Skrivelse om genoptagelse af kommunens sager om boligstøtte, hvor boligstøttelovens § 11, stk. 1, har fundet anvendelse
Socialministeriets skrivelse nr. 9160 af 8/3 2007.
Statsforvaltningen i Midtjylland har netop offentliggjort en praksisundersøgelse fra de sociale nævn i Århus og Ringkjøbing amter. Undersøgelsen vedrører kommunernes anvendelse af boligstøttelovens § 11, stk. 1, og den viser, at en række kommuner i regionen anvender en ulovlig praksis ved brug af boligstøttelovens § 11, stk. 1.
Undersøgelsen har vist en utilfredsstillende sagsbehandling og en ulovlig praksis, der haft den konsekvens, at et antal borgere har fået for lidt i boligstøtte. På baggrund af materialet i undersøgelsen, ville alle de undersøgte sager blive ændret eller hjemvist ved en klagesagsbehandling. Den ulovlige praksis består især i, at kommunen har nedsat den husleje, der lægges til grund for boligstøtteberegningen, selvom der ikke foreligger dokumentation for størrelsen af lejen for sædvanlige lejligheder af tilsvarende størrelse i lokalområdet. Derfor kan det ikke vurderes, om den konkrete leje overstiger den normale leje i væsentlig grad.
Da undersøgelsens resultat er så markant, må det formodes, at også andre af landets kommuner har anvendt og fortsat anvender en ulovlig praksis ved brug af § 11, stk. 1, i boligstøtteloven.
Kommuner bedes genoptage sager af egen drift og indrette sig efter regler og praksis
På baggrund af undersøgelsens resultat, vil jeg anmode alle kommuner om at undersøge, om kommunens praksis i forbindelse med boligstøttelovens § 11, stk. 1, er lovlig. Hvis kommunens praksis ikke er i overensstemmelse med reglerne, vil jeg opfordre kommunen til af egen drift at genoptage de sager, hvor § 11, stk. 1, har været bragt i anvendelse. Genoptagelsen skal som udgangspunkt ske med virkning for udbetalinger, der er sket eller burde være sket indenfor de seneste 5 år.
Endelig skal kommunen sørge for, at den nuværende administration bringes i overensstemmelse med de gældende regler.
Hovedresultaterne fra undersøgelsen viser,
- at alle de undersøgte sager ville blive ændret eller hjemvist ved en klagesagsbehandling,
- at der mangler væsentlige eller afgørende oplysninger i så godt som alle undersøgte sager,
- at det ikke er muligt i nogen af sagerne ud fra oplysningsgrundlaget at fastslå, at lejen i væsentlig grad overstiger den normale leje med mindst 10 pct., da normalhuslejen ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort,
- at det ikke er muligt at fastslå, at lejen må anses for delvis betaling for luksuriøst udstyr eller beliggenhed, og
- at en del afgørelser har alvorlige formelle mangler i form af mangelfuld begrundelse eller manglende partshøring.
Undersøgelsen kan ses på www.statsforvaltning.dk.
Bilag med orientering om reglerne vedlægges.
Bilag 1 – Orientering om boligstøttelovens § 11, stk. 1
§ 11. Overstiger lejen i væsentlig grad den normale leje for sædvanlige lejligheder af tilsvarende størrelse, eller må lejen anses for delvis betaling for luksuriøst udstyr eller beliggenhed, kan kommunalbestyrelsen nedsætte lejen med et beløb, der svarer til forskellen.
Stk. 2.
En bestemmelse svarende til boligstøttelovens § 11, stk. 1, har været gældende siden boligsikringslovens indførelse i 1967. Af forarbejderne hertil fremgår blandt andet, at den urimelige husleje for normale lejligheder kan forekomme i de fri områder, hvor en ejer og en lejer eventuelt kan føle sig fristet til at aftale en særlig høj leje, for at lejeren kan opnå større boligsikring. Der lægges således i forarbejderne blandt andet vægt på et »omgåelsessynspunkt«.
Af Socialministeriets Vejledning om individuel boligstøtte, pkt. 60, fremgår endvidere:
»Hensigten med bestemmelsen er således at give kommunerne mulighed for at foretage en konkret vurdering af lejens rimelighed i tilfælde, hvor der synes at være særligt grundlag herfor, og til på baggrund heraf at nedsætte lejen ved boligstøtteberegningen. Bestemmelsen er derimod ikke tænkt som hverken en pligt eller en adgang for kommunerne til af besparelseshensyn eller andre generelle hensyn at foretage en vurdering af lejen i alle lejemål, hvortil boligstøtte søges.«
Af vejledningens pkt. 61 fremgår endvidere:
»En vurdering af, om lejen kan anses for urimelig, må altid foretages ud fra de lokale forhold – nemlig det lejeniveau, der er sædvanligt i kommunen for lejligheder af tilsvarende størrelse, kvalitet og udstyr i ejendomme, der er opført i samme tidsrum, herunder også ejendomme, der er opført med statsstøtte.
Bedømmelsen af normallejeniveauet for en bolig kan herefter hensigtsmæssigt foretages med afsæt i generelle kriterier, primært på baggrund af indhentede oplysninger om det generelle aktuelle lejeniveau i et lokalområde.«
Det kan på denne baggrund opsummeres:
1. At anvendelse af bestemmelsen kun skal ske i tilfælde, hvor der synes at være særligt grundlag herfor.
2. At der hverken er en pligt eller en adgang for kommunerne til af besparelseshensyn eller andre generelle hensyn at foretage en vurdering af lejen i alle lejemål, hvortil boligstøtte søges.
3. At kommunen, når den modtager en ansøgning om boligstøtte, i alle tilfælde foretager en umiddelbar vurdering af, om der er et sådant særligt grundlag for at overveje lejenedsættelse. Man kan fx forestille sig, at kommunen har udarbejdet nogle vejledende retningslinjer for huslejens aktuelle størrelse, som kan fungere som et arbejdsredskab med henblik på at udpege de lejemål, hvori der skal ske en nærmere vurdering af lejens størrelse.
4. At anvendelsen af reglen altid beror på en konkret, individuel vurdering af lejen, herunder at der ikke må fastsættes faste grænser for huslejen.
5. At et væsentligt bedømmelseskriterium er det generelle aktuelle lejeniveau i et lokalområde, som ikke nødvendigvis afgrænses til den pågældende kommune.