Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Bekendtgørelse om udbetaling af visse kontantydelser til sikrede

Sundheds- og Forebyggelsesministeriets bekendtgørelse nr. 711 af 27/6 2008.

I medfør af §§ 224 og 228, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret ved lov nr. 539 af 17. juni 2008, fastsættes:

§ 1. Sikredes bopælskommune udbetaler på vedkommende regions vegne følgende kontantydelser:

1) Tilskud til delvis dækning af udgifter til behandling eller undersøgelse hos speciallæge, indenfor hvis speciale der ikke findes overenskomst med Regionernes Lønnings- og Takstnævn, jfr. lovens § 64, stk. 2 og 3.

2) Tilskud til delvis dækning af udgifter til behandling hos læge, tandlæge, fysioterapeut og kiropraktor m.v. i tilfælde, hvor der ikke foreligger overenskomst om vilkår for ydelser efter lovens §§ 60, 64, §§ 65-69, 71-72.

3) Tilskud til briller til børn under 16 år ifølge lovens § 70 i de tilfælde, hvor der ikke foretages direkte afregning mellem brilleleverandøren og vedkommende region.

4) Tilskud til dækning af udgifter i forbindelse med sygdomstilfælde eller dødsfald under midlertidigt ophold i udlandet, på Færøerne og i Grønland i det omfang, det er fastsat af ministeren for sundhed og forebyggelse i henhold til lovens § 167. Det er en betingelse, at der ikke i henhold til de af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte bestemmelser efter lovens § 167 foreligger overenskomst om dækning af udgifterne (rejsesygesikring).

5) Tilskud til delvis dækning af udgifter til behanding hos læge, herunder speciallæge, behandling hos tandlæge, fysioterapeut, kiropraktor og fodterapeut, der ikke har tilsluttet sig en overenskomst, hvori det er aftalt, at nettoafregning skal anvendes, jf. lovens § 227.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1, nr. 1-4 udbetales til gruppe 1- og gruppe 2-sikrede. Tilskud efter stk. 1, nr. 5 udbetales til gruppe 2-sikrede.

Stk. 3. Udbetaling til sikrede sker til den pågældendes Nemkonto, jf. lov om offentlige betalinger m.v.

§ 2. Sikredes bopælskommune udbetaler kontantydelser til dækning af udgifter til behandling hos fysioterapeut m.v. i praksissektoren i tilfælde, hvor der ikke foreligger overenskomst om vilkår for ydelser efter lovens §§ 140 a, stk. 1, og 140 b.

Stk. 2. Tilskuddet udbetales til gruppe 1- og gruppe 2-sikrede.

Stk. 3. Udbetaling til sikrede sker til den pågældendes Nemkonto, jf. lov om offentlige betalinger m.v.

§ 3. Til personer, der under midlertidigt ophold i Danmark har ret til visse offentlige sundhedsydelser i medfør af De europæiske Fællesskabers forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, eller i medfør af overenskomster med andre stater, udbetaler opholdskommunen på vedkommende regions vegne tilskud til hel eller delvis dækning af udgifter til de ydelser, der er nævnt i lovens §§ 60, 64, §§ 65-69 og 71-72. Tilskud udbetales, selvom der foreligger en overenskomst om vilkår for ydelsen, jf. lovens § 227, når overenskomstmæssig afregning ikke har fundet sted, f.eks. på grund af manglende forevisning af dokumentation for ret til ydelser over for yderen.

§ 4. Meddelelse om størrelsen af de beløb, der vil kunne udbetales som tilskud til de enkelte ydelser, og om ændringer i beløbenes størrelse udsendes af ministeren for sundhed og forebyggelse.

§ 5. Krav om tilskud kan rejses, såsnart en regning er betalt og mod aflevering af specificeret og kvitteret regning til kommunen. I intet tilfælde kan der udbetales mere end regningens beløb.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2008.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1112 af 1. november 2006 om udbetaling af visse kontantydelser til sikrede.

Stk. 3. I de bestemmelser i denne bekendtgørelse, hvor der refereres til overenskomster imellem Regionernes Lønnings- og Taktsnævn og foreninger af sundhedspersoner, henvises, indtil der er indgået en overenskomst imellem disse parter, til overenskomsten imellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og den relevante forening af sundhedspersoner.

 

Til toppen