Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 23 af 3/4 2006.

Kapitel 1 – Sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion uden tilladelse

§ 1. Modtager et regionsråd en anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i tilfælde, hvor betingelserne i sundhedslovens §§ 92, 93, 95, stk. 1, eller 96 for at foretage indgrebet uden samrådstilladelse skønnes opfyldt, udfærdiger regionsrådet indlæggelsesseddel og henviser kvinden til et sygehus. Regionsrådet orienterer kvinden om, hvilke oplysninger hun skal medbringe ved indlæggelsen. Svangerskabsafbrydelse inden 12. uge kan foretages både på offentlige og private hospitaler eller klinikker. Kvinden skal, hvis hun ønsker det, vejledes om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, ligesom hun kan vejledes om muligheden for at bortadoptere barnet.

Stk. 2. Ved henvisningen til sygehuset skal regionsrådet oplyse om

1) kvindens bopæl, eventuelt telefonnummer og personnummer,

2) hvem anmodningen er fremsat af, kvinden selv eller eventuelt af en værge,

3) at hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver, og

4) at vejledning er foretaget i henhold til sundhedslovens § 100, stk. 3 og 5-6.

Til toppen

Kapitel 2 – Forberedelsen af sager om anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

§ 2. Når regionsrådet modtager en anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion tilvejebringer det de sociale og lægelige oplysninger om kvindens forhold, der skønnes, er af betydning for samrådets bedømmelse af anmodningen. Undersøgelse af sagen sker under hensyntagen til sagens hastende karakter, således at der sikres størst mulig hurtighed i sagsbehandlingen, herunder at antallet af personlige henvendelser til regionsrådet begrænses mest muligt.

Stk. 2. Der skal som udgangspunkt indhentes en erklæring fra kvindens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist kvinden til regionsrådet.

Stk. 3. Ved ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse i medfør af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1- 6, eller tilladelse til fosterreduktion efter § 95, stk. 2-4, foranlediger regionsrådet graviditetens alder fastslået af en speciallæge i gynækologi og obstetrik. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis denne allerede er fastslået. Regionsrådet kan i øvrigt med henblik på sagens oplysning, jf. stk. 1, foranledige kvinden undersøgt af speciallæge eller indlagt på sygehus til undersøgelse.

Stk. 4. Er anmodningen begrundet i risiko for arvelig sygdom hos fostret, skal der i almindelighed indhentes en udtalelse fra et klinisk genetisk rådgivningscenter med landsdelsfunktion eller fra en speciallæge i klinisk genetik.

Stk. 5. Viser det sig under regionsrådets undersøgelse, at kvinden opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse efter lovens § 93 eller betingelserne for fosterreduktion efter lovens § 96, henvises kvinden til et sygehus samtidig med, at regionsrådet sender resultatet af undersøgelsen til sygehuset.

§ 3. Inden sagen forelægges for samrådet, skal regionsrådet sikre sig, at betingelserne i lovens §§ 98-99 og 100, stk. 2-3 og 5-6, samt bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion § 1, stk. 2 og §§ 3-5, er opfyldt.

Til toppen

Kapitel 3 – Behandlingen i samrådet

§ 4. Alle samrådets medlemmer deltager i behandlingen af hver sag. Er et af medlemmerne forhindret i at deltage i behandlingen af en sag, deltager den pågældendes stedfortræder.

Stk. 2. Et medlem må ikke deltage i behandlingen af en sag, hvis den pågældende i forbindelse med svangerskabet eller ansøgningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion har deltaget i undersøgelse, rådgivning eller behandling af kvinden. Et medlem kan endvidere ikke deltage i behandlingen af en sag, hvis medlemmet er inhabilt efter reglerne i forvaltningslovens kap. 2.

Stk. 3. Efter anmodning fra regionsrådet kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet (Sundhedsstyrelsen) ad hoc beskikke et medlem, hvis et medlem eller dennes stedfortræder(e) ikke kan deltage i behandlingen af en sag.

§ 5. Votering sker mundtligt på et møde. Votering kan dog ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. telefonisk.

Stk. 2. Samrådet holder møde efter behov, dog mindst én gang ugentligt, hvis der foreligger sager til afgørelse.

§ 6. Hvert medlem kan kræve, at der indhentes supplerende oplysninger gennem regionsrådet, inden afgørelse træffes.

Stk. 2. Samrådet kan, hvis der fremkommer nye oplysninger, ændre et tidligere meddelt afslag, herunder også afslag givet af ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. Hvis sagen behandles i ankenævnet, underrettes nævnet omgående om sagens genoptagelse.

§ 7. Sagernes behandling i samrådet skal fremskyndes mest muligt. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør det særligt tilstræbes, at svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kan foretages inden dette tidspunkt, også selv om et afslag påklages til ankenævnet.

§ 8. Samrådets afgørelser indføres med angivelse af tid og sted for mødet og mødets deltagere i en særlig protokol, der ved mødets afslutning underskrives af medlemmerne. I protokollen anføres kvindens navn, personnummer og bopæl samt regionsrådets journalnummer. Hvis voteringen efter § 5, stk. 1, 2. pkt., ikke sker mundtligt på et møde, skal alle samrådets medlemmer hurtigst muligt efter afgørelsen underskrive protokollen. Det er ikke nødvendigt, at alle medlemmer har underskrevet protokollen, før sagen eventuelt sendes til ankenævnet.

Stk. 2. Ved tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion anføres i protokollen den eller de lovbestemmelser (indikation), i henhold til hvilken afgørelsen er truffet, og de eventuelle diagnoser, der ligger til grund for afgørelsen.

Stk. 3. Er kvinden under 18 år, har hun ikke indgået ægteskab, og foreligger der ikke samtykke efter sundhedslovens § 99, stk. 1, anføres dette i protokollen med angivelse af, om samtykke er søgt indhentet.

Stk. 4. Ved afslag på tilladelse anføres i protokollen begrundelsen for afgørelsen. Ved uenighed mellem medlemmerne, anføres de forskellige begrundelser.

Stk. 5. Kravet om begrundelse, jf. stk. 4, gælder også, når samrådet i medfør af lovens § 99, stk. 3, meddeler tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om forældremyndighedens indehaver nægter at samtykke.

§ 9. Meddelelse om samrådets afgørelse kan gives af regionsrådet på samrådets vegne. Meddelelse til kvinden om afgørelsen og dennes begrundelse kan ske mundtligt. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter sundhedslovens § 99, stk. 3, og afslag på svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal tillige meddeles skriftligt. Kvinden kan dog frasige sig at modtage skriftlige henvendelser på sin bopæl.

Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af lovens § 98, stk. 2, gives der også meddelelse til værgen.

Stk. 3. Giver samrådet tilladelse efter lovens § 99, stk. 3, underrettes både kvinden og forældremyndighedens indehaver. Der skal samtidig oplyses om, at indgrebet vil kunne foretages, medmindre det inden for en nærmere angivet kort frist godtgøres over for regionsrådet, at afgørelsen er indbragt for ankenævnet.

Stk. 4. Meddelelse om afgørelsen sendes endvidere til den læge, der har henvist kvinden til regionsrådet.

Stk. 5. Afslag og tilladelser efter lovens § 99, stk. 3, skal være ledsaget af en vejledning om adgangen til at klage over afgørelsen til ankenævnet.

Stk. 6. Ved t illadelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal en udskrift af samrådsprotokollen sendes til det sygehus, der skal foretage indgrebet. Er det hensigtsmæssigt for sygehusets behandling, at der medsendes yderligere materiale, herunder regionsrådets journaler, skal dette ske under iagttagelse af forvaltningslovens § 28.

Til toppen

Kapitel 4 – Klage over afslag

§ 10. Indgives der klage over samrådets afgørelse til regionsrådet, videresender regionsrådet sagen omgående til det ankenævn, der er oprettet i henhold til sundhedsloven. Med sagen sendes bekræftet udskrift af samrådets afgørelse, journaler og andet materiale af betydning for sagen.

Til toppen

Kapitel 5 – Behandlingen i ankenævnet

§ 11. Formanden bestemmer fordelingen af sagerne mellem ankenævnets medlemmer.

Stk. 2. § 4, stk. 2 og 3, gælder også for ankenævnets behandling af sager.

§ 12. Votering sker mundtligt på et møde. Formanden kan dog bestemme, at votering sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager.

§ 13. Hvert medlem kan kræve, at der gennem regionsrådet tilvejebringes yderligere oplysninger.

Stk. 2. Fremkommer der for ankenævnet oplysninger, der ikke forelå ved samrådets afgørelse, kan ankenævnet inddrage sådanne oplysninger i afgørelsen af sagen. Ankenævnet kan dog vælge at tilbagesende sagen til samrådet til fornyet behandling.

§ 14. Formanden skal ved arbejdets tilrettelæggelse sikre, at ankenævnets afgørelser træffes hurtigst muligt. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør det særligt tilstræbes, at svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kan foretages inden dette tidspunkt.

§ 15. Meddelelse om ankenævnets afgørelse sendes til kvinden og til regionsrådet, der underretter kvindens læge. I tilfælde af tilladelse gives meddelelse endvidere til sygehuset efter de regler, der gælder for samrådets tilladelser.

Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af sundhedslovens § 98, stk. 2, underrettes også værgen om afgørelsen.

Stk. 3. Har forældremyndighedens indehaver eller værgen klaget over samrådets afgørelse, underrettes de også om afgørelsen.

Stk. 4. Ved tilladelse angives den eller de lovbestemmelser i henhold til, hvilken afgørelsen er truffet.

Til toppen

Kapitel 6 – Ankenævnets tilsynsførende virksomhed

§ 16. Ankenævnet fører tilsyn med regionsrådenes og samrådenes virksomhed i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af ansøgninger om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Ankenævnet påser navnlig, at samrådene så vidt muligt følger en ensartet praksis.

Stk. 2. Ankenævnet kan pålægge samrådene at indsende sager til gennemsyn i ankenævnet enten løbende eller i nærmere angivne sager.

Stk. 3. Ankenævnet kan holde møder med samrådsmedlemmer, når det skønnes formålstjenligt.

Stk. 4. Afgørelser af almindelig interesse skal meddeles samtlige samråd.

§ 17. Samrådene skal indsende oplysninger om antallet af behandlede sager og typen af disse til ankenævnet på dettes foranledning.

Til toppen

Kapitel 7 – Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 18. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Cirkulære nr. 56 af 16. juni 2004 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion ophæves.

Til toppen