Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om tilskud til fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren og vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren og i kommunen

Sundheds- og Forebyggelsesministeriets bekendtgørelse nr. 710 af 27/6 2008.

I medfør af §§ 67, 72 og 140 a i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret ved lov nr. 539 af 17. juni 2008, fastsættes:

Generelle bestemmelser

§ 1. Gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer har ret til tilskud til fysioterapi og vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut efter lægehenvisning.

§ 2. Sikrede personer har ikke ret til tilskud til fysioterapi på offentlige sygehuse eller på private sygehuse eller klinikker, der modtager patienter til fysioterapi efter overenskomst med offentlige sygehuse.

§ 3. Regionsrådet yder ikke tilskud til fysioterapeutens ydelser til sig selv, til ægtefælle eller til hjemmeboende børn.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen yder til vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren ikke tilskud til fysioterapeutens ydelser til sig selv, til ægtefælle eller til hjemmeboende børn.

§ 4. Regionsrådet yder tilskud med samme beløb og til samme ydelser til gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen yder vederlagsfri fysioterapi med samme ydelser til gruppe 1- og gruppe 2-sikrede personer.

Stk. 3. For gruppe 1-sikrede personer er det en betingelse for at modtage tilskud til fysioterapi, at den udføres af en fysioterapeut, der har tilsluttet sig den relevante overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter.

Stk. 4. For gruppe 1-sikrede personer er det en betingelse for at modtage vederlagsfri fysioterapi, at den udføres af en fysioterapeut, der enten har tilsluttet sig den relevante overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter, eller leverer tilsvarende ydelser i kommunalt regi, jf. § 13.

Stk. 5. Til gruppe 2-sikrede, der har fået fysioterapi hos en fysioterapeut, der ikke har tilsluttet sig overenskomsten, udbetaler bopælskommunen tilskuddet på vegne af regionsrådet. For at få tilskuddet udbetalt skal patienten fremsende en kvitteret og specificeret regning til kommunen. Tilskuddet kan ikke overstige regningens beløb.

Stk. 6. Både gruppe 1- og gruppe 2-sikrede personer betaler deres egen andel af honoraret direkte til fysioterapeuten.

§ 5. Personer, der har ret til ydelser i medfør af EF-retten eller internationale aftaler, har under ophold her i landet ret til tilskud til fysioterapi og vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut efter lægehenvisning på samme vilkår som gruppe 1-sikrede.

Stk. 2. Ved EF-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og den dertil knyttede forordning (EØF) nr. 574/72 om gennemførelse af forordning nr. 1408/71, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer.

Tilskudsberettiget fysioterapi

§ 6. Regionsrådet yder tilskud til fysioterapi hos fysioterapeut efter lægehenvisning i praksissektoren.

§ 7. De nærmere vilkår for tilskud, herunder ydelsesbeskrivelser, til fysioterapi hos fysioterapeut efter lægehenvisning fremgår af overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter.

§ 8. Regionsrådet yder et tilskud på 39,3 % af de i overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter fastsatte honorarer for konsultationer, herunder holdtræning. Ved fysioterapi i patientens hjem ydes et tilskud på 40 % af de i samme overenskomst fastsatte afstandstillæg.

Stk. 2. Hvis fysioterapeuten ved samme besøg behandler eller træner flere familiemedlemmer i samme hjem, yder regionsrådet kun ét tilskud. Behandler eller træner fysioterapeuten ved samme besøg flere patienter på plejehjem eller lignende, beregnes kun ét afstandstillæg, som regionsrådet i dette tilfælde betaler fuldt ud.

§ 9. Hvis regionsrådet beslutter at tilbyde forebyggende og opfølgende fysioterapeutisk holdundervisning, yder regionsrådet tilskud til de ydelser, der er omfattet af overenskomstens bestemmelser om holdundervisning.

Stk. 2. Regionsrådets tilskud til forebyggende og opfølgende fysioterapeutisk holdundervisning jf. stk. 1, udgør 2/5 af det honorar, der er fastsat i den rammeaftale, der er indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter om iværksættelse af forebyggende og opfølgende fysioterapeutisk holdundervisning.

Tilskudsberettiget ridefysioterapi

§ 10. Regionsrådet yder tilskud til fysioterapi hos ridefysioterapeut efter lægehenvisning.

§ 11. De nærmere vilkår for tilskud, herunder ydelsesbeskrivelser, til fysioterapi hos ridefysioterapeut efter lægehenvisning fremgår af overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter.

Stk. 2. Regionsrådets tilskud til ridefysioterapi, jf. stk. 1, udgør 4/5 af de honorarer, der er fastsat i overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter.

Vederlagsfri fysioterapi, herunder vederlagsfri ridefysioterapi

§ 12. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut og hos ridefysioterapeut i praksissektoren efter lægehenvisning.

Stk. 2. De nærmere vilkår for vederlagsfri fysioterapi efter lægehenvisning hos fysioterapeut og hos ridefysioterapeut i praksissektoren, herunder ydelsesbeskrivelser, fremgår af overenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter.

§ 13. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut og hos ridefysioterapeut efter lægehenvisning ved at etablere tilbud om vederlagsfri fysioterapi på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser eller private institutioner.

Stk. 2. De nærmere vilkår for vederlagsfri fysioterapi efter lægehenvisning hos fysioterapeut og hos ridefysioterapeut, herunder ydelsesbeskrivelser, skal være identiske med de vilkår, der fremgår af overenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter.

§ 14. Personer med et varigt, svært fysisk handicap som følge af en medfødt eller arvelig lidelse, erhvervede neurologiske lidelser, fysiske handicap som følge af ulykke eller nedsættelse af led- eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtlidelser har efter lægehenvisning ret til et vederlagsfrit tilbud om fysioterapi, evt. ved ridefysioterapeut, fra kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Personer med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom som følge af en medfødt eller arvelig lidelse, erhvervede neurologiske lidelser eller nedsættelse af led- eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtlidelser har efter lægehenvisning ret til et vederlagsfrit tilbud om fysioterapi fra kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen udarbejder særskilt vejledning for personers adgang til vederlagsfri fysioterapi efter stk. 1 og 2.

§ 15. Personer, der er lægehenvist til vederlagsfri fysioterapi, herunder vederlagsfri ridefysioterapi, kan vælge mellem at modtage vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut og hos ridefysioterapeut i praksissektoren eller i de tilbud, kommunalbestyrelsen har etableret ved egne institutioner eller indgået aftaler om med private institutioner, og kan også vælge tilbud på andre kommuners institutioner, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En kommune kan af kapacitetsmæssige årsager afvise at modtage personer, der har bopæl i en anden kommune, til vederlagsfri fysioterapi, herunder vederlagsfri ridefysioterapi, f.eks. hvis institutionen har væsentlig længere ventetid til vederlagsfri fysioterapi, herunder vederlagsfri ridefysioterapi end andre kommuners institutioner, og hvis væsentlige hensyn til personer fra egen kommune ellers ville blive tilsidesat.

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2008.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1079 af 2. november 2006 om tilskud til behandling hos fysioterapeut i praksissektoren.

Til toppen