Bekendtgørelse om udlevering af naturalieydelser til asylansøgere m.fl.
Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 1358 af 15/12 2005, ændret ved:
bekendtgørelse nr. 1647 af 27/12 2019,
bekendtgørelse nr. 432 af 6/4 2022.
I medfør af § 42 b, stk. 13, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021, og § 15, stk. 1, i lov nr. 324 af 16. marts 2022 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, fastsættes:
Kapitel 1 – Adgang til naturalieydelser
§ 1. En udlænding, der får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, kan få udleveret naturalieydelser, jf. §§ 2-6, såfremt den pågældende har særligt behov herfor, jf. stk. 2.
Stk. 2. En udlænding omfattet af stk. 1, der har tilstrækkelige midler hertil, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 4, 1. pkt., kan ikke få udleveret naturalieydelser. Dette gælder dog ikke, hvis Udlændingestyrelsen har pålagt udlændingen at betale udgifterne til udlændingens og dennes families underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 4, 3. pkt.
Kapitel 2 – Indhold og omfang af naturalieydelser
§ 2. En udlænding omfattet af § 1, der efter indrejsen her i landet indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, får i forbindelse med indkvartering på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, der fungerer som modtagecenter, udleveret en tøjpakke.
Stk. 2. En udlænding omfattet af stk. 1, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er udtaget til behandling efter den i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nævnte procedure (åbenbart grundløs-proceduren eller åbenbart grundløs haster-proceduren), får tidligst 25 dage efter indkvarteringen på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, der fungerer som modtagecenter, udleveret en tøjpakke.
Stk. 3. Tøjpakken, jf. stk. 1, udleveres én gang til alle udlændinge uanset alder. Der udleveres ikke en tøjpakke til udlændinge født efter indrejsen her i landet, jf. dog § 4.
§ 3. En udlænding omfattet af § 1, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, får udleveret en hygiejnepakke hver 14. dag.
Stk. 2. Hygiejnepakken, jf. stk. 1, udleveres til alle udlændinge uanset alder.
§ 4. En udlænding omfattet af § 1, der er indkvarteret med sit barn født efter indrejsen her i landet, får i forbindelse med barnets fødsel udleveret en babytøjpakke.
Stk. 2. Babytøjpakken, jf. stk. 1, udleveres én gang pr. barn, uanset om en af eller begge barnets forældre er omfattet af § 1.
§ 5. En udlænding omfattet af § 1, der er indkvarteret med sit mindreårige barn og er berettiget til at modtage eventuelle forsørgerydelser til barnet, får udleveret en børnetøjpakke, såfremt udlændingen i en sammenhængende periode på seks måneder
1) har været omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 9 eller 10, eller
2) har været indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, og er meddelt endeligt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller har frafaldet en sådan ansøgning.
Stk. 2. Der udleveres ikke en børnetøjpakke efter stk. 1, nr. 2, såfremt udlændingen
1) har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b og denne ansøgning har opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, eller
2) har indgivet ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 b og denne ansøgning har opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33, stk. 7.
Stk. 3. Børnetøjpakken udleveres én gang pr. barn hver sjette måned, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 1 og 2. Der udleveres en børnetøjpakke, uanset om betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt hver for sig eller i kombination i en sammenhængende periode på seks måneder.
§ 6. En mindreårig udlænding omfattet af § 1, der er indkvarteret med en af eller begge sine forældre, får udleveret en børnepakke, såfremt
1) den forælder, som er berettiget til at modtage eventuelle forsørgerydelser til barnet, er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 9 eller 10, eller
2) den forælder, som er berettiget til at modtage eventuelle forsørgerydelser til barnet, har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, der som følge af forælderens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til forælderens hjemland, er udtaget til behandling efter den i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nævnte procedure (åbenbart grundløs haster-proceduren).
Stk. 2. Børnepakken udleveres hver 14. dag, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 1. Der udleveres en børnepakke, uanset om betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt hver for sig eller i kombination.
§ 7. Indholdet af naturalieydelser, der udleveres efter §§ 2-6, fastsættes af indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt.
Stk. 2. Indholdet af naturalieydelser, der udleveres efter §§ 2, 3 og 6, tilpasses så vidt muligt udlændingens behov. Indholdet af naturalieydelser, der udleveres efter §§ 4 og 5, tilpasses så vidt muligt barnets behov.
Stk. 3. Der udleveres naturalieydelser efter §§ 2-6, uanset om udlændingen eller udlændingens forældre har overholdt den med indkvarteringsoperatøren indgåede kontrakt, jf. udlændingelovens § 42 c eller § 16 i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, eller den med Hjemrejsestyrelsen indgåede hjemrejsekontrakt, jf. hjemrejselovens §§ 5 og 6.
§ 8. § 1, § 2, stk. 1 og 3, og §§ 3, 4 og 7 finder tilsvarende anvendelse for udlændinge omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse efter § 14, stk. 1 eller 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
§ 9. (Ophævet).
Kapitel 3 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2005.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for alle udlændinge, uanset om udlændingen har indgivet ansøgning om eller er meddelt afslag på opholdstilladelse inden denne dato, og uanset om udlændingen allerede er omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, inden bekendtgørelsens ikrafttræden.
Noter
Indledningen og § 7 ændret og § 8 indsat 9/4 2022 ved bek. nr. 432 af 6/4 2022.
§ 7 ændret og §§ 8 og 9 ophævet 1/1 2020 ved bek. nr. 1647 af 27/12 2019.