende regler kan modtage pensionstillæg, modtager forhøjelsen helt eller delvist. Pensionister, der ikke kan modtage pensionstillæg efter gældende regler, vil ved uændret indkomst ikke kunne modtage forhøjelsen.

Konsekvensændring i regler om tillæg ved højt kommunalt beskatningsgrundlag

I lov om social pension § 72 c, stk. 1 og i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. § 62, stk. 1, er der foretaget en konsekvensændring som følge af, at sundhedsbidraget udfases i perioden 2012 til 2019, jf. aftalen om forårspakken 2.0.

Konsekvensændringen består i, at sundhedsbidraget, der er fastsat til 8 pct., ikke længere skal indgå i opgørelsen af den beskatningsprocent, der udløser tillæg. Samtidig er grænsen for den samlede beskatningsprocent nedsat med 8 procentpoint, før der kan udbetales tillæg for højt kommunalt beskatningsgrundlag. Ændringen vil ikke medføre konsekvenser for hverken pensionister eller det offentlige.

Til toppen