Bekendtgørelse om lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion
Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 320 af 27/3 2007.
I medfør af § 190 og § 273, stk. 3 i sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes:
§ 1. En læge må ikke konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, obduktion eller udstede dødsattest, når den afdøde
1) var lægens nuværende eller tidligere ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn,
2) var lægens samlever, stedbarn eller plejebarn,
3) på dødstidspunktet tilhørte lægens husstand, eller når lægen i øvrigt havde et særligt tilknytningsforhold til afdøde.
§ 2. Har en læge udstedt en dødsattest i strid med § 1, udsteder embedslægen, hvis det er muligt, en ny dødsattest, som træder i stedet for den først udstedte.
§ 3. Overtrædelse af § 1 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 2007.