Skrivelse om orientering om nogle forhold vedrørende administration af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
Familiestyrelsens skrivelse nr. 10079 af 22/12 2006.
Om ret til børnetilskud, når et barn opholder sig i udlandet
Ankestyrelsen har i en konkret sag truffet afgørelse om, at der ikke var ret til børnefamilieydelse under et barns ophold på High School i USA af 11 måneders varighed. Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med opholdet var, at det skulle erstatte folkeskolens 10. klasse i Danmark, og at opholdet således ikke kunne betragtes som et supplement til et igangværende uddannelsesforløb i Danmark. Denne afgørelse er offentliggjort som SM B-1-06.
Vedrørende fortolkning af opholdsbestemmelsen i lovene om børnetilskud og børnefamilieydelse har Familiestyrelsen hidtil henvist til en skrivelse af 22. juni 2004 fra Socialministeriet til YFU-Danmark.
På baggrund af SM B-1-06 har Familiestyrelsen spurgt Ankestyrelsen, om der i lyset heraf fortsat kan henvises til denne skrivelse.
Ankestyrelsen har hertil svaret, at SM B-1-06 er i overensstemmelse med Socialministeriets udtalelse af 22. juni 2004. Ankestyrelsen bekræfter endvidere Familiestyrelsens opfattelse af, at afgørelsen må forstås således, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret individuel vurdering af, om et midlertidigt ophold i udlandet som led i et uddannelsesforløb sigter på at forbedre den pågældendes muligheder for at klare sig her i landet. Endelig oplyser Ankestyrelsen, at den i forbindelse med antagelse af sager til behandling fremover vil være opmærksom på, om der er grundlag for at belyse spørgsmålet yderligere.
Til orientering vedlægges Socialministeriets udtalelse af 22. juni 2004.
Om Pristalsregulering af forskudsvise udbetalte bidrag
I en anden sag, hvor afgørelsen er offentliggjort som SM B-3-06, har Ankestyrelsen fundet, at et bidrag skulle udlægges forskudsvis i overensstemmelse med Statsamtets afgørelse herom og opgøres til det aktuelle normalbidrag på forfaldstidspunktet. En efterfølgende satsregulering kunne ikke ske med tilbagevirkende kraft.
Det er på denne baggrund Familiestyrelsens opfattelse, at der ikke længere som hidtil vil skulle foretages en efterregulering af forskudsvise udbetalte børnebidrag, der er udlagt før 1. januar for en periode, der ligger efter 1. januar, med den satsreguleringsprocent, som normalbidraget efter lovens § 25 a reguleres med den 1. januar.
Da den hidtidige efterregulering af forskudsvis udbetalte bidrag er foretaget efter en - indtil offentliggørelsen af SM B-3-06 - almindelig anerkendt praksis, er det ikke Familiestyrelsens opfattelse, at kommunerne skal foretage sig noget i forhold til de efterreguleringsbeløb, som efter den hidtil gældende praksis er udbetalt til den bidragsberettigede og opkrævet hos den bidragspligtige.
Efterreguleringsbeløb, der er udbetalt til bidragsberettigede, kan ikke på grundlag af denne afgørelse kræves tilbagebetalt, da der ikke er tale om ydelser, som er modtaget mod bedre vidende uberettiget, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.
Såfremt en bidragspligtig gør indsigelse mod en efterregulering, skal indsigelsen behandles efter de almindelige klageregler herom.
Om digitale ansøgninger
Der er ikke i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag fastsat nogle formkrav til, hvorledes ansøgninger skal indgives.
Det er Familiestyrelsens opfattelse, at en ansøgning kan behandles, når den er indgivet digitalt, hvis ansøgeren har identificeret sig ved pinkode eller digital signatur og har fremsendt den dokumentation, der er nødvendig for at behandle ansøgningen. Det er i så fald ikke nødvendigt, at ansøgeren i et efterfølgende brev ved sin underskrift bekræfter ansøgningen.
Bilag 1 – Socialministeriets udtalelse af 22. juni 2004
I et brev af 22. juni 2004 til YFU-Danmark har Socialministeriet udtalt følgende om børnefamilieydelse og børnetilskud under danske børns udvekslingsophold:
»Under henvisning til Deres mail af 1. juni 2004 skal Socialministeriet oplyse om følgende bestemmelser på området for børnefamilieydelser og børnetilskud.
Med virkning fra 1. januar 2004 er loven om børnetilskud og børnefamilieydelse ændret. Det betyder, at hjemstedsbestemmelsen ændres til en opholdsbestemmelse, jf. vedlagte orienteringsskrivelse af 12. dec. 2003. I lovændringen er der dog en særlig undtagelse, der sigter på, når barnet opholder sig midlertidigt i udlandet som et led i et uddannelsesforløb, hvor formålet er at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet. Der kan fx være tale om, at barnet for at styrke dets sproglige færdigheder eller dets viden om internationale forhold, i et år eller et semester følger en uddannelse i udlandet. Der vil også blive lagt vægt på, om opholdet kan betragtes som et supplement til et igangværende uddannelsesforløb.«