Cirkulære om kriminalforsorgens medarbejderes private forbindelser med indsatte og klienter mv.
Justitsministeriets cirkulære nr. 89 af 30/12 2008.
§ 1. Institutionslederen har pligt til senest ved ansættelsen at orientere personalet om indholdet af dette cirkulære. Institutionslederen har pligt til ved ansættelsen at forespørge ansøgere, om de har private forbindelser som beskrevet i dette cirkulære samt vejlede om den underretningspligt, der påhviler medarbejderne under ansættelsen.
§ 2. Det er ikke tilladt medarbejdere i Kriminalforsorgen at have personlige eller økonomiske forbindelser med aktuelle eller tidligere indsatte eller klienter, hvis der derved opstår risiko for, at tjenesten ikke vil kunne udføres korrekt og uafhængigt.
Stk. 2. Tilhørsforhold til rockergrupperinger, bander og lignende ligestilles med de i stk. 1 nævnte forbindelser.
§ 3. En medarbejder har pligt til at underrette sin nærmeste foresatte, hvis der indsættes personer på medarbejderens tjenestested, som medarbejderen er i familie med, eller som medarbejderen har personlig eller økonomisk forbindelse med. Tilsvarende pligt til underretning gælder med hensyn til klienter i den kriminalforsorgsafdeling eller pension, hvor medarbejderen gør tjeneste.
§ 4. Får en medarbejder oplysning om, at nære familiemedlemmer eller personer, som medarbejderen har personlige eller økonomiske forbindelser med, er aktuelle eller tidligere indsatte eller klienter eller har tilhørsforhold til rockergrupperinger, bander og lignende, skal medarbejderen underrette sin nærmeste foresatte herom.
§ 5. Tjenestestederne skal gøre notater om underretning modtaget efter §§ 3 og 4 i medarbejderens personalesag. Sådanne notater videresendes til medarbejderens nye tjenestested i tilfælde af forflyttelse.
§ 6. Tjenestestedets leder kan fastsætte lokale instrukser om disse forhold.
§ 7. Bestemmelserne i dette cirkulære gælder for alle medarbejdere i Kriminalforsorgen herunder også time- og honorarlønnet personale og andre ansatte med løsere tilknytning. Bestemmelserne gælder tilsvarende for praktikanter m.v., der arbejder ulønnet i Kriminalforsorgens tjeneste.
§ 8. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 2–4 behandles efter reglerne om tjenesteforseelser.
§ 9. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 2009.
Stk. 2. Cirkulære nr. 11054 af 1. februar 1979 om Kriminalforsorgens personales private forbindelser med indsatte og klienter mv. ophæves.