Bekendtgørelse om adgang for selvstændige erhvervsdrivende til at bevare medlemskab af Arbejdsmarkedets Tillægspension
Arbejdsmarkedets Tillægspensions bekendtgørelse nr. 1059 af 11/11 2009.
I medfør af § 2, stk. 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 942 af 2. oktober 2009, fastsættes:
Anmodning om fortsat medlemskab
§ 1. En person, der har været medlem af ATP, enten som lønmodtager eller som modtager af en ydelse nævnt i ATP-lovens § 2 a, stk. 1-3, sammenlagt i mindst 3 år, og som derudover har betalt bidrag svarende til 3 årsbidrag, kan anmode om at fortsætte sit medlemskab af ATP, hvis vedkommende bliver selvstændig erhvervsdrivende.
Stk. 2. Anmodning om medlemskab af ATP som selvstændig erhvervsdrivende sker ved henvendelse til ATP eller ved at udfylde og indsende en fortrykt blanket, der kan hentes via ATP’s hjemmeside. ATP kan anmode om fornøden dokumentation for, at medlemmet har etableret sig som selvstændig erhvervsdrivende. Det forudsættes, at den pågældende mindst opnår en indtægt, svarende til 9 timers ugentlig beskæftigelse til den timeløn, der anvendes ved beregning af bidrag for lønmodtagere, hvis arbejdstid ikke kendes.
Bidragspligt
§ 2. En selvstændig erhvervsdrivende, som bevarer medlemskabet, betaler bidrag fra den 1. i måneden efter, at anmodningen er modtaget i ATP.
Stk. 2. Bidragsbetalingen ophører, hvis medlemmet fritages fra medlemskab efter § 5, stk. 1, eller udelukkes fra medlemskab efter § 5, stk. 2.
Stk. 3. Der betales ikke bidrag for måneder, hvori pågældende er ude af erhverv.
Bidragets størrelse
§ 3. En selvstændig erhvervsdrivende betaler selv det fulde bidrag, jf. ATP-lovens § 15, stk. 7.
Indbetaling af bidrag
§ 4. Bidraget forfalder til betaling den 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november for det forudgående kvartal med sidste rettidige betalingsdag henholdsvis den 7. februar, 7. maj, 7. august og 7. november.
Stk. 2. Indbetales bidraget ikke rettidigt, betales rente af det skyldige beløb med 1,5 pct. pr. påbegyndt måned, regnet fra den pågældende opkrævningsperiodes udløb.
Stk. 3. ATP opkræver bidraget via PBS Betalingsservice.
Ophør af medlemskab
§ 5. En person, der som selvstændig erhvervsdrivende har bevaret medlemskabet, kan fritages for medlemskabet med virkning fra udløbet af den måned, hvori anmodningen er modtaget i ATP.
Stk. 2. En selvstændig erhvervsdrivende, der ikke indbetaler skyldige bidrag, udelukkes fra fortsat medlemskab som selvstændig erhvervsdrivende. Udelukkelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor der er betalt bidrag til.
Stk. 3. Bidrag, der med rette er indbetalt af en selvstændig erhvervsdrivende i denne egenskab, kan ikke tilbagebetales.
Stk. 4. En person, som er fritaget for medlemskab i henhold til bestemmelsen i stk. 1, og som i hele fritagelsesperioden har indbetalt til ATP enten som lønmodtager eller som modtager af en ydelse nævnt i ATP-lovens § 2 a, stk. 1-3, kan genindtræde som selvstændig erhvervsdrivende den 1. i måneden efter, at ATP har modtaget en anmodning herom. Hvis en person er udelukket fra medlemskab i medfør af stk. 2, kan vedkommende kun genindtræde som selvstændig erhvervsdrivende, hvis der i tiden efter udelukkelsen på ny har været beskæftigelse som lønmodtager i mindst 3 år, og der er indbetalt bidrag svarende til mindst 3 årsbidrag. ATP kan i særlige tilfælde tillade genindtræden, selv om disse vilkår ikke er opfyldt.
Pensionsret m.v.
§ 6. En person, der som selvstændig erhvervsdrivende har bevaret medlemskabet, erhverver ret til ATP-pension efter samme regler, som gælder for øvrige ATP-medlemmer. En efterlevende ægtefælle eller samlever samt afdødes børn opnår efter ATP-lovens almindelige regler ret til engangsbeløb i forbindelse med den selvstændige erhvervsdrivendes død.
§ 7. Bestemmelserne i ATP-loven og i de bekendtgørelser, der er udfærdiget i medfør af loven, finder - med mindre andet følger af nærværende regler - tilsvarende anvendelse for selvstændige erhvervsdrivende, der vælger at bevare medlemskabet efter lovens § 2, stk. 2.
Ikrafttræden m.v.
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 708 af 23. august 2002 om adgang for selvstændige erhvervsdrivende til at bevare medlemskab af Arbejdsmarkedets Tillægspension ophæves.