Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om specialundervisning for voksne

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 378 af 28/4 2006.

I medfør af § 1, stk. 4, 6 og 7, § 1 b, stk. 4, § 5, stk. 5, § 6, stk. 1, § 6 c, stk. 9, § 6 h, stk. 6, § 6 m, stk. 1, § 7 a og § 7 b, i lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 3. juli 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 592 af 24. juni 2005, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Undervisningens mål og indhold m.v.

§ 1. Specialundervisning for voksne er tilbud, der er målrettet personer, der som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig tilrettelagt undervisning og rådgivning for at afhjælpe eller begrænse virkningerne af funktionsnedsættelsen, og som ikke kan modtage relevante tilbud med samme formål efter anden lovgivning. Tilbuddet gives ikke til personer, der er indlagt på sygehuse.

Stk. 2. Tilbuddet skal kunne medvirke til at forbedre deltagerens mulighed for at benytte kompenserende strategier, metoder og hjælpemidler, der øger deltagerens mulighed for aktiv deltagelse i samfundslivet.

§ 2. Tilbud om specialundervisning for voksne omfatter:

1) Specialundervisning, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af deltagerens funktionsnedsættelse gennem målrettet kompenserende undervisning, der er tilpasset den enkelte deltagers forudsætninger, færdigheder og behov.

2) Specialpædagogisk bistand, der er nødvendig i forhold til deltagerens udbytte af tilbuddet, herunder rådgivning og vejledning af deltageren.

Stk. 2. I tilbuddet kan der indgå fagundervisning, der er tilrettelagt under hensyntagen til deltagerens handicap, som en del af det samlede undervisningstilbud, hvis formålet med undervisningen gør det nødvendigt.

Stk. 3. Tilbuddet kan tilrettelægges som særlige ungdomsuddannelsesforløb.

§ 3. De fornødne læremidler, herunder undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler, stilles gratis til rådighed for deltagerne, jf. lovens § 4, stk. 2.

Til toppen

Kapitel 2 – Regler om procedure m.v.

§ 4. Tilbud om specialundervisning for voksne iværksættes af kommunalbestyrelsen, der forud for iværksættelsen af tilbuddet sikrer, at der foretages en afdækning af den enkelte deltagers færdigheder, behov og forudsætninger med henblik på fastlæggelse af undervisningens mål og indhold.

Stk. 2. Vurderes det, at der skal iværksættes et tilbud om undervisning, udfærdiges en undervisningsplan efter samråd med deltageren, hvor undervisningens mål, indhold og omfang beskrives.

Stk. 3. Når et tilbud er iværksat, vurderes det løbende efter samråd med deltageren, hvorvidt deltageren får det forventede udbytte af undervisningen.

Stk. 4. Undervisningsplanen revideres efter samråd med deltageren, hvis der er behov herfor. Hvis det vurderes, at en fortsat undervisning ikke kan afhjælpe eller begrænse virkningerne af funktionsnedsættelsen yderligere, ophører undervisningen, og deltageren vejledes om andre relevante tilbud.

§ 5. Hvis deltageren skønnes at have behov for et tilbud, der bedst kan imødekommes ved en regional foranstaltning, træffer kommunalbestyrelsen beslutning om henvisning af deltageren til et tilbud ved regionsrådets foranstaltning. Henvisningen skal være ledsaget af en indstilling om, hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen efter samråd med deltageren finder fornødne, herunder om der skal ske henvisning til et tilbud i en anden region.

Stk. 2. På grundlag af den foretagne indstilling træffer regionsrådet afgørelse om det nærmere indhold af foranstaltningen efter forhandling med kommunalbestyrelsen.

§ 6. Hvis det i forbindelse med afdækning af den enkelte deltagers færdigheder, behov og forudsætninger skønnes, at deltagerens vanskeligheder er meget specialiserede og komplicerede, tages der stilling til,

1) om der er behov for at indhente specialrådgivning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), der yder vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, og/eller

2) om der er behov for at indhente bistand til udredningen fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), der yder bistand til udredningen i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens undervisningstilbud.

Stk. 2. Beslutningen om at inddrage den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) efter stk. 1 træffes efter samråd med deltageren.

Stk. 3. Forinden et regionalt undervisningstilbud eller en udbyder med overenskomst, jf. lovens § 1, stk. 4, og § 1, stk. 7, indhenter vejledende specialrådgivning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) om tilrettelæggelsen af tilbuddet til den enkelte deltager, inddrages deltagerens bopælskommune.

§ 7. Kommunalbestyrelsen kan henlægge sine beføjelser vedrørende henvisning, herunder visitation og optagelse, af personer, der skal modtage tilbud efter kapitel 1, og indhentelse af rådgivning eller bistand fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, jf. § 6, til regionsråd eller voksenspecialundervisningsinstitutioner, herunder private institutioner. Kommunalbestyrelsen skal ved en sådan henlæggelse fastsatte retningslinjer for udøvelsen af den henlagte kompetence samt oplyse den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) om henlæggelsen af beføjelse til at indhente rådgivning eller bistand fra denne.

Til toppen

Kapitel 3 – Befordring

§ 8. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om art og omfang af befordringsbehovet på grundlag af en lægeerklæring eller anden sagkyndig udtalelse om den pågældendes egen befordringsevne.

§ 9. Kommunalbestyrelsen sørger for befordring af personer med særlige befordringsbehov på den efter forholdene mest hensigtsmæssige måde. Hvis den pågældende selv ønsker at sørge for befordring, bidrager kommunalbestyrelsen hertil med et aftalt månedligt beløb. Hvis den pågældende ved hjælp af særligt hjælpemiddel selv kan befordre sig, kan kommunalbestyrelsen opfylde befordringspligten ved at afholde udgiften hertil.

Stk. 2. Den pågældende kan henvises til at benytte offentlige befordringsmidler i det omfang, vedkommendes handicap tillader det, og det ikke medfører urimelig lang befordrings- og ventetid. Om nødvendigt må der foranstaltes særskilt befordring mellem hjem, fast aflastningssted eller undervisningssted og nærmeste offentlige befordringsmiddel. Kommunalbestyrelsen afholder udgifter hertil.

Stk. 3. Hvis det er nødvendigt, at den pågældende ledsages under befordring, sørger kommunalbestyrelsen for en sådan ordning samt afholder udgifterne hertil.

Stk. 4. I tilfælde af forbigående sygdom, der medfører, at den pågældende ikke kan befordre sig selv, finder reglerne i stk. 1-3 tilsvarende anvendelse.

§ 10. Til personer uden særligt befordringsbehov, der deltager i specialundervisning for voksne, og som har en afstand fra hjem eller fast aflastningssted til undervisningssted og tilbage igen på 22 km og derover, ydes der befordringsgodtgørelse. Ved befordring med offentligt befordringsmiddel godtgør kommunalbestyrelsen de faktisk afholdte udgifter og ved befordring med eget befordringsmiddel med en af kommunalbestyrelsen fastsat godtgørelse pr. km.

Til toppen

Kapitel 4 – Kommunalbestyrelsens og regionsrådets overenskomster med udbydere

§ 11. Overenskomst i medfør af lovens § 1, stk. 4, og § 1, stk. 7, skal indeholde de nærmere vilkår for varetagelse af opgaverne efter lovens § 1, herunder

1) rammerne for undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang,

2) økonomiske vilkår, herunder budget og regnskab,

3) lokaleanvisning og eventuelle tilskud til lokaler, der benyttes til undervisningen,

4) fornødne leder- og lærerkvalifikationer og

5) forpligtelsen til at give kommunalbestyrelsen eller regionsrådet oplysninger om varetagelsen af opgaverne.

Til toppen

Kapitel 5 – Bestyrelser ved kommunale og regionale undervisningsinstitutioner med voksenspecialundervisning

§ 12. Ved valg til bestyrelser ved kommunale og regionale undervisningsinstitutioner med specialundervisning for voksne, jf. lovens § 6 c og § 6 i, vælges for hvert bestyrelsesmedlem en stedfortræder. Valget finder sted samtidig med valg af de øvrige medlemmer til bestyrelsen.

Stk. 2. Institutionens leder forestår valget af medlemmer og stedfortrædere valgt af og blandt institutionens lærere og øvrige medarbejdere og deltagere.

Stk. 3. Opnås der ikke enighed mellem de handicappedes organisationer om valg af medlemmer og stedfortrædere, vælger kommunalbestyrelsen eller regionsrådet mellem de personer, der indstilles af de handicappedes organisationer.

Stk. 4. Har deltagerne dannet et deltagerråd, udpeger rådet deltagerrepræsentant og stedfortræder til bestyrelsen. Har deltagerne ikke dannet deltagerråd, udpeges deltagerrepræsentant og stedfortræder af deltagerforsamlingen. Har institutionens leder konstateret, at det ikke er muligt at få valgt en deltagerrepræsentant, bortfalder valget af denne, jf. lovens § 6 c, stk. 4, og § 6 j.

Stk. 5. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om udvidelse af bestyrelsen efter lovens § 6 c, stk. 2, fastsætter kommunalbestyrelsen nærmere regler om valg af disse medlemmer, herunder om valgperioden.

Stk. 6. Stk. 5 gælder tilsvarende, hvis regionsrådet træffer beslutning om udvidelse af bestyrelsen efter lovens § 6 i, stk. 2.

§ 13. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 2. Beslutninger træffes ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§ 14. Undervisningsinstitutionen stiller sekretariatsbistand til rådighed for bestyrelsen.

Til toppen

Kapitel 6 – Leder- og lærerkvalifikationer m.v.

§ 15. Kommunalbestyrelsen skal ved kommunale undervisningsinstitutioner eller tilbud med overenskomst, jf. § 11, sikre, at ledere og lærere har de fornødne faglige kvalifikationer, herunder at lærere har de fornødne special- og voksenpædagogiske kvalifikationer.

Stk. 2. Regionsrådet skal ved regionale undervisningsinstitutioner eller tilbud med overenskomst, jf. § 11, sikre, at ledere og lærere har de fornødne faglige kvalifikationer, herunder at lærere har de fornødne special- og voksenpædagogiske kvalifikationer.

§ 16. Kommunalbestyrelserne i regionen skal samarbejde om koordinering af uddannelsesaktiviteter, herunder også efteruddannelsesaktiviteter, for ledere og lærere på områder, hvor disse ikke hensigtsmæssigt kan gennemføres af den enkelte kommunalbestyrelse eller af regionsrådet. Regionsrådene koordinerer indbyrdes de lands- og landsdelsdækkende uddannelsesaktiviteter.

Til toppen

Kapitel 7 – Forskellige regler

§ 17. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan, når afgørelsen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.

Stk. 2. Klage over en kommunalbestyrelsens afgørelse i forhold til en anden kommunalbestyrelse kan ikke indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.

Stk. 3. Stk. 1 gælder tilsvarende for regionsrådets afgørelser.

§ 18. Undervisningsministeriet kan ved indhentelse af oplysninger efter lovens § 7 b forlange, at indberetningen af oplysninger sker i en af ministeriet fastlagt form.

Til toppen

Kapitel 8 – Københavns Kommune

§ 19. De i denne bekendtgørelse fastsatte regler om de regionale undervisningstilbud gælder tilsvarende for den af Borgerrepæsentationen drevne landsdækkende undervisningsinstitution Instituttet for Blinde og Svagsynede.

Til toppen

Kapitel 9 – Ikrafttrædelse

§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 838 af 11. november 1997 om specialundervisning for voksne og læsekurser for voksne m.v.

Til toppen