Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Boligstøtte & boligforhold

Orientering om lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Nedsættelse af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år for, hvornår børn indgår i boligstøtteberegningen som børn, m.v.)

Socialministeriets skrivelse nr. 9788 af 16/12 2005.

Folketinget har den 16. december 2005 vedtaget L 69 – Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Nedsættelse af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år for, hvornår børn indgår i boligstøtteberegningen som børn, m.v.)

Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandling, vedlægges til orientering.

Nedsættelse af aldersgrænsen

Med vedtagelsen af lovforslaget om, at børn ikke længere skal kunne indgå i boligstøtteberegningen som børn fra det tidspunkt, hvor de fylder 18 år, harmoniseres boligstøttelovens regler med den almindelige myndighedsalder og med størstedelen af lovgivningen i øvrigt.

Loven medfører således, at den hidtil gældende grænse på 23 år for, hvornår man regnes som barn ved boligstøtteberegningen, nedsættes til 18 år med virkning fra den 1. januar 2006. Det betyder, at alle steder i de gældende boligstøtteregler, hvor det er af betydning, om der er børn i husstanden, bliver grænsen 18 år.

Ændringen betyder også, at hjemmeboende børn over 18 år skal underskrive en erklæring om solidarisk hæftelse for tilbagebetalingskrav senest 3 måneder efter at de fylder 18 år, mod nu 23 år, jf. boligstøttelovens § 41, stk. 2.

Overgangsregel

Det følger af lovforslagets § 2, stk. 2, at nedsættelsen af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år, kun gælder for de personer, der fylder 18 år den 1. januar 2006 eller senere.

Det betyder ifølge lovforslagets § 2, stk. 3, at for alle, der er fyldt 18 år før den 1. januar 2006 gælder fortsat den hidtidige aldersgrænse på 23 år for, hvornår man indgår som børn ved beregning af boligstøtten.

Indfasningsregel

For at sikre en mere lempelig overgang til de nye regler er der indført en indfasningsregel. Se lovforslagets § 2, stk. 4.

Denne indfasning sikrer, at de, som bliver påvirket af lovforslagets nedsættelse af grænsen for, hvornår hjemmeboende børn kan regnes som børn, får et tillæg til den beregnede boligstøtte. Tillægget nedtrappes i perioden 2006 til 2008, og de nye regler er således fuldt indfaset i 2009.

Der betyder, at for de, der bliver påvirket af nedsættelsen af aldersgrænsen beregnes den almindelige boligsikring og boligydelse på følgende måde:

1) Kommunen beregner den boligstøtte, som husstanden ville have været berettiget til med den hidtil gældende aldersgrænse. Ved denne beregning benyttes reglerne i boligstøttelovens §§ 33, 34 og 42 a ikke.

2) Kommunen beregner boligstøtten efter den nye aldersgrænse. Ved denne beregning benyttes reglerne i boligstøttelovens §§ 33, 34 og 42 a ikke.

3) Forskellen mellem de to beløb opgøres.

4) Tillægget til boligstøtten udgør:

a) 75 pct. af forskellen i 2006

b) 50 pct. af forskellen i 2007

c) 25 pct. af forskellen i 2008

Den samlede beregnede boligstøtte udgør herefter summen af dette tillæg og den beregnede boligstøtte efter den nye aldersgrænse.

Det følger af forslagets § 2, stk. 5, at boligstøttelovens bestemmelse om, at der ikke kan udbetales boligstøtte, hvis det beregnede beløb er mindre end en vis størrelse, jf. boligstøttelovens §§ 33 og 34, skal anvendes på den samlede boligstøtte, dvs. efter tillægget er lagt til. Tilsvarende vil en eventuel reduktion af boligstøtten i medfør af boligstøttelovens § 42 a (loft over kontanthjælpen) skulle foretages efter tillægget er lagt til.

I 2009 er de nye regler fuldt indfaset, og fra 1. januar 2009, skal der således ikke længere lægges et tillæg til den beregnede boligstøtte.

Øvrige lovændringer

Ved loven foretages endvidere to mindre ændringer, der skyldes ændringer i anden lovgivning.

I § 8, stk. 3, ændres henvisningen til ligningslovens § 33 C til § 5 i lov om beskatning af søfolk. Ligningslovens § 33 C handlede om beskatning af såkaldt DIS-indkomst (lønindkomst for personer, der arbejder på et skib, der er registreret i dansk Internationalt Skibsregister). Denne regel er blevet ophævet, og overflyttet til § 5 i den nye lov om beskatning af søfolk.

I § 54, stk. 1, 2. pkt. indsættes en henvisning til den nyeste byfornyelseslov, lov om byfornyelse og udvikling af byer. Denne henvisning blev ved en forglemmelse ikke medtaget ved lov nr. 1235 af 27. december 2003 (konsekvensændringer som følge af lov om byfornyelse og udvikling af byer).

Til toppen

Bilag 1 – Lov om ændring af lov om individuel boligstøtte

(Nedsættelse af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år for, hvornår børn indgår i boligstøtteberegningen som børn, m.v.)

§ 1

I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 19. januar 2005, som ændret ved § 108 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, § 52 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 58 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og § 3 i lov nr. 574 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 2, og § 41, stk. 2, 4. pkt., ændres »23 år« til: »18 år«.

2. I § 8, stk. 3, ændres »ligningslovens § 33 C« til: »§ 5 i lov om beskatning af søfolk«.

3. I § 54, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »beslutning i henhold til«: »lov om byfornyelse og udvikling af byer eller«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Stk. 2. Nedsættelsen af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år, jf. § 1, nr. 1, finder kun anvendelse for personer, der fylder 18 år den 1. januar 2006 og senere.

Stk. 3. For personer, der er fyldt 18 år den 1. januar 2006, finder aldersgrænsen i den hidtil gældende § 7, stk. 2, og § 41, stk. 2, 4. pkt., fortsat anvendelse.

Stk. 4. For husstande med hjemmeværende børn, der fylder 18 år den 1. januar 2006 og senere, ydes der i årene 2006, 2007 og 2008 et tillæg til den beregnede boligstøtte. Tillægget opgøres som en andel af forskellen mellem den beregnede boligstøtte efter den hidtil gældende aldersgrænse og den beregnede boligstøtte efter den i denne lov fastsatte aldersgrænse. Denne andel udgør

1) 75 pct. i 2006,

2) 50 pct. i 2007 og

3) 25 pct. i 2008.

Stk. 5. Reglerne i §§ 33, 34 og 42 a i lov om individuel boligstøtte finder anvendelse på summen af den beregnede boligstøtte og tillægget til den beregnede boligstøtte, jf. stk. 4.

Til toppen