Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udsatte

Bekendtgørelse om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 642 af 15/6 2006.

I medfør af § 8 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005, fastsættes:

§ 1. Kommunerne skal koordinere handleplaner efter § 140, stk. 1 og 3, samt § 141 i lov om social service med kriminalforsorgen med henblik på at understøtte en langsigtet indsats og sikre kontinuitet i samarbejdet overfor fælles klienter.

§ 2. Målgruppen for de koordinerede handleplaner er:

1) Indsatte i fængsler og arresthuse, som kommunerne har pligt til at tilbyde en handleplan efter § 141 i lov om social service, og som samtidig er omfattet af bestemmelsen om udarbejdelse af handleplaner i § 31, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf.

2) 15-17-årige, der har fået en ubetinget fængselsstraf som følge af voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, og som kommunerne har pligt til at udarbejde en handleplan for efter § 140, stk. 3, i lov om social service.

3) 15-17-årige, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, jf. kapitel 13 a i lov om fuldbyrdelse af straf, og som kommunerne har pligt til at udarbejde en handleplan for efter § 140, stk. 3, i lov om social service.

4) Personer med tilsyn af kriminalforsorgen, som kommunerne har pligt til at tilbyde en handleplan efter § 141 i lov om social service, og som samtidig er omfattet af bestemmelsen om udarbejdelse af handleplaner i § 95, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf.

5) 15-17-årige, der har fået en betinget dom med tilsyn af kriminalforsorgen og med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 52 i lov om social service som følge af voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, og som kommunerne har pligt til at udarbejde en handleplan for efter § 140, stk. 3, i lov om social service.

6) Personer, idømt en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68 og 69, som kommunerne har pligt til at tilbyde en handleplan efter § 141 i lov om social service.

§ 3. Initiativet til koordinering af handleplaner påhviler kriminalforsorgen.

Stk. 2. Kriminalforsorgen tager kontakt til kommunen senest 1 år inden datoen for en eventuel prøveløsladelse.

Stk. 3. Når der ved straffens iværksættelse er mindre end 1 år til datoen for en eventuel prøveløsladelse, tager kriminalforsorgen kontakt til kommunen senest 28 dage efter, at afsoningen er begyndt.

Stk. 4. Kriminalforsorgen tager kontakt til kommunen senest 28 dage efter, at en tilsynssag er modtaget.

Stk. 5. For15-17-årige, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, påhviler det tilsynsmyndigheden at tage kontakt til kommunen inden afsoningen påbegyndes.

§ 4. Kommunen har ansvaret for at følge henvendelsen fra kriminalforsorgen op.

Stk. 2. Kommunen har ansvaret for, at kommunens handleplaner koordineres med kriminalforsorgen og for løbende at sikre sig, at kommunens støtteforanstaltninger og indsatser i øvrigt koordineres med kriminalforsorgens tiltag, og at eventuelle andre relevante samarbejdsparter inddrages i arbejdet.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 373 af 27. april 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper.

Til toppen