Lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende - eget skib - sejlads med unge fra institution - bopæl på skibet

Skats skrivelse nr. SK.2009.248.VLR af 30/3 2009.

Skatteministeriet skal anerkende, at A i indkomståret 2003 anses for selvstændig erhvervsdrivende i skattemæssig henseende i forhold til den oppebårne indkomst fra henholdsvis Stiftelsen G1 og G2 Rådgivnings Center ApS, samt at hans skatteansættelse for indkomståret 2003 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Skatteministeriet skal anerkende, at A i indkomståret 2003 anses for selvstændig erhvervsdrivende i skattemæssig henseende i forhold til den oppebårne indkomst fra henholdsvis Stiftelsen G1 og G2 Rådgivnings Center ApS, dog undtaget indkomst modtaget for vikararbejde, samt at hans skatteansættelse for indkomståret 2003 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Af årsrapporten for indkomståret 2004 for M/S H1 ved A fremgår blandt andet følgende

"...

2004

..."

A har supplerende forklaret, at han er uddannet kystskipper og ikke skibsfører som anført i byretsdommen. Han bor ikke længere på skibet, men i ..., hvor han det seneste år har været ansat på et mindre skibsværft. Skibet H1 ligger i havn i .... Skibet er ikke længere sødygtigt og har ikke sejlet siden september sidste år. Han er ikke længere samlevende med BA.

Da han anskaffede skibet i november 2002, var det planen, at han ville drive erhverv ved at sejle med lystfiskere og på længere sigt muligvis tillige med unge. Han brugte 40-50.000 kr. på udbedring af mangler og klargøring af skibet, inden Søfartsstyrelsen kunne godkende skibet til den planlagte anvendelse som erhvervsskib. Det kostede ham mindst 100.000 kr. årligt at leve op til Søfartsstyrelsens krav for erhvervsskib. Det havde ikke været nødvendigt at afholde disse udgifter, hvis han kun skulle anvende skibet til sejlads med unge for institutionerne G1 og G2. Da han købte skibet, flyttede han sin bopæl til skibet. Han boede på skibet indtil 2006. Det var et krav for at sejle med skibet, at der var en besætning på mindst to personer. Han havde derfor altid sin styrmand BA med. BA boede på skibet i 2-3 år.

Han kontaktede G1 i december 2002, da han ikke blev hyret til fisketure. Det var derfor nødvendigt at finde andre indtægtsmuligheder, og han havde hørt om G1 i en tv-udsendelse. Formålet med sejladserne for institutionerne var, at de unge skulle afruses eller holdes væk fra deres tidligere omgangskreds. Der var altid tale om længere ture, der tidsmæssigt strakte sig fra en uge til flere måneder. Den længste sejlads varede 9 måneder. Han havde det overordnede ansvar for de unge, der var med på turene. Foruden BA har han også hyret MS, KL og DN til sejladserne. Han mener, at alle 4 var ansat i løbet af 2003. BA var fastansat på funktionærvilkår, mens de øvrige var ansat på dagsbasis. Der var mange ekstraudgifter forbundet med sejladserne. Blandt andet måtte han på et tidspunkt få udbedret en skadet skibsskrue for 80.000 kr. Denne udgift har han i lighed med andre udbedringsomkostninger selv måtte afholdt. Det var udgangspunktet, at han selv måtte afholde alle udgifter til udbedring af skader, herunder også skader forårsaget af de unge. Kun undtagelsesvis gik G2 eller G1 efterfølgende med til at dække sådanne udgifter.

G2 bad om, at regningerne for sejladserne af hensyn til kommunens refusion blev specificeret på den måde, som er anvendt i fakturaerne fra april 2003 og fremefter. Der var bestemte satser for, hvor meget kommunen ville refundere til henholdsvis lønomkostninger, kost og logi samt aktiviteter. Det var på baggrund af disse satser, at honoraret for sejladserne blev fastlagt forud for den enkelte sejlads. I perioder, hvor han ikke sejlede med unge for G1 eller G2, ringede han til andre institutioner for på den måde at skaffe andre opgaver. Det lykkedes imidlertid ikke at få andre aftaler i stand. I de perioder, hvor han ikke sejlede med unge, holdt han fri. Han har kun udført vikararbejde for institutionerne i en kort periode. Anskaffelsen af skibet og driften heraf har ikke været en god forretning. Udkastet til en samarbejdsaftale blev præsenteret for ham på et møde. Han husker ikke anledningen hertil, og de nåede aldrig at drøfte aftalen, da mødet blev afbrudt på grund af, at en af de unge var stukket af fra institutionen.

Virksomheden var fritaget for at betale moms af flere grunde. Dels var skibet bevaringsværdigt, dels er transport til søs fritaget for moms. Samtidig er ydelserne til institutionerne fritaget for moms.

VS har supplerende forklaret, at SE i 2003 var institutionernes revisor. Appellanten rettede i 2003 henvendelse til dem på baggrund af en tv-udsendelse om G1. Institutionerne kunne ifølge den daværende praksis i amtet ikke få tilladelse til selv at drive et skibsprojekt. Hvis et sådant tilbud skulle indgå i institutionens behandling af de unge, skulle det derfor ske ved aftale med eksterne samarbejdspartnere. Udkastet til samarbejdsaftalen skulle sikre, at appellanten var klar over, at han kun kunne opnå betaling for de perioder, hvor institutionerne havde unge med på sejlture, og at appellanten i de øvrige perioder ikke havde krav på betaling. Prisen i samarbejdsaftalen var fastsat på baggrund af, hvad institutionerne modtog i betaling fra amtet til løsning af den pågældende opgave med den unge. Det var institutionerne, der krævede, at beløbet blev opsplittet som sket på henholdsvis personale, aktiviteter mv. En pædagog kostede 25.000 kr. Beløbet til appellanten var højere, idet appellanten selv skulle afholde udgifter til blandt andet pension, feriepenge og forsikringer. Institutionerne var nødt til at have en fast pris på sejladserne, idet de også havde en fast pris i forhold til amtet. Beløbet til dækning af personale blev fastsat til 2 lønninger, da de unge, som institutionerne arbejder med, kræver, at der er to voksne tilknyttet hver af de unge. Der var også faste satser for, hvor meget der kunne anvendes til "aktiviteter". Det kunne blandt andet være udgifter til biografture, leje af båd til sejladser eller lignende. Posten "aktiviteter" på appellantens fakturaer var et fast beløb, som de havde aftalt på forhånd mellem institutionerne og appellanten. Sejladserne har ikke været en god forretning for appellanten. Han gennemførte de planlagte sejladser, også selv om den pågældende unge kunne give anledning til problemer, heriblandt ødelæggelse af inventaret på skibet. Appellanten stod selv for at ansætte medhjælp, men institutionerne stillede krav til straffeattest.

I de perioder, hvor appellanten arbejdede som vikar, arbejdede han på en af institutionernes afdelinger sammen med de øvrige ansatte. Institutionerne betragtede ham ikke som ansat, men som en ekstern samarbejdspartner på linje med eksempelvis psykologer, hvorfor der også for denne ydelse blev udstedt en faktura fra appellanten. Fakturaerne for juni, juli og første halvdel af august 2003 vedrører betaling for appellantens vikararbejde.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Appellanten har særskilt til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at appellantens indkomst for udført vikararbejde også må anses for erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed, da der for denne del - som for de øvrige aktiviteter i virksomheden - er udstedt fakturaer, og da appellanten ikke var omfattet af en ansættelsesaftale.

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at appellanten i efteråret 2002 erhvervede skibet "H1" med henblik på anvendelse til erhvervsmæssig sejlads, og at appellanten i den forbindelse foretog investeringer for at opnå myndighedsgodkendelse af skibets anvendelse til erhvervsmæssig sejlads.

Ud fra en samlet vurdering af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. B.3.1.1, tiltræder landsretten, at As vederlag fra Stiftelsen G1 og G2 Rådgivnings Center ApS for vikararbejde må anses ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. For de øvrige honorarer, der udgør vederlag for sejladser med institutionens unge, finder landsretten, at disse honorarer må anses erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Landsretten har for den del af indkomsten, der hidrører fra vikararbejde i perioden 1. juni 2003 - 15. august 2003, særligt lagt vægt på, at appellanten og BA i denne periode udførte samme arbejde og var underlagt samme instruktioner, som de pædagoger de vikarierede for, og at arbejdet - der var uden forbindelse med driften af skibet "H1" - foregik på institutionerne og således indgik som en integreret del af institutionernes virke.

For den del af institutionernes honorarer, der vedrører appellantens sejladser med institutionernes unge, har landsretten særligt lagt vægt på, dels at aftalerne med institutionerne forudsatte, at appellanten som driftsmiddel stillede sit skib til rådighed, dels at appellanten løbende afholdt udgifter til skibets drift, der både i art og omfang må anses for usædvanlige i lønmodtagerforhold. Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at skibet tillige har tjent som bolig for appellanten og BA ikke kan begrunde, at skibet ikke skal anses som et driftsmiddel i forhold til de foretagne sejladser.

Landsretten har endvidere lagt vægt på, at appellanten i kraft af samarbejdsaftalen med institutionerne hverken var garanteret en løbende indtægt fra sejladser med institutionernes unge eller begrænset i adgangen til at udføre arbejde for andre, og at appellanten herved må anses for at have påtaget sig en reel økonomisk risiko. Det skal videre bemærkes, at landsretten ikke har anset det for afgørende, at appellanten i det væsentlige kun har modtaget vederlag fra én hvervgiver, jf. Højesterets afgørelse gengivet i U 1998.247 H.

Endelig har landsretten lagt vægt på, at appellanten selv sørgede for ansættelse og aflønning af nødvendig medhjælp til sejladserne, at honorarerne for sejladserne må anses for fastsat som et samlet vederlag til dækning af appellantens driftsudgifter, at det henset til sejladsernes tidsmæssige udstrækning har været naturligt at foretage faktureringerne månedsvis, og at den foretagne opsplitning i fakturaerne på henholdsvis udgifter til personale, kost og logi samt aktiviteter ikke har været begrundet i As forhold, men udelukkende i institutionernes bevillingsmæssige forhold.

Landsretten tager derfor appellantens subsidiære påstand til følge.

Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger for begge retter til A med i alt 63.000 kr. Beløbet omfatter 8.000 kr. til retsafgift og 55.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi og udfald.

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at appellanten, A, i indkomståret 2003 anses for selvstændig erhvervsdrivende i skattemæssig henseende i forhold til den oppebårne indkomst fra henholdsvis Stiftelsen G1 og G2 Rådgivnings Center ApS, dog undtaget indkomst modtaget for vikararbejde, samt at hans skatteansættelse for indkomståret 2003 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Skatteministeriet skal betale sagens omkostninger for begge retter til A med 63.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.