Bekendtgørelse om begrænsning i adgang til ydelser efter sundhedsloven for visse persongrupper (Hvilende ret til ydelser efter lovens afsnit V og X)
Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 23 af 9/1 2007.
I medfør af § 11 i sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, som ændret ved lov nr. 1556 af 20. december 2006, fastsættes:
§ 1. Indkaldte til værnepligtstjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor, og personer, der er optaget i anstalter og arresthuse under Kriminalforsorgen, har ikke adgang til ydelser efter lovens afsnit V og X, hvis der under indkaldelse eller ophold i de nævnte institutioner er draget omsorg for de pågældendes ydelser efter lovens afsnit V og X, og opholdet skønnes at ville vare 3 måneder eller mere. For varetægtsfanger regnes 3 måneders fristen fra det tidspunkt, hvor der er afsagt endelig dom.
§ 2. En person, der indkaldes eller optages i en af de nævnte institutioner eller tjenestesteder, skal så vidt muligt aflevere sit sundhedskort til tjenestestedet eller institutionen. Tjenestestedet eller institutionen skal oplyse om indkaldelsen eller optagelsen til den kommune, hvor den pågældende står folkeregistreret. For værnepligtige er tjenestestedets anmeldelse til folkeregistret tilstrækkelig meddelelse.
Stk. 2. Kommunen skal ændre den sikredes status til hvilende sikret, og udsteder et sundhedskort i overensstemmelse hermed.
Stk. 3. De pågældendes børn er selvstændigt sikrede og opretholder retten til sundhedslovens ydelser.
§ 3. Kriminalforsorgens institutioner skal ved udskrivning fra institutionen underrette den kommune, hvor pågældende har bopæl, om at den sikrede ikke længere er hvilende sikret. Tjenestestedet skal ved hjemsendelse af værnepligtige underrette den kommune, hvor pågældende har bopæl, om at den sikrede ikke længere er hvilende sikret.
Stk. 2. Kommunen forsyner herefter den sikrede med et nyt sundhedskort. Den sikrede afleverer tidligere udstedt sundhedskort til kommunen eller tilintetgør det.
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2007. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 119 af 17. marts 1976 om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse persongrupper.